Er du blevet opsagt?
Når du er blevet opsagt, har du brug for at få skabt et overblik over din situation og dine muligheder. Her er tre ting, du skal starte med at få styr på:
1. Tjek juraen
Er du medlem af Dansk Journalistforbund eller en anden fagforening, kan det være en god idé at ringe til dem og finde ud af, om opsigelsen er foregået korrekt. Du kan også få kontrolleret, om du har fået korrekt opsigelsesvarsel, korrekt beregnet feriegodtgørelse, og hvordan du skal forholde dig, hvis du har fået fratrædelsesgodtgørelse eller har fået udbetalt overarbejde i de sidste tre måneder inden opsigelsen.
2. Få styr på din økonomi
Har du studiegæld og huslån eller andre massive faste udgifter, så gå i banken, eller kontakt din finansrådgiver. Sagt ret kontant, så skal du gøre dig klart, hvornår du senest skal have fundet et nyt job. Tag kontakt til dit pensionsselskab, og tal med det om, hvad der skal ske med dine pensionsindbetalinger.
Dansk Journalistforbund giver eksempelvis kontingentnedsættelse til ledige medlemmer. Du får automatisk nedsættelsen efter to måneder.
Du skal ganske enkelt have overblik over din økonomiske situation, før du kan koncentrere dig om din kommende jobsøgning.
Bed om kompensation
Før du stopper, så sørg for at få alt med dig: Eksempler på, hvad du har lavet. Men også hjælp til at komme videre, input til jobsøgning, udtalelse, anbefaling, aftale om reference – og måske kan du få kompensation?
Her er de mest almindelige måder, virksomheder kompenserer for en fyring på:
- outplacement
- psykologhjælp
- tilbud om efteruddannelse
- frihed til jobsøgning i arbejdstiden
- oprettelse i en jobbank
- kontakt til andre virksomheder
- økonomisk kompensation
- rådgivning om pension
- genplacering eller fritstilling.
Kurser om jobsøgning
De fleste arbejdspladser vil gerne sikre, at fyrede medarbejdere kommer godt derfra. Undersøg dine muligheder. Bed fx om et bestemt kursus, om rådgivning, om et outplacement-forløb, ja, hvad du nu tror kan hjælpe dig videre. Lidt frækt synes du måske, især hvis du allerede har fået kompensation. Men du har alt at vinde og ikke særlig meget at miste. Du kan højst få et nej.
3. Gør farvel til dit nye goddag – aktivér dit netværk
Det er vigtigt at respektere, at en afskedigelse også indeholder nogle følelsesmæssige reaktioner, lyder det fra Søren Cronwald, karrierevejleder i AJKS.
”Groft sagt kan man typisk dele reaktionen op i tre faser: en afsked, en mere neutral, undersøgende fase og en ny begyndelse. Så giv dig plads til, at der kan være udsving i følelsesregistret.
Det kan komme til udtryk som fx vrede eller lettelse over fyring og en bevægelse hen imod overvældelse eller nysgerrighed på nye muligheder - og endelig spænding, frustration og motivation i forbindelse med at nå i mål med nyt job. Giver du plads til den proces, er der også større sandsynlighed for, at dit ”farvel” hurtigere bliver et afklaret ”goddag” til nye udfordringer.
I den forbindelse kan du med fordel bruge dit netværk aktivt. Del din nye situation med relevante kontaktpersoner, og søg feedback på din arbejdsprofil – hvor ser andre, du er lykkedes med dit arbejde?
Brug feedback til at ajourføre dine kompetencer, og brug den endelig til at retningsbestemme dit CV ift. potentielle jobmarkeder. Dit ”farvel” konverteres på den vis i bedste fald til nogle nye mål, som du kan dele i dit netværk, når du er klar til det”, slutter Søren Cronwald.