Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Nye anbefalinger vil fjerne kompetenceudvikling for mange ledige

Nye anbefalinger til den fremtidige beskæftigelsesindsats blev ikke det opgør, som mange havde håbet. Ikke på dagpengeområdet. Der er gode takter i oplægget, men nedsabling af kompetenceudviklingen er en ommer.

 

Mandag den 24. juni var ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats klar med deres anbefalinger. Det var måske ikke hele Danmark, der ventede i spænding, men vi var alligevel mange, der havde høje forhåbninger. Set med a-kassebriller blev forventningerne dog ikke indfriet.

Ekspertgruppen lægger op til en afbureaukratisering og lempelse af sanktioner for de svagere kontanthjælpsmodtagere og andre grupperinger, der er længere væk fra arbejdsmarkedet. Det er en god ting. Desværre gælder det ikke for vores a-kassemedlemmer

”Der er lagt op til omfattende ændringer, i de anbefalinger der nu ligger. Det er en buket med både tidsler og roser, og det er klart, at vi i AJKS gerne havde set, at A-kasserne fik en endnu større rolle i at hjælpe de forsikrede ledige i beskæftigelse. En helt stor tidsel er, at der er lagt op til at fjerne adgang til opkvalificering og kompetenceløft både på regionalt niveau og den adgang til seks ugers selvvalgt uddannelse, som også nogle AJKS-medlemmer har haft gavn af. Det virker kontra-intuitivt at spare på kompetenceudviklingen, når vi ser ind på et arbejdsmarked i vild udvikling,” siger Tine Johansen, der er formand for AJKS.

Retten til kompetenceløft, som allerede er indsnævret for vores ledige medlemmer, bliver nu nærmest lagt i graven.

Med denne model risikerer man at marginalisere flere ledige i stedet for at hjælpe dem nærmere job. For selvom man kommer med gode kompetencer og erfaring, så er udviklingen på arbejdsmarkedet så intens, at den enkelte konstant skal udvikles. For vejen til job er at have de kompetencer arbejdsgiverne efterspørger. Ellers bliver den stærke ledige til den svage.

Her kan man diskutere, hvis ansvar det er. Men på et arbejdsmarked, der bliver mere og mere prekært for folk med uddannelse, er efteruddannelse og opkvalificering ikke altid en del af aftalen med arbejdsgiveren.
 

Din bopæl kan blive udslagsgivende

Hvis anbefalingerne bliver godkendt, vil det være op til den enkelte kommune at organisere deres beskæftigelsesindsats. Det kan der komme en masse gode ting ud af. Men der er også udfordringer.

Tine Johansen er bekymret for, hvad det kan betyde for det enkelte medlem. ”For vores medlemmer kan det godt være bekymrende, hvis det bliver bopæls-afhængigt, hvilken hjælp man kan få. Ved at lade det være et helt kommunalt skøn, hvilken indsats der skal bevilliges, kan jeg frygte at din bopæl vil afgøre, om du kommer godt videre. Og for vores medlemmer, der ikke lader sig begrænse i jobjagten af geografi og kommunegrænser, kan det føre til meget ulighed i tilbuddene.”
 

Mere fleksibilitet for den ledige

”Blandt de gode ting vil jeg nævne de forslag, der mildner presset på de ledige, der har det allerhårdest. At der er lagt op til at fjerne en række kontroller, og i stedet lave en mere håndholdt indsats, tror jeg er den helt rigtig tilgang. Det er også positivt, at der lagt op til i højere grad at resultatstyre A-kasserne, fremfor det tilsynsregime der er i dag. Det giver helt basalt bare god mening at måle A-kasserne på, hvor mange de lykkes med at få i beskæftigelse,” forklarer Tine Johansen.

De nye anbefalinger lægger op til, at den ledige skal igennem færre samtaler - 4 i stedet for 6. To med a-kassen indenfor de første 3 måneders ledighed og to med jobcentret i de efterfølgende måneder. Samtidig åbnes der op for en mere håndholdt indsats, hvor a-kassen nemmere kan give mere frihed til den enkelte ledige i stedet for at følge det samme rigide forløb.

AJKS har længe advokeret for mere individuel tilgang i beskæftigelsesindsatsen. Det her er et skridt i den rigtige retning. Og samtidig giver det håb for bedre løsninger, når der snart skal kigges på en reform af sygedagpengesystemet.

”I den mindre, men bestemt meget vigtige, boldgade vil jeg håbe, at man nu, hvor sygedagpengesystemet igen skal reformeres, bruger anledningen til at løse den håbløse uretfærdighed der ligger i, at personer der har haft både A og B-indkomst ikke kan medregne begge i deres indkomst. Det var et problem, der blev løst i dagpengesystemet for adskillige år siden, men desværre lever videre for sygedagpengemodtagere”, slutter Tine Johansen af.
 

Ikke så meget nyt på dagpengeområdet

I det store hele mangler det store opgør med bureaukratiet på dagpengeområdet, som mange håbede ville komme efter ekspertgruppens analyser. Der er små positive skridt i retning af mere individuel hjælp til den enkelte ledige – men anbefalingerne kom aldrig i nærheden af den frisættelse, man kunne ønske.

Indtil videre er det kun anbefalinger, som politikerne skal arbejde videre med. I den kommende tid – og så længe der er behov for det – vil AJKS arbejde videre for retten til kompetenceudvikling til alle ledige. For på et arbejdsmarked, der er styret efter flexicurity-modellen, bør det være muligt at få et kompetenceløft, da det kan være et essentielt greb for at komme i job.  

Man kan jo starte med at spørge politikerne, om det som samfund giver mening at bruge tid og penge på at skabe dygtig kvalificeret arbejdskraft og så tabe det hele på gulvet ved ikke at vedligeholde den.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Få karrierevejledernes guides og artikler til jobsøgning, arbejdsliv, karriere og meget mere.

Artikler om karriere og jobsøgning

Få tips til din jobsøgning og karriere fra AJKS' karrierevejledere i vores arkiv, hvor vi deler artikler, videoer og guides. 

AJKS Lønsikring

AJKS lønsikring

Som medlem af AJKS kan du tegne en lønsikring, der supplerer dine dagpenge i tilfælde af, at du bliver ledig. Den dækker både lønmodtagere og selvstændige, og du kan få op til 90 % af din løn dækket. 

Læs mere om lønsikringen, beregn din pris og tilmeld dig lige her 

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge. 

Faglige og sociale arrangementer

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge.