AI rykker frem, men arbejdsgiverne søger mere AI
Hvad leder arbejdsgiverne efter, når de skal bruge nye kompetencer inden for journalistik, kommunikation, marketing og kreative fag? Få et sneakpeak fra den nye rekrutteringsanalyse, som kommer til november.
59,9 procent af arbejdsgiverne forventer at få større behov for AI-kompetencer, når de rekrutterer.
Det viser de første indsigter fra den nye rekrutteringsanalyse fra AJKS og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ).
Analysen udkommer i sin fulde længde i november. De første indsigter tegner et klart billede af, at arbejdsgiverne i stigende grad søger personer med AI-kompetencer.
Men de leder også efter kompetencer inden for sociale medier, som 47,4% forventer at lave mere af, video, som 45,4% efterspørger - og strategisk kommunikation, som 41,4% har i fokus.
Det er dog vigtigt at notere sig, at arbejdsgiverne ikke søger specialister i kun én disciplin. De efterspørger ofte bredere profiler, der kan bringe flere kompetencer i spil:
"Det er faktisk mest 'kombinationen', der er svær at finde. Vi har brug for personer, der kan gå på tværs af medier og på tværs af kommunikationsdiscipliner,” lyder det fra en af arbejdsgiverne.
For dig i medie- og kommunikationsbranchen
Den kommende rekrutteringsanalyse går tæt på et arbejdsmarked, der sjældent bliver undersøgt særskilt, og som netop er relevant for dig, der arbejder eller søger job inden for medier, kommunikation og kreative fag.
I den fulde analyse kan du blandt andet blive klogere på, hvad arbejdsgiverne søger lige nu, hvilke kompetencer de forventer at få mere brug for, og hvilken rolle AI spiller i udviklingen.
Læs mere, når rekrutteringsanalysen udkommer i november.
Kommentarer