Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Drop undskyldningerne – og find din personlige signatur

"I de næste fem år forandres det meste – både måden vi arbejder på og årsagen til, at du bliver valgt eller fravalgt til ønskejobbet.” Soluaima Gourani svarer på spørgsmål om, hvorfor det er vigtigt, at du aktivt tager ansvar for din karriere, og hvordan du gør det.

Vores kompetencer forældes med lynets hast, og ifølge Soulaima Gourani, er det, du lige nu ser som nyt, fængende og interessant forældet eller blot sund fornuft om et par uger. Det gælder om at følge med, lære nyt og være i stand til at skabe relationer, hvis du vil hænge på ind i fremtidens videns- og netværkssamfund - som allerede har meldt sin ankomst.

Men hvorfor er det vigtig at fremme sin karriere, når man har et job?

”For at forblive attraktiv for arbejdsmarkedet, ” siger hun og underbygger: ”Vi kan i dag se, at der er meget større mobilitet på arbejdsmarkedet, og forandringer kommer hurtigere og i stigende grad end for femten-tyve år siden. Der er en stærk tendens til, at folk er færre år på en arbejdsplads. På det individuelle niveau betyder det, at man ikke længere kan regne med, at en virksomhed investerer en masse langsigtet uddannelse i en.

Tidligere så virksomheden en medarbejder som en langsigtet investering, og derfor blev der investeret i en. Det er i dag individets eget ansvar at opretholde et vidensniveau og sørger for at forblive attraktiv, ” forklarer Soulaima Gourani.

Hvad kan vi gøre for at forblive attraktive for arbejdsmarkedet og dermed opretholde markedsværdi?

”Vær kreativ og nysgerrig, lyt, læs, lær, efteruddan dig livet igennem, formelt eller uformelt, og vær ikke bange for at ryge ud af en tangent eller helt skifte spor, det vil være reglen – undtagelsen vil være at fejre 25 års jubilæum samme sted eller i samme stilling, ” forklarer hun i ’Drop Undskyldningerne’, hvor hun også understreger, at vi skal indstille os på at navigere i et ekstremt ændret arbejdsmiljø.

Ifølge Soulaima Gourani vil kun ca. 20% af alle jobtitler, vi kender i dag, eksistere om 10 år. Hun forudser, at om bare fem år fra nu er en jobbeskrivelse med beskrevne opgaver, en saga blot. Derimod tror hun på et dynamisk arbejdsmarked, hvor vi byder ind på opgaver, som vi kender det fra en online auktion. I den udlægning er alle i spil til opgaverne, og det er dem med de bedste kompetencer, der tager dem hjem: ”Man er nødt til at finde sin personlige signatur, ” fastslår Soulaima Gourani og fortsætter: ”Det er vigtigt, at man er autentisk og ikke er stilforvirret. Det skal være nemt for folk at se, hvad du vil, og hvad du repræsenterer.

For mig er kendemærket Global Trade - jeg vil være den mest berejste og oplyste. Det giver mig en ekspertrolle, ingen kan tage fra mig. Så tag dit rum og ej’ det. Sådan virkelig eje det, ” opfordrer hun.

Hvad skal vi gøre for at fremme vores karriere?

”Skrækeksemplet er, at du går på arbejde, og når du har fri, går du hjem og slapper af. Det er skrækscenariet. Hvis du gør det, så vil der gradvis ske en afvikling med dig. Sæt 10,15 eller 30 minutter af om dagen til at udvikle dig, ” siger Soulaima Gourani, der samtidig slår fast, at det handler om at tage ansvar for sig selv. Blandt andet ved at prioritere og ved at investere i sig selv.

Og hun ved bedre end de fleste, hvad det handler om, for med hele verden som arbejdsplads og med familie både i Texas og Danmark skal der prioriteres: ”Du kan ikke både have en global karriere og læse godnathistorie for dine børn hver aften. For mig handler det om, at jeg sætter mine forventninger til mig selv relativt lavt inden for nogle områder, og de steder jeg sætter dem højt, dér sætter jeg dem højt. ” Hun foreslår, at vi tager af den tid, som vi hver dag bruger på sociale medier eller foran tv-skærmen, og i stedet investerer den på at dygtiggøre os.

I din bog taler du om, at bliver man stående for længe, så bliver man dum og doven. Kan man ikke blot betragte det, som at man er tilfreds?

”Folk jagter jo lykke og tilfredshed. Jeg har intet i mod lykke og tilfredshed, men jeg har noget imod stilstand. Jeg har den dybeste respekt for folk, der siger: ’lige nu har jeg bare et job, jeg er god til det, det er rutinepræget, jeg kan lide det, og jeg er tilfreds’. Men så skal man også give sig selv en deadline.”

Hvordan?

”Man kan sige til sig selv, at om to år skal jeg videre, selv om det er dejligt og godt. Der er lavet masser af undersøgelser, der viser, at hvis du er mere end fire år i det samme job, så er du mindre innovativ, iderig og mindre forandringsparat.

Ikke at man behøver at skifte job, man behøver ikke at rejse fra sin virksomhed, men man skal give sig selv nogle nye udfordringer, for eksempel at om to år skal jeg ikke længere være på københavnerkontoret, så skal jeg være på Aarhus-kontoret. Dét i sig selv, kan jo godt være en kæmpe omstilling. Men det behøver ikke være de kæmpestore forandringer, der skal til, ” forklarer Soulaima Gourani med en henvisning til den udfordring, hun gav sig selv; inden hun fyldte 40 år, skulle hun og hendes familie flytte fra Danmark. Det skete, og familien bor nu i Texas.

Vi er jo sikkert mange, der går og drømmer. Men hvordan tager vi det første skridt mod at gøre drømmene til virkelighed?

”Første skridt er at fortælle mennesker omkring dig, hvad du drømmer om, så du kan blive holdt op på det - hvis du for eksempel gerne vil tabe dig ti kilo eller flytte til Frederikshavn, ” siger Soulaima Gourani. I sin bog ’Drop Undskyldningerne’ stiller hun selv spørgsmålet: Hvorfor er der ikke flere, der gør noget ved det, de drømmer om.

Et entydigt svar findes ikke, men hun oplever, at frygt og usikkerhed, for mange, står i vejen for forandringer. Hun ser også en tendens til, at folk bebrejder andre for, at tingene ikke lader sig gøre. Og den fælde advarer hun mod at falde i. Det bliver til undskyldninger, og med dem følger sjældent løsninger, slutter Soulaima Gourani.

Sådan finder du din signatur – 5 anbefalinger fra Soulaima Gourani

  1. Sæt tid af til at dygtiggøre dig
  2. Identificér dit unikke talent.
  3. Find din retning. Både fagligt og personligt. A) Din faglige retning: I hvilken retning vil du gerne bruge dine faglige kompetencer - hvor vil du gerne hen? B) Din personlige retning: Hvad vil du udrette personligt?
  4. Hvilke nye kompetencer har du brug for to-tre år fra nu i forhold til din retning?
  5. Giv dig selv en deadline og overhold den.

Hvis du er blevet nysgerrig, så læs mere om Soulaima Gourani - og få indblik i hendes bøger.

Af: Lousin Hartmann