Brexit
Den 31. december 2020 udløb den overgangsperiode, der blev aftalt i forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU. Det betyder, at EU´s regler om fri bevægelighed ikke gælder i helt sammen omfang, som tidligere. Læs her, hvad det kan betyde for dig.
Er du dansk statsborger, der bor og arbejder i Storbritannien?
Anciennitet
Du kan som dansker fortsat sammenlægge forsikrings- og arbejdsperioder fra Storbritannien. Det vil sige, at du kan tage ancienniteten fra din britiske a-kasse med til Danmark, hvis du vender tilbage. Det gælder også selvom Storbritannien ikke er et EU-land.
Hvis du arbejder i Storbritannien, skal du være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen dér. Du skal derfor meldes ud af a-kassen i Danmark.
Registreringsbevis sikrer din dagpengeret
Hvis du har benyttet dig af EU’s ret til fri bevægelighed frem til den 31. december 2020, bevarer du retten til at medtage dagpenge fra Danmark, mens du søger arbejde i Storbritannien, hvis du får et Registreringsbevis fra AJKS. Kontakt AJKS for nærmere oplysninger.
Med et Registreringsbevis kan du fortsætte med at søge arbejde i Storbritannien på samme vilkår som tidligere, hvis du har boet og arbejdet i Storbritannien fra før 31. december 2020, og du vil stadig have ret til sociale ydelser, hvis du bliver syg eller arbejdsløs. Hvis du modtager social pension, kan du også fortsat få den udbetalt efter EU-reglerne.
Kontakt AJKS for nærmere rådgivning.
Opholds- og arbejdstilladelse
Der er kommet nye regler ift. opholds og arbejdstilladelse efter Storbritannien er trådt ud af EU.
Kontakt Danmarks Ambassade Storbritannien for flere oplysninger.
Er du britisk statsborger, der bor og arbejder i Danmark?
Anciennitet
Du kan som brite fortsat sammenlægge forsikrings- og arbejdsperioder fra Danmark. Det vil sige, at du kan tage ancienniteten fra din danske a-kasse med til Storbritannien, hvis du vender tilbage. Det gælder også selvom Storbritannien ikke er et EU-land.
Hvis du arbejder i Danmark, skal du være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen her. Du kan derfor med fordel melde dig ind i AJKS.
Registreringsbevis sikrer din dagpengeret
Hvis du har benyttet dig af EU’s ret til fri bevægelighed frem til den 31. december 2020, bevarer du retten til ydelser, som om Storbritannien fortsat var et EU-land, hvis du få et Registreringsbevis fra AJKS. Kontakt AJKS for nærmere oplysninger.
Med et Registreringsbevis har du stadig ret til de samme ydelser i Danmark, som andre EU-borgere har, hvis du har haft bopæl og arbejdede i Danmark fra inden den 31. december 2020.
Kontakt AJKS for nærmere rådgivning.
Opholds- og arbejdstilladelse
Der er kommet nye regler ift. opholds og arbejdstilladelse efter Storbritannien er trådt ud af EU.
Kontakt den britiske ambassade i Danmark for nærmere oplysninger.
Er du dansker, der ønsker at tage til Storbritannien og arbejde EFTER 1. januar 2021?
Hvis du ønsker at tage til Storbritannien og arbejde EFTER 1. januar 2021, kan du fortsat sammenlægge forsikrings- og arbejdsperioder fra Storbritannien. Det gælder også selvom Storbritannien ikke er et EU-land.
Hvis du arbejder i Storbritannien, skal du være omfattet af arbejdsløshedsforsikring dér. Du skal derfor meldes ud af a-kassen.
Kontakt Danmarks Ambassade Storbritannien for flere oplysninger.
Er du brite, der ønsker at tage til Danmark og arbejde EFTER 1. januar 2021?
Er du britisk statsborger, der ønsker at tage til Danmark og arbejde EFTER 1. januar 2021, kan du fortsat sammenlægge forsikrings- og arbejdsperioder fra Storbritannien. Det gælder også selvom Storbritannien ikke er et EU-land. Du kan derfor med fordel søge om optagelse i vores a-kasse.
Kontakt AJKS for nærmere rådgivning.