• Jobcentret og tilmelding på jobcentret
• Ansøgning om dagpenge
• Kriterier for at modtage dagpenge
• Fortsat kontakt med Jobcentret
• Dit CV i Jobcentrets jobdatabase
Jobcentret og tilmelding på jobcentret
Du skal være tilmeldt som ledig på Jobcentret for at få dagpenge.
På din første ledige dag, skal du enten tilmelde dig personligt på dit lokale Jobcenter eller tilmelde dig som ledig online på www.jobnet.dk. Du kan ikke tilmelde dig over telefonen.
Hvis du er nyuddannet, skal du først tilmelde dig som ledig den dag, hvor du får ret til dagpenge. Ret til dagpenge får du 1 måned efter du er færdig med din uddannelse.
Her kan du tilmelde dig som ledig på Jobcentret (Du finder arbejdsløshedskassen under J=Journalistik, Kommunikation og Sprog.)
Du må ikke forveksle Jobcentret med A-kassen. A-kassen udbetaler dagpenge, rådgiver og vejleder, men kan ikke registrere dig som ledig.
Du skal svare på alle henvendelser fra Jobcentret, ellers risikerer du at miste dagpenge.
Det er vigtigt, at du hver 7. dag på www.jobnet.dk under "min side" bekræfter at du fortsat er ledig. Hvis du ikke gør det, kan du blive afmeldt og dermed miste din ret til dagpenge.
Ansøgning om dagpenge
Ledighedserklæring
For at få udbetalt de første dagpenge, skal du udfylde en ledighedserklæring.
Her kan du hente en ledighedserklæring, vælg blanket AR251 hvis du er lønmodtager, eller AR265 hvis du er nyuddannet
Husk endelig at udfylde alle rubrikkerne. Ellers er vi nødt til at returnere den til dig. Det kan forsinke udbetalingen af dagpenge. Vi skal under alle omstændigheder vurdere dine oplysninger i forhold til en række regler og eventuelt indhente yderligere oplysninger.
Fraværserklæring
Har du haft fravær - for eksempel været på ferie eller været syg uden at du har fået løn - skal du også udfylde en fraværserklæring. Blanketterne kan du få på Jobcentret, i A-kassen eller via nettet. På blanketterne er en vejledning om, hvordan du udfylder den.
Du kan også hente en fraværserklæring her, vælg blanket AR296
Når vi har fået alle oplysninger og godkendt dem, sender vi dig et brev med godkendelse af din dagpengeret. Kun hvis vi har alle de nødvendige oplysninger, kan vi sende penge ind på din NemKonto den sidste bankdag i måneden.
Dagpengekortet - online
Den nemmeste måde at få et dagpengekort på – og få det sendt retur til a-kassen i udfyldt stand – er ved at sende det online (se længere nede). På den måde slipper du også for at købe frimærke og konvolut og finde en postkasse.
Dagpengekortet – på papir
Møder du personligt op på Jobcentret eller i a-kassen, når du melder dig ledig, kan du også få dagpengekortet dér i papirudgave. Hvis du udfylder dit dagpengekort i papirversion, så husk endelig at:
• Skrive dine arbejdstimer på kortet frem til den dag, du melder dig ledig.
• Underskrive kortet og skrive dit CPR-nummer på kortet.
• Sætte kryds for, om du skal have et nyt dagpengekort. Læs vejledningen på dagpengekortet.
De oplysninger, du giver på dagpengekortet, er de oplysninger A-kassen bruger til at beregne dine dagpenge.
Dagpengekortet skal du sende til A-kassen den næstsidste søndag i kalendermåneden.
Du kan indsende dagpengekortet online her
Kriterier for at modtage dagpenge
Arbejdsløshedsdagpenge er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Du skal "stå til rådighed for arbejdsmarkedet" for at kunne få dagpenge.
