Sådan søger du dagpenge
Når du bliver ledig, er der meget, du skal håndtere og sætte dig ind i.
Det kan være svært at overskue dagpengesystemets regler og begreber. Derfor har vi her beskrevet, hvad du skal gøre for at søge om dagpenge.
Tilmelding på jobcentret
På din første dag som ledig skal du melde dig ledig på jobcentret.
Du kan tidligst få dagpenge fra den dag, hvor du er tilmeldt jobcentret. Derfor er det vigtigt, at du tilmelder dig på din første ledighedsdag.
Særlige regler for nyuddannede
Som nyuddannet skal du først tilmelde dig som ledig den dag, hvor du får ret til at modtage dagpenge. Hvornår du har ret til dagpenge, afhænger af, hvornår du er blevet medlem af en a-kasse.
Læs mere her: Særlige regler for nyuddannede
Når du har meldt dig ledig, skal du søge om dagpenge
Når du har tilmeldt dig jobcentret, skal du udfylde en ledighedserklæring, så vi ved, at du vil ansøge om at modtage dagpenge. Du finder ledighedserklæringen i selvbetjeningen. Melder du dig ledig efter ophør af selvstændig virksomhed, skal du bruge ledighedserklæringen for selvstændige – blanket AR256.
AJKS indhenter alle de nødvendige oplysninger om dine arbejdsforhold og din løn fra SKAT's indkomstregister. Har du været selvstændig, indhenter vi også de nødvendige oplysninger om det skattemæssige resultat fra SKAT. Du skal altså ikke selv sende dokumentation. I nogle tilfælde beder vi dog om supplerende oplysninger. Det gælder især, hvis du melder dig ledig efter drift af selvstændig virksomhed.
Send din ledighedserklæring afsted så snart du har tilmeldt dig jobcentret.
Karantæne - årsagen til, at du bliver ledig kan have betydning
Det er fx meget afgørende, om du selv har været skyld i din ledighed eller ej. Hvis du for eksempel selv har sagt dit job op, kan du risikere en karantæne i dagpengene. Det vil sige en venteperiode, hvor du ikke får udbetalt dagpenge. Bliv klogere på karantæne i dagpengene nu
Godkendelse af din dagpengeret
Når AJKS har modtaget alle oplysninger, behandler vi din sag. Opfylder du betingelserne for at få dagpenge, sender vi dig en skriftlig godkendelse af din dagpengeret. Så har du ret til at modtage dagpenge, mens du søger nyt arbejde.