Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Digital udvikling og data – hvad skal du egentlig kunne?

Hvilke kompetencer skal du have i morgen? Få en tjekliste over 10 ting, du skal kunne for at have en grundlæggende dataforståelse. Den digitale udvikling går hurtigt, men Andreas Marckmann Andreassen har et godt bud på, hvad du skal gøre for at følge med.

Tjekliste til 10 grundlæggende datakompetencer

Hvilke kompetencer skal du have i morgen? Her får du en tjekliste over 10 kompetencer, du skal have for at have en grundlæggende dataforståelse.

 

”Lige nu er der en holdning om, at alle skal kunne lidt af det hele. Det er også fint. Men automatiseringen understreger behovet for at blive bedre til det, du er god til,” siger Andreas Markmann Andreassen, der er digital redaktør og nyhedschef på Journalisten. Han mener ikke, at vi kan komme uden om, at der er jobs, der forsvinder. Det gør de allerede. Derfor skal vi specialisere os og kigge på, hvad vi kan gøre bedre end maskiner?

Andreas Marckmann Andreasen

Jacob Nielsen
Andreas Marckmann Andreasen, er digital redaktør og nyhedschef på Journalisten - samt forfatter til bogen "Sådan forandrer automatisering medierne".

Andreas har netop udgivet bogen, ”Sådan forandrer automatisering medierne”. Her kommer han med sit bud på den fremtidige udvikling inden for mediebranchen og på de kompetencer, den kræver for journalister og andre medarbejdere i medieverdenen. Det gør han os også klogere på her.

Vertikale og horisontale kompetencer
”Fagligheden skal et nøk op. Måske bliver der ikke brug for lige så mange layoutere, men så bliver der i stedet brug for flere art directors. Nogle simple opgaver kan løses med teknologi, men de kreative opgaver – for eksempel at udvikle koncepter eller nytænke det grafiske udtryk – kræver dygtige professionelle”, forklarer Andreas. Han nævner en model for horisontale og vertikale kompetencer fra sin bog. ”De vertikale kompetencer er forskellige fagligheder – fx at være journalist, layouter eller fotograf. De horisontale kompetencer handler derimod om at blive specialiseret, indenfor noget man er god til. Fx kan journalisten blive erhvervsjournalist, og siden specialisere sig endnu mere til kun at dække banksektoren eller et hjørne af den.

Det er vigtigt ikke at se maskiner og automatisering som fjenden, men som en udvikling, vi skal omfavne. For hvis vi bliver bedre til det, vi er gode til, så kan mange af ”robotterne” komme til at lave det kedelige arbejde og vi det sjove.

 

dataforståelse i 3 niveauer - model af Andreas Marckmann Andreassen

Dataforståelse i 3 niveauer - model fra bogen "Sådan forandrer automatisering medierne" - en bog af Andreas Marckmann Andreasen.

 

Forståelse for data er og bliver essentiel
Udover at blive bedre til det, du er god til, så er der en ting, der er alfa og omega for at få fodfæste på medie- og formidlingsområdet. Forståelsen for data - og hvordan data virker og kan bruges - forklarer Andreas Marckmann Andreasen. Her kan mange blive bekymrede. Men Andreas Marckmann Andreassen mener, det handler om at vide, hvor man skal starte.

Han har selv brugt et år som Fellow i automatiseret journalistik og har interviewet forskere, journalister og mediehuse fra hele verden for at få et overblik over, hvor vi er henne på digitaliseringsområdet – og hvilke kompetencer, der bliver brug for i fremtiden.

”Du skal have en forståelse for data, vide hvordan algoritmer virker, og hvad du skal gøre for at udnytte dem rigtigt. Kort sagt: Du skal vide, hvad data kan, men ikke nødvendigvis, hvordan man gør”, forklarer Andreas.

Det vil sige, at du er langt, hvis du får en grundlæggende forståelse for, hvordan data og digitale algoritmer spiller sammen fx på sociale medier, i CMS-systemer, regneark og søgemaskiner. For så kan du begynde at kigge på, hvad du kan bruge det til.

Andreas Marckmann Andreassen har lavet en model over dataforståelse, som han har inddelt i tre niveauer. Han mener, at alle i mediebranchen skal være hjemmevante i niveau 1 og 2 - og en mindre gruppe med stor interesse og tekniske færdigheder i niveau 3.

 

Men hvad er det så egentlig, du skal kunne?
Hvis du står lidt på bar bund ift. til dataviden, så kan det virke ret uoverskueligt og svært at opnå niveau 1 og 2. For hvordan kan man kende svaret, hvis man ikke ved, hvad spørgsmålet er? Her kommer Andreas Marckmann Andreassen os til hjælp. På baggrund af hans research fra forskningsverdenen, nationale og internationale medier samt firstmovers inden for digital udvikling er han kommet frem til 10 kompetencer, du skal have på plads for at have en grundlæggende dataforståelse. Jo flere, du kan sætte kryds i jo bedre. Og bare rolig - resten kan du lære – karriererådgiverne i AJKS, Dansk Journalist Forbund og Forbundet Kommunikation og Sprog, hjælper dig gerne på rette vej. Hurra for efteruddannelse!

 

Tjek 10 kompetencer - model af Andreas Marckmann Andreassen

Tjek 10 kompetencer - model fra bogen "Sådan forandrer automatisering medierne" - en bog af Andreas Marckmann Andreasen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.