AJKS genoptager sager for EU-borgere, der fik afslag på dimittendrettigheder grundet indrejseforbud pga. Covid-19 restriktioner
STAR - Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har besluttet, at a-kasserne skal genoptage vurderingen af dimittendrettigheder for EU-borgere, der fik afslag på rettighederne i forbindelse med Coronaepidemien.
En del EU-borgere der færdiggjorde en dansk uddannelse under corona, var afskåret fra indrejse i Danmark forud for uddannelsen grundet Covid-19 restriktioner. Det betød, at de ikke opfyldte kravet om bopæl og ophold før deres uddannelses begyndelse og 2 uger efter uddannelsens afslutning, da de søgte om dimittendrettigheder.
Efter en ny vurdering er STAR kommet frem til, at bopælskravet under Corona strider imod EU-retten, og at der er tale om forskelsbehandling, da danske statsborgere ikke har haft samme indrejserestriktioner.
Derfor skal alle a-kasser nu genoptage sager for de EU-borgere, der har fået afslag på baggrund af opholdskravet i forbindelse med COVID-19 restriktionerne.
Har du, eller nogen du kender, fået afslag på dimittendrettigheder i AJKS på baggrund af opholdskravet i forbindelse med COVID-19, så kontakt AJKS på selvbetjeningen eller telefon 3342 8001.