Så blev det Arnes tur: Aftale om ret til tidlig pension
Den 10. oktober 2020 blev det Arnes tur. Det var dagen, hvor Regeringen, DF, SF og Enhedslisten lavede en aftale om ret til tidlig pension – også kendt som” Arne-pensionen”. Aftalen er endnu ikke blevet til en konkret lov, og derfor skal detaljerne læses med et vist forbehold – men her er, hvad vi ved indtil videre:
Hvem er Arne?
Arne Juhl er en 60-årig bryggeriarbejder, der lagde ansigt og historie til Socialdemokratiets valgløfte om en tidlig pension til dem, der har været på arbejdsmarkedet i 40 år.
Det er ATP, som skal administrere en nye "Arne"-pensionsordning og vejlede omkring den.
Ifølge den nye aftale kan pensionsordningen træde i kraft den 1. januar 2021. De første, der får gavn af ordningen kan gå på tidlig pension allerede fra den 1. januar 2022.
Den tidlige pensionsydelse bliver på 13.550 kroner før skat om måneden (i 2020-tal). Ydelsen bliver sat ned, hvis du selv har en pensionsformue på mere end 2 millioner kroner.
Hvem får ret til tidlig pension?
Der er lagt op til, at det er antallet af år på arbejdsmarkedet, som bestemmer hvornår – og om – du kan gå på tidlig pension. Du kan opnå en tidligere pension på henholdsvist 1, 2 eller 3 år før den gældende pensionsalder.
Når folkepensionsalderen løbende bliver hævet, følger anciennitetskrav (antal år på arbejdsmarkedet) og opgørelsesalder med.
For årgange født i andet halvår 1955 til 1964 ligger følgende dog fast frem til 2025:
- 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til 3 år med tidlig pension
- 43 år på arbejdsmarkedet giver ret til 2 år med tidlig pension
- 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til 1 år med tidlig pension.
Efterfølgende stiger det med 1 år gældende til og med 2030. Herefter bliver opgørelser indekseret i forhold til den til en hver tid gældende folkepensionsalder.
Hvis du har en pensionsformue på over ca. 5 millioner kroner, kan du ikke få ret til den nye pensionsordning.
Hvordan beregnes år på arbejdsmarkedet – hvad tæller med?
Det er ATP, der beregner dine år på arbejdsmarkedet. Her tæller følgende med:
- Fuldtidsarbejde
- Deltidsarbejde ned til 18 timer
- Barsel
- lærlingetid og skolepraktik
- Uddannelsestid i det ordinære uddannelsessystem, når man er 40+
- Dagpenge
- Feriedagpenge
- Sygedagpenge
- Barselsdagpenge
- Ledighedsydelse
- Fleksjob
- Støttet beskæftigelse/løntilskud
- Militærtid/tid som nægter
- Selvstændig virksomhed – opgjort på baggrund af nettooverskud fra virksomheden
Hvordan dokumenterer du din tid på eks. dagpenge?
ATP henter al data om medlemskab og ledighed fra registre, hvilket betyder, at du ikke selv behøver at finde gamle dagpengekort frem.
Hvad betyder det, hvis du er tilmeldt efterlønsordningen?
Hvis du opfylder kravene, kan du i en midlertidig periode vælge at gå på tidlig pension i stedet for på efterløn. Du kan få tilbagebetalt dit efterlønsbidrag med en beskatning på 30 %.
Hvis du ikke har nået din efterlønsalder, kan du i perioden 1. januar 2022 – 30. juni 2022 melde dig ud af efterlønsordningen. Herefter får du udbetalt de bidrag, du har indbetalt i perioden 1999 til og med 10. oktober 2020. Udbetalingen er skattefri. Du kan også få udbetalt de indbetalinger, som du har lavet efter 10. oktober – de vil dog blive beskattet med 30%.
Tidlig pension og arbejde – er det muligt?
Ja, det er muligt at have en indtægt på op til 24.000 kroner årligt før skat, uden at ydelsen sættes ned (kaldet en bundgrænse). Arbejdsindtægter ud over bundgrænsen medfører nedsættelse af ydelsen med 64%.
Hvordan søger du om tidlig pension?
Du skal søge digitalt, når du når opgørelsesalderen. Den digitale selvbetjeningsløsning er dog ikke færdig endnu.
Når det bliver muligt at ansøge om tidlig pension, skal du nok regne med, at der går op til et halvt år, før din sag er færdigbehandlet. For selvstændige kan der gå længere tid.
Kommentarer
Arbejdede og studerede i Skotland i næsten 8 år. Hvad gør jeg?
Hej Kirsten
Du skal kontakte os i selvbetjeningen eller på telefon, så vi kan rådgive dig personligt.
Mvh Hanne-Mari/AJKS
Jeg vil gerne vide hvilken dokumentation er skal bruges i beregningen. I skriver at ATP finder info for dagpengeperiode. Har arbejdet siden jeg forlod skolen i 1976 og er i 2020 blevet 61. Har haft en måned uden arbejde i alle årene, hvor jeg ikke modtog understøttelse.
Mvh. Hans Henrik Sørensen
Hvordan ift. boligsikring og f. eks. ældrecheck... Får en Arne-pensionist disse ydelser på lige fod med førtids- og folkepensionister?
Mvh Susan Vaaben