• I hvilken periode kan du optjene skattefri præmie?
• 2-års-reglen
• Hvilke timer tæller med til den skattefri præmie?
• Dokumentation for arbejdstimerne
• Udbetaling af præmien
Alle, både lønmodtagere og selvstændige, kan optjene skattefri præmie i den periode der ligger fra retten til efterløn indtræder (efterlønsbeviset) og frem til folkepensionsalderen, normalt 3 år.
Forudsætningen for at kunne optjene skattefri præmie er, at du ikke går på efterløn. Så udgangspunktet er, at du kan optjene skattefri præmie, indtil du går på efterløn – se undtagelse, hvis du opfylder ”2-års-reglen”
Du kan tjene op til 147.516 kr. i skattefri præmie (deltidsforsikrede: 98.280 kr.)
Præmien udbetales af os, når du når folkepensionsalderen.
Du optjener 12.293 skattefri kroner, hver gang du har haft 481 arbejdstimer. Du kan maksimalt optjene 12 skattefrie præmier.
I hvilken periode kan du optjene skattefri præmie?
Du optjener skattefri præmie fra det tidspunkt, hvor du får ret til efterløn.
Fra denne dato begynder arbejdstimerne at tælle med til den skattefri præmie. Timer til den skattefri præmie kan du optjene til og med dagen, før du når folkepensionsalderen.
Hvis du går på efterløn, stopper optjeningen af den skattefrie præmie som hovedregel.
Du kan dog optjene skattefri præmie, efter du er gået på efterløn, hvis du opfylder ”2-års-reglen”.
2-års-reglen
Hovedreglen for optjening af en skattefri præmie er, at man ikke kan optjene skattefri præmie, mens man er på efterløn – men kun frem til, man går på efterløn.
Hvis du opfylder ”2-års-reglen”, vil du også kunne fortsætte med at optjene skattefri præmie, mens du er på efterløn.
For at opfylde 2-års-reglen, skal du, inden du går på efterløn, opfylde følgende:
• du skal vente mindst 2 år med at gå på efterløn
og
• du skal have haft 3.120 arbejdstimer, siden du fik ret til efterløn.
Det betyder i praksis, at du kun kan optjene skattefri præmie i det sidste år af efterlønnen, da du mindst skal vente i 2 år med at gå på efterløn.
Hvilke timer tæller med til den skattefri præmie?
Både arbejde som lønmodtager og arbejde som selvstændig kan tælle med til den skattefri præmie.
Også timer med sygedagpenge i et ansættelsesforhold og under selvstændig virksomhed kan medregnes.
Lønmodtagerarbejde
Alle løntimer tæller med, hvis du har arbejdet på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, har modtaget løn/vederlag for det, og hvis lønnen /vederlaget er skattepligtigt. Arbejdstimerne skal være ustøttede, og du skal have været medlem af en a-kasse i perioden, du har arbejdet. Du behøver ikke at arbejde fuld tid eller på fast basis.
Alle timer, du får løn for, tæller med, også timer ud over 37 timer pr. uge. Overarbejdstimer tæller også med, hvis du får dem betalt særskilt, eller hvis du afspadserer dem.
Hvis der derimod i din ansættelseskontrakt f.eks. står, at du er ansat til 37 timer om ugen, og at eventuelt overarbejde ikke honoreres særskilt, men er indeholdt i lønnen, vil du ikke kunne tælle mere end 37 timer om ugen med.
Hvis din arbejdstid er ukontrollabel, så bliver din indtægt omregnet til arbejdstimer ved hjælp af omregningssatsen. Se mere om ukontrollabel arbejdstid og omregning til timer under „Arbejde og efterløn (3)“.
Ud over almindeligt lønarbejde tæller følgende med:
• arbejde, du udfører som ulandsfrivillig for frivilligprogrammer, hvortil der ydes bistand i henhold til Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde, eller private frivilligprogrammer udført for humanitære organisationer, der er godkendt i henhold til ligningslovens § 12, stk. 3
• beskæftigelse som borgmester, rådmand, udvalgsformand og medlem af Folketinget, regeringen eller Europaparlamentet. Vederlaget omregnes til timer med omregningssatsen, se nærmere om omregning af indtægt til timer i kapitlet „Arbejde i efterlønsperioden“ under afsnittet om ukontrollabel arbejdstid
• afholdt ferie med løn eller feriegodtgørelse samt supplerende feriedage i henhold til ferielovens § 6 a, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge
• søgnehelligdage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge
• overenskomstmæssige fridage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge
• perioder, hvori en afskediget tjenestemand modtager rådighedsløn
• timer med sygedagpenge både som lønmodtager og som selvstændig
Det samme gælder, hvis du modtager en tilsvarende ydelse i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne.
Selvstændig virksomhed
Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis du har drevet virksomheden i ”væsentligt omfang”.
Ved ”væsentligt omfang” forstås, at dit arbejde i din virksomhed kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Du kan medregne 37 timer om ugen. Hvis du har tilladelse til at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterlønnen, så tæller disse timer også med.
Hvor kan du arbejde?
Du kan arbejde herhjemme eller i et andet EØS-land, og du skal have bopæl her i riget eller i et andet EØS-land. Arbejde i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne regnes kun med, hvis du er udsendt for en dansk arbejdsgiver eller arbejder på internationale vilkår ved organisationer m.v., som Danmark er medlem af.
Kontakt os, hvis du overvejer at tage sådan beskæftigelse, så vi på forhånd kan vejlede dig om dokumentationskrav m.v.
Dokumentation for arbejdstimer
Vi skal bruge oplysningerne i E-indkomstregistret som dokumentation for dine arbejdstimer. Timer, der ligger før oplysninger i E-indkomstregistret, skal dokumenteres ved lønsedler.
Der er særlige dokumentationskrav for selvstændige, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Dokumentationskravet afhænger blandt andet af virksomhedens art. Kontakt os, så vi kan vejlede dig om, hvordan du dokumenterer dit arbejde som selvstændig.
Beregning af arbejdstimerne
Vi beregner antallet af arbejdstimer og præmiens størrelse, når du når folkepensionsalderen.
Der optjenes en præmieportion for hver 481 arbejdstimer (svarer til 37 timer om ugen i et kvartal). Du kan højst få udbetalt 12 præmieportioner, dvs. for 5.772 arbejdstimer (12 kvartaler a’ 481 timer). Det gælder, uanset om du er fuldtids- eller deltidsforsikret. Der udbetales kun hele præmieportioner.
Udbetaling af præmie
Vi skriver til dig, når du når folkepensionsalderen, med oplysning om, at du nu kan få udbetalt din skattefri præmie, og hvad du skal indsende for at få præmien udbetalt.
Præmien kan udbetales, selv om du ikke er medlem af en dansk a-kasse på udbetalingstidspunktet. Præmien kan udbetales, uanset hvor i verden du bor. Præmien vil blive udbetalt med den præmiesats, der er gældende på udbetalingstidspunktet. Præmiesatsen reguleres hvert år.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.