Skattefri præmie

Her finder du reglerne for den skattefri præmie (medlemmer født 1/1-56 - 30/6-59).

I hvilken periode kan du optjene skattefri præmie?
Hvilke timer tæller med til den skattefri præmie?
Dokumentation for arbejdstimerne
Udbetaling af præmien


Alle, både lønmodtagere og selvstændige, kan optjene skattefri præmie i den periode, der ligger, efter 2 års-reglen er opfyldt, og frem til folkepensionsalderen. Det er også en forudsætning, at du ikke går på efterløn, før du opfylder ”2 års-reglen”

Forudsætningen for at kunne begynde at optjene skattefri præmie er, at du ikke går på efterløn og fortsætter med at arbejde, indtil du kan opfylde ”2 års-reglen”.

Du kan tjene op til 149.952 kr. i skattefri præmie (deltidsforsikrede: 99.960 kr.)

Præmien udbetales af os, når du når folkepensionsalderen.

Du optjener 12.496 skattefri kroner, hver gang du har haft 481 arbejdstimer (efter du har opfyldt ”2 års-reglen”). Du kan maksimalt optjene 12 skattefri præmier.

I hvilken periode kan du optjene skattefri præmie?
Du optjener skattefri præmie fra det tidspunkt, hvor du opfylder ”2 års-reglen”. Det vil sige, at der er gået mindst ½ år, 1 år eller 1½ år (afhængig af, hvornår du er født) siden du nåede efterlønsalderen. I denne periode skal du mindst have arbejdet 780 timer, 1560 timer eller 2340 timer (afhængig af, hvornår du er født). Se mere om ”2 års-reglen” nedenfor

Fra denne dato (hvor du opfylder ”2 års-reglen”) begynder arbejdstimerne at tælle med til den skattefri præmie. Timer til den skattefri præmie kan du optjene til og med dagen før, du når folkepensionsalderen.

Hvis du går på efterløn (efter at du har opfyldt ”2 års-reglen”), kan du fortsat optjene timer til den skattefri præmie, mens du er på efterløn.

2 års-reglen
2 års-reglen er oprindelig en regel, hvor man skulle udskyde efterlønnen i mindst 2 år. Hvis man gjorde dette, ville det få indflydelse på efterlønnens størrelse, skattefri præmie og pensionsfradrag. Denne regel er for personer, der er født i perioden 1/1 1956 – 30/6 1959, og delvis blevet fastholdt, men de 2 år er blevet til 1½ år, 1 år og ½ år afhængig af, hvornår man er født.

”2 års-reglen” er nu blevet en bestemmelse, der har indflydelse på:

  • Hvor meget du maksimalt kan få i efterløn
    • Hvis du opfylder ”2 års-reglen”, kan du få 801 kr. om dagen i efterløn (før fradrag for pensionsordninger)
    • Hvis du IKKE opfylder ”2 års-reglen”, kan du få 729 kr. om dagen i efterløn (før fradrag for pensionsordninger) 
  • Om du kan optjene en skattefri præmie.
    • Når du opfylder ”2 års-reglen”, kan du begynde at optjene en skattefri præmie
    • Hvis du IKKE opfylder ”2 års-reglen”, kan du ikke optjene skattefri præmie.

For at opfylde ”2 års-reglen” skal du have et vist antal arbejdstimer (afhængig af, hvornår du er født). Disse arbejdstimer skal ligge, efter din ret til efterløn er indtrådt (dato for udstedelse af efterlønsbevis).

Reglen kan dog tidligst opfyldes efter ½ år, 1 år, eller 1½ år efter din ret til efterløn er indtrådt. Det afgørende er, hvornår du er født. Se nedenstående skema.

”2 års-reglen”

Født i perioden

Normalt

indtræder

efterlønsretten

Arbejdstimer, der skal ligge, efter retten til efterløn er indtrådt

Periode, der mindst skal være gået, siden retten til efterløn er indtrådt

1/1 1956 – 30/6 1956

62½ år

2340 timer

18 måneder

1/7 1956 – 31/12 1958

63 år

1560 timer

12 måneder

1/1 1959 – 30/6 1959

63½ år

780 timer

6 måneder

 

”2 års-reglen” er opfyldt på det tidspunkt, hvor du ikke er gået på efterløn, og hvor du både har nok arbejdstimer, og der er gået det antal måneder, der mindst skal opfyldes.

For at opfylde ”2 års-reglen” må du ikke være gået på efterløn, før du opfyldte betingelserne.

Hvilke timer tæller med til den skattefri præmie?
Både arbejde som lønmodtager og arbejde som selvstændig kan tælle med til den skattefri præmie.

Også timer med sygedagpenge i et ansættelsesforhold og under selvstændig virksomhed kan medregnes.

Lønmodtagerarbejde
Alle løntimer tæller med, hvis du har arbejdet på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, har modtaget løn/vederlag for det, og hvis lønnen /vederlaget er skattepligtigt. Arbejdstimerne skal være ustøttede, og du skal have været medlem af en a-kasse i perioden, du har arbejdet. Du behøver ikke at arbejde fuld tid eller på fast basis.

Alle timer, du får løn for, tæller med, også timer ud over 37 timer pr. uge. Overarbejdstimer tæller også med, hvis du får dem betalt særskilt, eller hvis du afspadserer dem.

