Gå til hovedindhold

Karantæne

Årsagen til at du bliver ledig, kan have betydning for din dagpengeret. Det er fx meget afgørende, om du selv har været skyld i din ledighed eller ej.

Vær særlig opmærksom på

Hvis du bliver selvforskyldt ledig to gange i løbet af 12 måneder, mister du retten til dagpenge. Du genvinder dagpengeretten, når du har mindst 300 arbejdstimer i en periode på tre sammenhængende måneder, som fuldtidsforsikret eller 150 timer som deltidsforsikret.

Du er blevet afskediget

Din arbejdsgiver skal give en begrundelse for din opsigelse. Den kan få betydning for udbetaling af dagpenge eller andre ydelser. Er grunden til din opsigelse overvejende dit eget ansvar, bliver du betragtet som selvforskyldt ledig. Det betyder, at AJKS skal give dig tre ugers effektiv karantæne – altså tre uger, hvor du ikke kan få udbetalt dagpenge.

Du har selv sagt op

Opsiger du dit arbejde, bliver du betragtet som selvforskyldt ledig. Det har ingen betydning, om det er arbejde på fuld tid eller på deltid.

Det betyder også, at vi skal give dig tre ugers karantæne. Du kan altså ikke få udbetalt dagpenge de første tre uger som ledig.

Du kan selvfølgelig have grunde til at sige dit job op. Det er desværre ikke det samme, som at grunden er gyldig ifølge lovgivningen. Der er dog en række grunde, der bliver betragtet som gyldige.

Kontakt AJKS for en afklaring, inden du selv siger dit arbejde op. 
Kontakt altid AJKS eller dit fagforbund, før du siger dit job op. Vi kan rådgive og oplyse om konsekvenser af opsigelsen.

Hvis du bliver betragtet som selvforskyldt ledig, er vi nødt til at give dig karantæne. Effektiv karantæne betyder, at karantænen kun kan afvikles, hvor du ellers ville have fået dagpenge. Karantænen afvikles derfor ikke i ferier og under sygdom.

Tre ugers karantæne svarer til modregning af 111 timers dagpenge fra den dag, hvor du har meldt dig ledig, hvis du er fuldtidsforsikret. Er du deltidsforsikret, svarer karantænen til 3 gange din ugentlige arbejdstid før du meldte dig ledig.  

Husk derfor at melde dig ledig på jobnet.dk – selvom du ved, at du får en karantæne. 

Fandt du den information du søgte