Du kan tidligst komme på efterløn, når du når efterlønsalderen. Du kan få efterløn i 3½ - 4½ år (afhængig af, hvornår du er født) frem til udgangen af den måned, hvor du når folkepensionsalderen. Læs mere under Tilbagetrækningsreformen.
Når du kommer til efterlønsalderen, kan du vælge at gå på efterløn - og ”holde fri”, arbejde på nedsat tid eller arbejde i perioder (du bliver modregnet for arbejde, når du er på efterløn).
Du kan også vælge at udskyde overgang til efterløn eller vælge at fortsætte med at arbejde, og du vil i så fald begynde at optjene en skattefri præmie, der kan udgøre op til 147.516 kr. Det forudsætter at du opfylder ”2 års-reglen”.
Vi ordner det praktiske
Vi tager kontakt til dig, når du nærmer dig efterlønsalderen, for at sende dit efterlønsbevis til dig.
Du skal søge om efterløn hos os. Vi undersøger, om du har ret til efterløn. Vi står for udbetalingerne af efterløn.
Husk, at du tidligst kan modtage efterløn fra den dato, hvor vi har modtaget din skriftlige ansøgning.
Vi kontakter dig kort tid før folkepensionsalderen, med henblik på eventuelt at udbetale dig skattefri præmie.
Dine pligter
Du skal fortsat være medlem af a-kassen, mens du modtager efterløn, og du skal fortsat betale medlemskontingent. Du skal dog ikke længere betale efterlønsbidrag.
Du skal hver måned indsende et efterlønskort, uanset hvor i verden du befinder dig. Hvis du ikke ønsker at arbejde, tilbyder vi dig en løsning, hvor du blot skal indsende en erklæring 2 gange om året (gælder kun i Danmark – ved ophold i et andet EØS-land skal et særligt EØS-kort benyttes)
Du har pligt til at oplyse om alt, der kan have betydning for din ret til efterløn.
Udbetalingen af efterløn
Vi udbetaler efterlønnen i 4-ugers- eller 5-ugers-perioder. Hver udbetalingsperiode slutter den næstsidste søndag i en måned. Efterlønnen er senest til disposition den sidste bankdag i måneden.
Retten til efterløn stopper
Din ret til efterløn vil automatisk ophøre ved udgangen af den måned, hvori du når folkepensionsalderen. Hvis du har optjent ret til præmie, kan du få den udbetalt, når du har nået folkepensionsalderen.
Du skal huske, mens du modtager efterløn
• altid at oplyse os om ændringer i dine pensionsudbetalinger
• altid at kontakte os, hvis du planlægger at starte frivilligt, ulønnet arbejde
• at kontakte os, hvis du påtænker at starte med selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse eller planlægger at tage arbejdstimer i din ægtefælles virksomhed
• altid at kontakte os, hvis du planlægger at bosætte dig i et EØS-land, Grønland eller Færøerne
• altid at kontakte os, hvis du planlægger at være i udlandet uden for EØS-landene, Grønland og Færøerne i mere end 3 måneder pr. kalenderår, eller hvis du planlægger et ophold, der ikke er midlertidigt
• at kontakte os, hvis du overvejer at få arbejde i udlandet, så vi kan vejlede dig om dokumentationskrav til den skattefri præmie m.m.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.