Foruroligende færdig med studiet…
Det er ofte med sommerfugle i maven, at nyslåede kandidater træder deres første spæde skridt ud på jobmarkedet. Når man har tilbragt årevis i studiesystemet, kan det være svært at forestille sig, hvordan det bliver at få det første rigtige job – og endnu vigtigere: Hvordan man finder det. AJKS har spurgt to kommende kandidater, hvad de glæder sig til – og hvad de frygter.
Kasper Bay-Kastrup
Alder: 24 år
Uddannelse: BA i Medievidenskab
Færdig med studiet: Til sommer
Hvad er det gode ved at blive færdig med at læse?
”Jeg holder mere af at være i gang og arbejde end at læse. Jeg er typen, der praktiserer learning by doing. Derfor får jeg mere ud af at komme ud og prøve mig selv af. At prøve de teorier af i praksis, som jeg indtil videre har lært om i to et halvt år.
Hvad er udfordringerne ved at være færdig med at læse?
”Jeg er allerede begyndt at søge arbejde, fordi jeg er færdig her til sommer, så den store udfordring bliver at finde et arbejde. Der er for så vidt nok generelle stillingsopslag og praktikpladser, men der er mange om buddet. Det svære bliver at differentiere sig fra mængden. Jeg har allerede været til samtaler, hvor det egentligt er gået godt, men hvor jeg er blevet valgt fra på grund af manglende erhvervserfaring.”
Hvordan har du det med dimittendledigheden?
”Jeg synes, det er foruroligende, at der generelt er så mange universitetsstuderende, der er ledige, når de er færdige. Jeg tror, der tidligere har været for mange uddannelser, der ikke har været synkroniseret med arbejdsmarkedet. Og det er hårdt hele tiden at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hele tiden at skrive ansøgninger, det er hårdere, end jeg lige havde troet; det at skulle være konstant opsøgende.”
Hvad vil du gerne arbejde med?
”Jeg vil gerne arbejde inden for marketing eller i reklamebranchen.”
Hvordan griber du jobsøgningen an?
”Jeg bruger meget de sociale medier – LinkedIn og Twitter – til at følge personer og virksomheder i de brancher, fordi jeg tænker, man på den måde kan få øje på nogle stillingsopslag, man ikke vil se andre steder. Og så bruger jeg de almindelig jobbanker. Jeg prøver at netværke så meget som muligt, for det er min erfaring, at det ofte er gennem gode relationer, at man finder noget.”
Hvorfor skal man ansætte dig?
”Jeg tror, jeg kan komme med nyt. At være nyuddannet kan godt være positivt, især i en branche som reklamebranchen, hvor man skal være innovativ, kreativ og nytænkende. Jeg er hårdtarbejdende og pligtopfyldende. Hvis du ansætter mig, får du en dedikeret medarbejder.”
Tais Juul
Alder: 30 år
Uddannelse: Digital Design og Kommunikation på IT-Universitetet
Færdig med studiet: Til september
Hvad er det gode ved at blive færdig med at læse?
”Det positive bliver i en alder af 30 år endelig at være færdig med at være studerende og komme ud og bruge nogle af de egenskaber og kundskaber, jeg har tilegnet mig. Og at tjene nogle penge.”
Hvad er udfordringerne ved at være færdig med at læse?
”Inden for mit felt bliver det svært at fortælle virksomhederne, hvorfor der er brug for de ting, som vi, der har læst Digital Design, kan. Der er en stor del af de traditionelle virksomheder, der kører efter gammeldags principper set i forhold til kommunikation og markedsføring. Som nyuddannet skal jeg gøre virksomhederne opmærksom på, at man kan gøre tingene på en anden måde.”
Hvordan har du det med dimittendledigheden?
”Jeg har mange venner, der er blevet færdige inden for det sidste års tid, og de går rundt og bliver mere og mere frustrerede. Det er hårdt psykisk. Jeg har en formodning om, at jeg ikke kommer til at gå så lang tid, som de gør, fordi der er så mange forskellige stillinger, jeg kan søge inden for mit felt.”
Hvad vil du gerne arbejde med?
”På sigt vil jeg gerne arbejde i en større virksomhed, der har forskellige afdelinger, og som laver løsninger for andre virksomheder. En virksomhed, der laver online-løsninger, som både indeholder udvikling, markedsføring, konceptudvikling og grafik. Jeg vil gerne være med til at lave strategierne som projektleder.”
Hvordan griber du jobsøgningen an?
”Det kommer lidt an på virksomheden – om det er inden for det offentlige, eller om det bliver inden for det private. Det bliver nok noget med at bruge lang tid på at researche, hvad virksomhederne laver og så kontakte dem, hvis jeg kan se, at de mangler noget. Jeg kommer både til at lave uopfordrede ansøgninger og søge dem på Jobindex. Jeg har igennem de sidste fem år brugt mit LinkedIn og opbygget et ret stort netværk både med virksomheder, tidligere studerende og undervisere. Jeg tror, jeg kommer til at trække en del på mit netværk.”
Hvorfor skal man ansætte dig?
”Fordi jeg har en praktisk tilgang oven på en teoretisk forståelse. Jeg tror, at vejen frem er at tænke holistisk. Jeg er kritisk tænkende over for den måde, vi gør tingene på nu. Og jeg vil bidrage til, at vi har det godt på arbejdspladsen, hvis det kun går op i arbejde, bliver det for trist at være der 24-7.”
Husk at du skal melde dig ind i AJKS senest et år før du er færdig for at få dagpenge fra din første ledighedsdag. Meld dig ind i AJKS.
Af Majken Søndergaard Eliasen