2022: Fra nedlukning til historisk lav ledighed
I januar måned havde coronaen stadig godt fast i Danmark, og det tog os alle lidt tid at vende tilbage til normalen igen. AJKS kunne mærke det ved, at medlemmerne var længere tid om at komme tilbage til de fysiske arrangementer.
Arbejdsmarkedet var hurtigt tilbage på fode igen. Denne gang var det manglen på arbejdskraft, der hæmmede fremdriften. Det gik især ud over de nyuddannede, som pludselig var i det politiske søgelys og blev betegnet som forkælede og dovne. Guleroden var væk og pisken fundet frem i den offentlige retorik. I AJKS har vi som altid brugt meget energi på at tale de studerende og nyuddannedes sag. Det bedste argument kommer egentlig fra de nyuddannede selv. De følger reglerne og kommer i job i samme tempo som tidligere.
Med stor efterspørgsel på arbejdskraft kunne vi allerede i februar melde om lav ledighed, og det kulminerede i efteråret, hvor AJKS havde en historisk lav ledighed. Det har vi været meget glade for, men vi ved også, at det er ekstra hårdt at være ledig, når arbejdsløsheden generelt er lav. For så kan forståelsen føles mindre og stigmatiseringen større.
Derfor har vi også haft stort fokus på efteruddannelse. For vi har stærke, kompetente medlemmer, der nogle gange lige mangler det sidste nye eller en drejning på deres faglighed for at finde det rigtige match. Det har vi kunne se i vores samarbejde med TV-branchen og bureaubranchen, som begge skriger efter arbejdskraft. Det arbejder vi videre med at løse i det nye år.
I foråret var vi på trapperne med en frisk rekrutteringsanalyse og freelanceanalyse, som er blevet brugt flittigt i forskellige fora - både på uddannelsesinstitutioner, hos virksomheder, jobcentre og i medlemsregi.
Som noget nyt har vi efter corona oplevet, at mange af vores medlemmer selv har sagt op. Danmark er ikke unikke, det er en tendens, der ses over hele verden. Vi prøver at gribe medlemmerne så godt som muligt – og henviser selvfølgelige til fagforbundene, så medlemmerne kan nå at ændre deres arbejdssituation, inden den bliver uudholdelig. Emnet fylder stadig meget, og vi vil have fokus på det i det nye år.
Måske er det også derfor, at vores coachingtilbud har haft så stor tilslutning. Mange er ved at gøre op med eller undersøge deres liv, fremtidsdrømme og muligheder.
Her i slutningen af året kan vi se, at nogle faggrupper er begyndt at kunne mærke en lurende krisestemning på deres arbejdsmarked. Vi har mange indenfor mediebranchen, der mister jobbet i øjeblikket. Mange har lange opsigelsesvarsler, så vi kan ikke se det i ledighedsstatistikken endnu. Men vi ved, at de er på vej, og vi står klar til at gøre alt for at hjælpe.
Den nye regering er på plads, og det ser ud til, at noget af vores hårde lobbyarbejde har betalt sig. Vi kender stadig ikke rammerne, men vi håber, at foden bliver løftet fra speederen og beskæftigelsesindsatsen bliver sat mere fri. Vi ved, at regeringen lægger op til friere rammer for de ledige, der kan selv. Og dem er vores medlemmer helt klart en del af.
Vi ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.
Vi sidder også klar mellem jul og nytår, hvis nogen skulle have brug for at tale med os.
Kommentarer