Hvis der derimod i din ansættelseskontrakt f.eks. står, at du er ansat til 37 timer om ugen, og at eventuelt overarbejde ikke honoreres særskilt, men er indeholdt i lønnen, vil du ikke kunne tælle mere end 37 timer om ugen med.

Hvis din arbejdstid er ukontrollabel, så bliver din indtægt omregnet til arbejdstimer ved hjælp af omregningssatsen. Se mere om ukontrollabel arbejdstid og omregning til timer under „Arbejde og efterløn“.

Ud over almindeligt lønarbejde tæller følgende med:
• arbejde, du udfører som ulandsfrivillig for frivilligprogrammer, hvortil der ydes bistand i henhold til Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde, eller private frivilligprogrammer udført for humanitære organisationer, der er godkendt i henhold til ligningslovens § 12, stk. 3
• beskæftigelse som borgmester, rådmand, udvalgsformand og medlem af Folketinget, regeringen eller Europaparlamentet. Vederlaget omregnes til timer med omregningssatsen, se nærmere om omregning af indtægt til timer i kapitlet „Arbejde i efterlønsperioden“ under afsnittet om ukontrollabel arbejdstid
• afholdt ferie med løn eller feriegodtgørelse samt supplerende feriedage i henhold til ferielovens § 6 a, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge
• søgnehelligdage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge
• overenskomstmæssige fridage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge
• perioder, hvori en afskediget tjenestemand modtager rådighedsløn
• timer med sygedagpenge både som lønmodtager og som selvstændig

Det samme gælder, hvis du modtager en tilsvarende ydelse i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne.

Selvstændig virksomhed
Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis du har drevet virksomheden i ”væsentligt omfang”.

Ved ”væsentligt omfang” forstås, at dit arbejde i din virksomhed kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Der medregnes 37 timer om ugen.

Hvor kan du arbejde?
Du kan arbejde herhjemme eller i et andet EØS-land, og du skal have bopæl her i riget eller i et andet EØS-land. Arbejde i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne regnes kun med, hvis du er udsendt for en dansk arbejdsgiver eller arbejder på internationale vilkår ved organisationer m.v., som Danmark er medlem af.

Kontakt os, hvis du overvejer at tage sådan beskæftigelse, så vi på forhånd kan vejlede dig om dokumentationskrav m.v.

Dokumentation for arbejdstimerne
Vi skal bruge oplysningerne i E-indkomstregistret som dokumentation for dine arbejdstimer.

Der er særlige dokumentationskrav for selvstændige, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Dokumentationskravet afhænger blandt andet af virksomhedens art. Kontakt os, så vi kan vejlede dig om, hvordan du dokumenterer dit arbejde som selvstændig.

Beregning af arbejdstimerne
Vi beregner antallet af arbejdstimer og præmiens størrelse, når du har fået udbetalt lønnen for den måned, hvor du når folkepensionsalderen.

Der optjenes en præmieportion for hver 481 arbejdstimer (svarer til 37 timer om ugen i et kvartal). Du kan højst få udbetalt 12 præmieportioner, dvs. for 5.772 arbejdstimer (12 kvartaler à 481 timer). Det gælder, uanset om du er fuldtids- eller deltidsforsikret. Der udbetales kun hele præmieportioner.

Udbetaling af præmien
Vi skriver til dig, når du når folkepensionsalderen, for at oplyse dig, om at du nu kan få udbetalt din skattefri præmie, samt med oplysninger om, hvad du skal indsende for at få præmien udbetalt.

Præmien kan udbetales, selv om du ikke er medlem af en dansk a-kasse på udbetalingstidspunktet. Præmien kan udbetales, uanset hvor i verden du bor. Præmien vil blive udbetalt med den præmiesats, der er gældende på udbetalingstidspunktet. Præmiesatsen reguleres hvert år.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

 

 

 

Tags: Efterløn, Medlemskab ajks@ajks.dk

Relateret indhold

Efterløn og selvstændig virksomhed
Der er mulighed for at drive selvstændig virksomhed, mens du er på efterløn, men der er en række restriktioner.
Læs mere
Efterløn
Med efterløn kan du trække dig gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet (medlemmer født før 1956)
Læs mere
Tilbagetrækningsreformen 1/1-2012
Folketinget vedtog den 21. december en tilbagetrækningsreform, hvor der blev ændret på væsentlige områder i efterlønsordningen. Nogle medlemmer berøres af disse ændringer, andre gør ikke. Det...
Læs mere

Relaterede nyheder

Hurtige efterlønsudbetalinger i AJKS
Der er tryk på efterlønsudbetalingerne i AJKS. På en uge har a-kassen udbetalt over 80 millioner kroner. Ventetid på udbetaling er seks hverdage.
Læs mere
Stor succes med efterlønsmøder
De nye efterlønsregler tiltrækker medlemmer i hobetal til informationsmøder i AJKS. Indtil videre er der planlagt 16 møder med over 400 deltagere. AJKS er den første a-kasse til at informere...
Læs mere
Nye regler for efterløn og tilbagetrækning på vej
Den nye regering forslår efterlønnen ændret på nogle meget væsentlige punkter. Nogle medlemmer af AJKS berøres, andre gør ikke. Læs her AJKS’ gennemgang af forholdene for de forskellige aldersgrupper...
Læs mere