Seniorjob
Hvis du har opbrugt din ret til dagpenge mindre end 5 år før, du når efterlønsalderen og du har ret til efterløn, har du mulighed for at få et seniorjob. Har du timer på din beskæftigelseskonto, skal disse være brugt, før du kan få dit seniorjob.
Vær opmærksom på
Du skal være til rådighed for formidlet arbejde, mens du arbejder i seniorjobbet, og du skal fortsætte med at betale a-kassekontingent og efterlønsbidrag.
Du optjener ikke ny ret til dagpenge i seniorjobbet, ligesom du heller ikke kan få udbetalt feriedagpenge fra AJKS.
Læs mere her: Opbrugt dagpengeretten
Hvad er et seniorjob?
Et seniorjob er et fuldtidsarbejde til overenskomstmæssig løn og på almindelige ansættelsesvilkår. Eller deltid for deltidsforsikrede. Du er ansat af din bopælskommune, der får tilskud fra staten til ansættelsen. Du kan blive i jobbet, indtil du kan gå på efterløn.
Betingelserne for et seniorjob
For at få et seniorjob skal du opfylde en række betingelser:
- Du skal være meldt ledig.
- Du skal fortsat betale medlems- og efterlønsbidrag.
- Du skal have ret til efterløn, når du når efterlønsalderen.
- Du skal have opbrugt retten til dagpenge mindre end fem år før, du skal på efterløn.
Ansættelsen skal så vidt muligt tage hensyn til dine forudsætninger og interesser, men kommunen har ikke pligt til at finde et job, der matcher tidligere job og erfaringer.
AJKS har ikke mulighed for at hjælpe dig med at forhandle dine ansættelsesvilkår. Dér skal du rette henvendelse til dit forbund.
Hvordan søger jeg et seniorjob?
AJKS skriver til dig i god tid og vejleder dig om, hvordan du søger et seniorjob.
Du skal selv søge om et seniorjob i din kommune. Det kan du gøre tre måneder inden, du mister retten til ydelser, og senest to måneder efter.
Kommunen har pligt til at ansætte dig i et seniorjob senest to måneder efter din ansøgning, dog tidligst fra den dag, din ret til ydelser udløber. Da kommunen således har to måneder til at finde et seniorjob, er det en rigtig god idé, at du kontakter den, så snart der er tre måneder til, at din ret til ydelser udløber.
Hvornår har du ret til et seniorjob?
Det afhænger af, hvornår du er født:
Født før 1956
Ret til seniorjob: opfylder retten nu
Ret til efterløn: 60-62 år
Født 1. januar 1956 – 30. juni 1956
Ret til seniorjob: 57,5 år
Ret til efterløn: 62,5 år
Født 1. juli 1956 – 31. december 1958
Ret til seniorjob: 58 år
Ret til efterløn: 63 år
Født 1. januar 1959 – 30. juni 1959
Ret til seniorjob: 58,5 år
Ret til efterløn: 63,5 år
Født 1. juli 1959 – 31. december 1962
Ret til seniorjob: 59 år
Ret til efterløn: 64 år
Født 1. januar 1963 - 31. december 1966
Ret til seniorjob: 60 år
Ret til efterløn: 65 år
Født i 1967 eller senere
Ret til seniorjob: 61 år
Ret til efterløn: 66 år