Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Sig goddag til dine nye robotkollegaer og vink farvel til den faste lønseddel

Faglig torsdagsbar 12. april med AJKS, KS og DJ. Bliv klogere på, hvordan robotter skaber breaking news på Lasso, hvorfor Google har støttet Børsens arbejde med robotjournalistik og hvordan vi fremover skal tænke som ”iværksættere” – også selvom vi er lønmodtagere. Book din plads nu.

faglig torsdagsbar

Rasmus Degnbol / REDUX Pictures

Hvornår

12. april 2018 17:00-20:00

Hvor

Republikken, Vesterbrogade 26, 1620 København V Vis på kort

Pris

Gratis

Type

Faglig Torsdagsbar

Kom og bliv klogere på

  • Hvordan dit arbejdsliv forandrer sig lige nu
  • Hvad der sker, når robotterne rykker ind på Børsen 
  • Hvordan IT og tech kan få betydning for medier og kommunikation 

Der vil også være god tid til at netværke med de andre deltagere. Arrangørerne byder på to genstande i baren samt en sandwich .

Der er plads til 120, heraf er ca. 40 billetter reserveret til medlemmer af AJKS, så skynd dig at booke din plads nu. 

Program for faglig torsdagsbar

Lasso.dk: Breaking news – hele tiden

På sitet lasso.dk kan du finde robotgenererede artikler om dansk erhvervsliv. Artikler, som skrives og automatisk opdateres hver eneste gang, der fx registreres en ændring i forskellige virksomhedsregistre.

Senest har dette ført til et Google-støttet samarbejde med Dagbladet Børsen, der skal videreudvikle de skrivende Lasso-robotter til at kunne levere intelligente nyheder om danske virksomheders regnskaber. 

Manden bag Lasso, Jakob Bech Benediktson, har en fortid i IT-verdenen, og de seneste fire år har han arbejdet på at udvikle Lasso til at være førende indenfor brug af offentlige markedsdata.

Firmaet sælger primært løsninger til salgsvirksomheder, revisionsbranchen og finansielle institutioner, men vil nu altså også forsøge sig i den mere traditionelle medieverden.Find ud af hvad robotter kan, som contentleverandør – og få bud på, hvorfor tech-virksomheder kan være oplagte (og måske nødvendige) samarbejdspartnere for ikke mindst medie- og kommunikationsbranchen.

Oplægget holdes af Jakob Bech Benediktson, CEO og partner i – og medstifter af – Lasso.

Børsen: Når robotterne skriver nyhederne

Robotternes indtog på arbejdsmarkedet har været en trussel – eller et løfte, alt efter temperament – i efterhånden en del år.

Men hvornår kommer de så, de robotter? Hvor dygtige er de? Hvad kommer robotgenerede nyheder til at betyde på en mediearbejdsplads – for journalister, redaktører og læsere? Og hvordan vil teknikken ændre forretningsmodellerne i en presset branche?

Hør hvordan Børsen arbejder med robotter, bots og automatiserede nyheder – og hvad omkring 750.000 kroner i støtte fra Google Digital News Initiative konkret skal bruges til.

Oplægget holdes af Kasper Haugaard, redaktionschef på Dagbladet Børsen.

Du kan ikke uddanne dig til et fast job – få styr på et arbejdsmarked i transformation

Det nye sort i krystalkuglen er, at vi alle fremover skal tænke som ”iværksættere” – også selvom vi er lønmodtagere. Den klassiske fastansættelse på fuld tid er samtidig i stigende grad på vej ud til fordel for forskellige former for midlertidige ansættelser. Men hvad er konsekvenserne af ansættelser med udløbsdato? Er det for altid slut med sikkerhed i ansættelsen? Er vi alle dømt til at være en del af prekariatet – eller bliver vi frie på den fede måde?

Oplægget tager afsæt i et nyligt afsluttet forskningsprojekt om, hvordan veluddannede grupper på arbejdsmarkedet oplever og håndterer et uforudsigeligt og usikkert arbejdsliv.

Oplægget holdes af Janne Gleerup, arbejdslivsforsker ved Roskilde Universitet.

Book din plads nu

Der er plads til 120 - og vi har reserveret ca. 40 billetter til medlemmer af AJKS, så book din plads nu.