Inden du rejser
Denne vejledning gælder når du rejser til et andet EU-land med ret til EØS–dagpenge i 3 måneder.
Inden du tager af sted, skal du sørge for at få et EU-sygesikringsbevis (Det blå sygesikringskort). Kortet giver dig ret til at modtage lægehjælp mv., hvis du bliver syg i det andet land. Du kan få kortet ved i den kommune, hvor du bor eller via hjemmesiden Borger.dk
Du skal betale kontingent til a-kassen under opholdet. Det er en forudsætning for at få udbetalt dagpenge under jobsøgning i udlandet.
Du skal også huske at udfylde dit sidste almindelige dagpengekort indtil afrejsedagen og sende det til os. Jobcentret får IKKE besked fra os om, hvilken dag du tager af sted. Du skal derfor selv give jobcentret besked om, at du rejser, så det kan blive registreret på jobcentret.
Hvis du alligevel ikke ønsker at anvende din PD U2, skal du kontakte os og jobcentret og give besked om, at du ikke tager af sted. Hvis du ønsker at ændre din afrejsedato, skal du søge på ny.
Tildmeldingen til arbejdsformidlingen i det andet land
Når du kommer til det land, hvor du skal søge arbejde, skal du hurtigst muligt henvende dig på det lokale arbejdsformidlingskontor for at blive tilmeldt som arbejdssøgende.
For at du kan modtage dagpenge i hele attestperioden, skal du tilmelde dig senest 7 dage efter attestens startdato. Datoen fremgår af PD U2’ens punkt 2.3. Hvis du tilmelder dig efter denne dato, betyder det, at du først kan få dagpenge fra den dag, hvor du tilmelder dig.
Hvis du ikke kan blive tilmeldt første gang, du henvender dig til arbejdsformidlingen i det andet land, er det vigtigt, at du får en bekræftelse fra de udenlandske myndigheder på, at du har henvendt dig for at blive tilmeldt.
Hvilken ydelse får du?
Vi udbetaler dagpenge til dig i perioden. EØS-dagpengekortene ser lidt anderledes ud end de almindelige dagpengekort. Pengene vil blive overført til din nemkonto.
Hvis du får deltidsarbejde i perioden, skal du skrive timerne på dit EØS–dagpengekort.
Det skal dog bemærkes, at der kun kan udbetales supplerende dagpenge, hvis du ikke er blevet omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i det andet land
Rådighed
Du skal følge de krav, den udenlandske myndighed stiller til arbejdssøgende. Det betyder, at du skal møde frem på de tidspunkter, som arbejdsformidlingen kræver. Hvis du udebliver, kan dette have betydning for din ret til udbetaling af dagpenge.
Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet i landet og være aktivt arbejdssøgende. Din rådighed bliver vurderet ud fra danske regler.
Hvis du ikke får arbejde i det andet land
Den periode, hvor du kan modtage dagpenge i udlandet, kan ikke forlænges. (Danmark forlænger ikke op til 6 måneder).
Du skal huske at afmelde dig på arbejdsformidlingen i det andet land, inden du vender tilbage til Danmark.
Du kan altid vælge at vende hjem midt i perioden, og du vil da være dagpengeberettiget i Danmark fra den dato, hvor du igen bliver tilmeldt jobcentret, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. For at kunne genindtræde i dagpengeretten i Danmark igen skal du møde på jobcentret i Danmark inden udløbet af perioden. I attestens punkt 2.2.1 kan du se, hvornår du senest skal være tilmeldt. Hvis denne dag er en lørdag, en søndag eller en helligdag, kan du tilmelde dig jobcentret den førstkommende hverdag.
Du har altså ikke 7 dage efter periodens udløb - som ved udrejsen - til at tilmelde dig, når du vender tilbage til Danmark. Du kan ikke få dagpenge for den eller de dage, du bruger til at rejse tilbage til Danmark, da du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark eller i det andet land.
Konsekvensen af, at du ikke tilmelder dig jobcentret i Danmark, inden attestens udløb, er, at du mister retten til at modtage dagpenge, når du vender tilbage til Danmark. Du vil først kunne modtage dagpenge igen, når du har haft arbejde i Danmark. Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du arbejde i mindst 296 timer inden for 12 uger/3 måneder. Hvis du er deltidsforsikret, skal du arbejde i mindst 148 timer inden for 12 uger/3 måneder.
Vi kan i særlige tilfælde forlænge fristen for hjemvenden til Danmark. A-kassen kan f.eks. tillade, at du tilmelder dig efter attestens udløbsdato, hvis du kan dokumentere, at du skal til ansættelsessamtale i det andet land. Din hjemvenden kan endvidere udsættes, hvis du kan dokumentere, at du har været forhindret i at rejse på grund af sygdom. Du skal søge a-kassen om dispensation, inden attesten udløber. Du vil dog ikke kunne modtage dagpenge i udlandet ud over attestperioden.
