Deltag i forskningsprojektet: Gentænk din faglighed og dit arbejdsliv – et kursusforløb i samarbejde med DMJX
I samarbejde med DMJX tilbyder vi 2 x 10 pladser på nyt kursusforløb for ledige i Aarhus og København. Kurset dykker dybt ned i medarbejderes og arbejdsmarkeds nye behov og klæder deltagerne på til fremtidens arbejdsmarked.
Er du ledig, og har du lyst til at få et nyt blik på dine kompetencer og din faglighed? Har du lyst til at få indblik i den nyeste forskning indenfor kreativitet, design og entre/intrapreneurskab? Og har du lyst til at skrue op for forretningsforståelsen, forestillingskraften og skaberevnen i forhold til dit arbejdsliv? Så er dette forløb lige noget for dig.
Intrapreneurskab er, når du skaber nye ideer og ny værdi inde i en virksomhed. Uanset om du er ansat eller ledig, bør du tænke dit arbejdsliv som ’din forretning’ - det kræver forretningsforståelse, men også kreativ tænkning og forestillingskraft.
Målet med forløbet
Du kommer til at udvikle og bygge forskellige fremtider. Men inden da arbejder du analytisk og kreativt med dit arbejdsliv, dine værdier, din selvforståelse og din faglige identitet.
Målet er, at du efter forløbet er skarpere på, hvad du kan og vil. Du bliver bedre til at se nye muligheder, skabe nye værditilbud og muligheder i dit arbejdsliv, bedre til at forstå dit marked, prissætte dine ydelser og i det hele taget bedre til at lede dig selv i et foranderligt arbejdsmarked.
Praktisk info
Forløbet bliver udbudt i uge 8 på henholdsvis DMJX KBH og Århus. Det løber over 3 uger med ca. 19 timers deltagelse. Der er 10 pladser på hvert hold, som du kan ansøge om at få plads på. Der er en selvbetaling på 500 kroner, men du får de 250 kroner tilbage, når du har deltaget i hele forløbet, deltaget i spørgeskema og interview samt givet tilladelse om brug af dine data i forskningsprojekt (hvor de naturligvis bliver anonymiseret).
Sådan søger du:
- Send en halv sides motiveret ansøgning til webmaster@ajks.dk
- Deadline er fredag den 9. februar kl. 12
- Du får svar på din ansøgning i uge 7
- Hvis du får plads på forløbet, skal du udfylde en AK020 på AJKS’ selvbetjening.
Har du spørgsmål om forløbet, herunder mere konkret indhold for ugerne, er du velkommen til at kontakte docent Kirsten Bonde sørensen kbs@dmjx.dk. Har du andre spørgsmål, er du velkommen til at skrive til AJKS på webmaster@ajks.dk.
Kommentarer
Det lyder superinteressant, men kan I sige noget om, hvornår kurset kommer til at ligge (andet end at det er i uge 8)? Fx går jeg til noget undervisning om torsdagen, så lige den dag ville jeg ikke kunne. Af den grund er det lidt afgørende for mig, hvilke dage der er tale om.
Har du spørgsmål om forløbet, herunder tidsplan, er du velkommen til at kontakte docent Kirsten Bonde sørensen kbs@dmjx.dk.
Mvh Hanne-Mari/AJKS
Som nyledig efter 25 års fast arbejde - heraf 23 år på Ekstra Bladet, er jeg meget i tvivl om, hvor jeg mon passer ind nu? Branchen og arbejdet som journalist/redaktionssekretær har ændret sig voldsomt ikke mindst de seneste ti år, og når jeg læser jobopslag, har jeg svært ved at se mig selv i den nye journalistiske virkelighed.
Det tilbudte kursus lyder som en enestående mulighed for at blive klogere på mig selv og min fremtid - og gennem de erfaringer AJKS drager, kan jeg være med til at hjælpe andre, der står i en situation som min.
Ser frem til at høre fra jer.
Med venlig hilsen
Lars Bach
Efter 15 år i den for tiden stejlt nedadgående TV-branche har jeg et stort behov for at få nye øjne på mine egne kompetancer – og hvad de potentielt kan bruges til uden for TV-andegården.
Jeg blev opsagt i min fastansættelse tilbage i sommeren 2023 og kæmper disse dage for at lande bare en kort, usikker freelance-aftale. Der er i den grad kommet nye boller på suppen i TV-branchen – men jeg har svært ved selv at se, hvilket arbejdsliv jeg ellers er et godt match til med min journalistiske uddannelse. Derfor lyder dette kursus som præcis den inspiration, jeg mangler i mit liv lige nu.
Mvh Tina Warming Eriksson (København)