Fradrag for arbejde i virksomheden
Der er forskellige former for fradrag afhængig af, hvilken ydelse du modtager.
Når du driver selvstændig virksomhed, skal alle arbejdstimer i virksomheden modregnes i eventuelle ydelser fra arbejdsløshedskassen. Det gælder naturligvis alle de timer, du fakturerer, men også de timer, du bruger til eksempelvis administration, regnskab, markedsføring og eventuel transporttid, skal modregnes.
• Dagpenge og aktiveringsydelse
• Landbrug med dyrehold
• Efterløn
Dagpenge og aktiveringsydelse
Det altovervejende princip ved modregning for arbejde er, at modregningen sker time for time. Det vil sige, at såfremt du i en uge har haft eksempelvis 12 timers arbejde i virksomheden, vil der (hvis du i øvrigt er berettiget til dagpenge) kunne udbetales dagpenge for 25 timer den pågældende uge, hvis du er fuldtidsforsikret. Reglerne for deltidsforsikrede er lidt anderledes – spørg i a-kassen.
De timer, du anvender på virksomheden skal alle påføres dit ydelseskort og modregnes time for time i udbetalingen af dagpenge. Det har derimod ingen betydning om virksomheden giver over- eller underskud eller om arbejdet udføres i eksempelvis en weekend. Timerne skal påføres på tidspunktet for arbejdets udførelse – også selvom du måske først modtager honoraret senere. Både eventuel kreditperiode eller manglende betaling fra kunden er en del af den økonomiske risiko ved selvstændig virksomhed og er derfor uden betydning for modregningen af dagpenge.
Husk at du skal oplyse timerne i kolonnen for Selvstændig på ydelseskortet.
Landbrug med dyrehold
Hvis du har dyrehold på ejendommen, skal der altid, uanset den faktiske anvendte tid, ske fradrag for mindst en halv time om dagen. Dette gælder også lørdag, søndag og helligdage.
Hvis du har ansat arbejdskraft (det må ikke være ægtefællen/samleveren eller umyndige børn) til at passe dyrene, er du dog ikke omfattet af reglen om mindst en halv times fradrag pr. dag.
Efterløn
Drift af selvstændig virksomhed kræver særlig tilladelse fra a-kassen og må som udgangspunkt ikke overstige 400 timer pr. år. Der findes dog særlige ordninger for personer som tidligere har drevet selvstændig virksomhed på fuld tid.
Alle timer i virksomheden skal oplyses og modregnes i efterlønnen time for time. Det gælder også de timer som eventuelt udføres af ansat arbejdskraft.
Du bør dog altid, når det drejer sig om selvstændig virksomhed og efterløn kontakte a-kassen, før du går på efterløn eller påbegynder selvstændig virksomhed.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
ajks@ajks.dk