Du vil heller ikke kunne genindtræde i dagpengeretten, når du kommer hjem, hvis du holder ferie i det andet land i forlængelse af attestperioden.
Hvis du får arbejde i det andet land
Hvis du får arbejde i det land, du er rejst til, skal du som hovedregel arbejdsløsheds-forsikres dér. Du kan altså ikke vælge fortsat at være forsikret i Danmark. Det er meget vigtigt, at du får orden i dine forsikringsforhold, da det har betydning for din ret til at få dagpenge, når/hvis du kommer tilbage til Danmark.
Du skal ikke melde dig ud af a-kassen, før du er helt sikker på, at du er blevet omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i det andet land. Du kan henvende dig til arbejdsløshedsforsikringsmyndigheden og få oplyst, om de modtager arbejdsløshedsforsikringsbidrag fra din arbejdsgiver. Det vil være en god idé at medbringe en lønseddel til myndigheden, så de kan se, hvor du er ansat.
Visse ansættelsesforhold i udlandet giver dig ikke adgang til at blive arbejdsløshedsforsikret. Hvis du er helt sikker på, at du ikke kan blive forsikret i det andet land, kan du forblive medlem hos os. Du skal forsøge at få en skriftlig erklæring fra den udenlandske myndighed om, at du ikke kan blive arbejdsløshedsforsikret. Husk at tage erklæringen med tilbage til Danmark. Du kan altid henvende dig til os, hvis du er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.
Den anciennitet, du optjener i det andet land ved at være forsikret og arbejde dér, kan du overføre til Danmark, hvis den udenlandske myndighed bekræfter forsikrings- og arbejdsperioderne på en PD U1. Du kan henvende dig til myndigheden, inden du tager hjem, og bede dem om at udstede en PD U1. Hvis det ikke kan nås, inden du skal vende hjem, kan vi hjælpe dig med at indhente attesten, når du er kommet til Danmark. Du må ikke udskyde din hjemrejse fordi du venter på PD U1.
Du må heller ikke udskyde at melde dig ind i en a-kasse, når du kommer til Danmark, fordi du venter på en PD U1.
Hvis du bliver arbejdsløs i det andet land, efter du har haft arbejde dér
Hvis du bliver arbejdsløs i det andet land, efter du har arbejdet dér, og hvis du ønsker at blive i det andet land, men endnu ikke opfylder betingelserne for at få ret til arbejdsløshedsydelser, kan du overføre den anciennitet, du har optjent ved at være arbejdsløshedsforsikret i Danmark.
For at kunne medregne din forsikrings- og arbejdsperioder fra Danmark. skal du have perioderne bekræftet på en PD U1. Du kan få attesten ved at rette henvendelse til os, men husk at du først har brug for attesten, hvis du bliver arbejdsløs, efter du har været i arbejde og kun, hvis du ønsker at blive i det andet land.
Hjemvenden til Danmark efter du har haft arbejde i et andet land
Du skal henvende dig til os og anmode om genoptagelse, så hurtigt du kan, efter du er kommet hjem.
Har du på tidspunktet for anmodningen om genoptagelse været medlem i en a-kasse i Danmark inden for de sidste 5 år, kan du overføre din forsikrings- og arbejdsperioder fra det andet land. Vi skal modtage din skriftlige anmodning om optagelse inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor du ikke længere er forsikret i det andet land. Du skal ligeledes have bopæl og ophold i Danmark inden for 8 uger efter, at du var forsikret i det andet EØS-land. Dagpengeretten indtræder tidligst fra den dato, hvor vi har modtaget din skriftlige anmodning om optagelse.
Hvis du ikke har været medlem i Danmark inden for de sidste 5 år, skal du have arbejde i Danmark for at kunne optages i en a-kasse og for at kunne overføre de forsikrings-perioder, du har haft i det andet land. For at overføre perioderne, skal arbejdet være påbegyndt og din skriftlige anmodning om optagelse skal være modtaget af os inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor du ikke længere er forsikret i det andet land.
For at blive optaget som fuldtidsforsikret, skal du arbejde i mindst 296 timer inden for 12 uger/3 måneder. Som deltidsforsikret, skal du arbejde i mindst 148 timer inden for 12 uger/3 måneder.
Du skal huske at tilmelde dig jobcentret så hurtigt, du kan, efter du er kommet hjem, da udbetalingen af dagpenge tidligst kan ske fra dette tidspunkt.
Hvis du har været væk fra Danmark i længere tid, bør du, inden du vender hjem, kontakte os for at høre, om ovenstående regler stadig er gældende. Der kan være sket ændringer, som har betydning for dig.