Du står til rådighed, når du
- er tilmeldt Jobcentret
- har et aktivt CV i Jobcentrets jobdatabase
- er aktivt arbejdssøgende. Se også pjecen Jobsøgning, hvad er det
- er klar til at påtage dig arbejde med dags varsel
- hver dag orienterer dig om din post
- løbende orienterer Jobcentret om dine ferieplaner og andre forhold af betydning for formidling af arbejde og afgivelse af tilbud
- kommer til de møder Jobcentret, Anden Aktør eller a-kassen indkalder dig til
Fortsat kontakt til Jobcentret
Jobcentret registrerer ledige for at kunne formidle arbejde. Du skal være tilmeldt Jobcentret for at få dagpenge, og du skal holde kontakt til Jobcentret i hele ledighedsperioden.
Du skal reagere på alle henvendelser fra Jobcentret. Hvis du flytter, skal Jobcentret - og A-kassen - straks have besked om din nye adresse (også midlertidige adresseændringer til f.eks. sommerhuset).
Kan Jobcentret ikke få kontakt med dig, fordi du er flyttet, mister du dagpenge for den periode, der er gået, frem til den dag, hvor Jobcentret har fået den nye adresse.
Det samme gælder i øvrigt for møder i a-kassen.
Indkalder Jobcentret dig til et møde, skal du møde op.
Bliver du væk uden gyldig grund, kan det koste dig 3 ugers dagpenge. Hvis du inden for de seneste 12 måneder har haft en karantæne, vil du miste retten til dagpenge, indtil du har haft over 300 arbejdstimer inden for 10 uger.
Dit CV i Jobcentrets jobdatabase
Jobcentrets CV-database har central betydning. Er du ledig, eller bliver du det, skal du lægge dit CV ind på en særlig database som Jobcentret administrerer. Du går ind på www.jobnet.dk, klikker på ”min side” og lægger dit CV ind der.
Det er altså ikke valgfrit, om man som jobsøger vil lægge sit CV ind. Det er en forudsætning for at kunne modtage dagpenge, at dit CV er lagt på databasen. Du er forpligtet til at oplyse Jobcentret, arbejdsløshedskassen og/eller anden aktør om dit CV og det tilknyttede kundenummer.
Du skal, ligesom alle andre ledige, lægge dit CV ind på jobnet.dk, når du bliver ledig. Vi skal i a-kassen kunne godkende CV'et senest 3 uger efter du har meldt dig ledig, og her skal vi bl.a. kontrollere, om det opfylder gældende regler.
De oplysninger, du skal lægge ind på CV databasen er :
- Personlige oplysninger
- Tidligere beskæftigelse
- Uddannelsesmæssig baggrund
- Anden erfaring
- PC kvalifikationer
- Kørekort
- Personlige kompetencer
- Faglige kompetencer
- Tidligere arbejdssteder
- Ønske til fremtidige ansættelsesvilkår
En række af de ønskede oplysninger kan gøres anonyme. For eksempel navn og tidligere beskæftigelsessteder.
Når du har lagt dit CV ind på databasen, skal du selv aktivere det, så det er tilgængeligt for arbejdsgivere, som leder efter kvalificeret arbejdskraft. At CV´et er aktivt, betyder også, at du som ledig er forpligtet til at holde øje med, om arbejdsgivere har været inde og tilbyde dig arbejde.
Du er forpligtet til at ajourføre dit CV, hvis du har haft arbejde i en kortere periode eller har deltaget i et opkvalificerende uddannelsesforløb. Dette kaldes løbende ajourføring af CV'et.
Hvor lang tid tager det at lægge et CV ind?
Du skal afsætte godt en times tid til at lægge dit CV ind. Hvis du ikke har netadgang hjemme, kan du få hjælp på Jobcentret eller i a-kassen. Du kan også gå online på biblioteket eller på en netcafe.
Hvornår skal CV'et være lagt ind?
Hvis du er ny ledig, skal dit CV være lagt ind inden en måned efter tilmelding til Jobcentret. Hvis du har været i arbejde i en kortere periode, skal du lægge dit CV ind, når du gentilmelder dig i Jobcentret. Hvis dit CV ikke er lagt ind efter en måned, mister du retten til dagpenge.
Her kan du lægge dit CV ind
Du er selvfølgelig altid meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.