Er det tid til noget nyt? Måske skulle du invitere på en kop kaffe…
Lægger det nye år op til forandringer i dit arbejdsliv? Så kan det være en god ide at række ud i dit netværk for at få input til næste skridt, eller for at se, hvilke døre der står på klem. Her er kaffemødet et genialt værktøj. AJKS guider dig godt på vej.
AJKS Guide til det gode kaffemøde
Et kaffemøde er ret beset et andet ord for et netværksmøde – altså et møde med en person fra dit eksisterende netværk eller med en ny kontaktperson.
Den lidt diffuse betegnelse ’kaffemøde’ indikerer, at netværksmødet kan være løst struktureret, have et bredt sigte – og til tider involverer kaffedrikning.
En ting er sikker: kaffemødet er et genialt værktøj, når du er klar til at tage næste skridt i dit arbejdsliv.
Formålet kunne fx være:
- At få viden om branchen, som din kontakt arbejder i.
- At blive klogere på den virksomhed, som din kontakt arbejder i.
- At få hjælp til at finde ud af, hvilke opgaver du kan løse med din nuværende profil.
- At søge karriere- og jobsøgningsråd hos en person, du ser op til.
Du kan gøre meget for at kaffemødet bliver godt. Fx hvis du sikrer dig, at den person, du holder møde med, kender dit motiv og formål.
Hvis du søger viden, så fortæl det, så den du mødes med, kan forberede sig – og evt. sikre sig, at de har den rette viden, så både de og du sparer tid.
Langt de fleste vil reagere positivt på at blive udpeget som ’eksperter’, og langt de fleste vil også gerne hjælpe, hvis de får at vide, hvordan de kan hjælpe.
Hvordan får du et kaffemøde i kalenderen?
Der er flere veje til et ’kaffemøde’ – men lad det være sagt med det samme, anbefalinger fra personer i eksisterende netværk er den bedste metode, når det handler om at lande et møde. Vi ved fra utallige undersøgelser, at der er en særlig åbenhed for at tage møder med nye mennesker, hvis man deler fælles reference.
Et sted at starte kan være at gennemgå eget netværk – og spørge relevante personer om de kan tænke på én person uden for dit eget netværk, som de tænker, du kunne have gavn af at mødes med.
Det vigtigste er, at du er tydelig omkring:
- hvad personen kan få ud af mødet med dig
- din egen motivation og dit eget formål med mødet
Underbyg gerne din henvendelse med din egen viden om branche, virksomhed, fælles faglige grænseflader – og ikke mindst nysgerrighed på at blive klogere på det, I skal tale sammen om!
AJKS’ 6 trins guide til et godt kaffemøde
Er du klar til at tage næste skridt i dit arbejdsliv – så følg AJKS’ guide til det gode kaffemøde. Så er du godt på vej.
Kommentarer
.