Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fra journalist til virksomhedskonsulent: Sådan skiftede Helle spor

Hun elskede at skrive, men endte med at lave alt muligt andet. Efter mange år i medie- og kommunikationsbranchen tog Helle Veel springet til en helt ny karriere – og deler sine bedste råd til dig, der overvejer et sporskifte.

Fra journalist til virksomhedskonsulent: Sådan skiftede Helle spor

 

En del medlemmer skifter spor, men hvilken retning går de i – og hvordan gør de rent praktisk?

AJKS har talt med Helle Veel, der skiftede fra en faglighed inden for journalistik og kommunikation til et job som virksomhedskonsulent. En ny vej, som hun overvejede gennem længere tid, og som var svær at få foden indenfor. Men så vendte lykken.

”Det tog lidt tid at tage afsked med faget,” fortæller Helle Veel, der er uddannet journalist og tilbragte de første 10 år i avisbranchen og de sidste 15 år inden for kommunikation. ”Altså, jeg kaldte mig stadigvæk journalist, men pludselig lavede jeg jo alt muligt andet – videostrategi, krisekommunikation, hele svineriet. Og så kunne jeg bare mærke, at det ikke længere gav så meget mening for mig. Jeg tror bare, jeg havde lyst til at prøve noget andet.”

Helle havde hørt, at der var en del journalister ansat som virksomhedskonsulenter i både det private og det offentlige – et område, der interesserede hende. Derfor brugte hun et par år på at dreje sin karriere i den retning. Hun søgte i fire år uden at komme til en samtale. Men så blev hun ledig, og det blev gennembruddet.

Helle tog en certificering inden for personprofiler og søgte et løntilskudsjob i Jobcentret, der havde med de helt tunge borgere at gøre – borgere, der kun havde erfaring med fængslet og ikke andet. Efter løntilskudsstillingen blev det nemmere at skrive en konkret ansøgning og målrette CV’et til de jobs, hun drømte om.

Det lille erfaringsskub gjorde hele forskellen – pludselig blev hun taget seriøst af arbejdsgiverne. ”Jeg stod pludselig og kunne vælge mellem et job hos jobcentret og en a-kasse inden for den samme uge. Det var surrealistisk,” fortæller hun.

 

Digital Koordinator 2026 –
for ledige i Aarhus Kommune


Søger du job inden for kommunikation og marketing? Så få fingeren på pulsen og lær alt det nye inden for feltet.

Start: 15. januar 2026
Obligatorisk infomøde: 12. januar


Læs mere

Hjælper andre videre

De seneste år har Helle Veel arbejdet i Viden til Vækst, som hører under Center for Dagpenge, Job og Karriere, Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Her bruger hun sin erfaring fra sit tidligere fag, når hun fx er i kontakt med nyuddannede fra DJMX i Aarhus eller ledige journalister, som der har været en del af efter de seneste års nedskæringer på fx lokalbladene. ”Det med selv at have prøvet at være ledig er en fordel, når man skal ind og rådgive andre ledige. Man ved præcis, hvad det er, de står i, hvor frustrerede de er – og hvorfor,” forklarer Helle.

Journalistikken, som hun altid har brændt for, har hun dog ikke sluppet helt. ”Jeg har jo stadigvæk forbindelse til mit gamle fag, fordi jeg oven i mit rådgivnings- og sparringsarbejde med borgerne laver nyhedsbrev og skriver artikler, hvor jeg fx dækker jobmesser og andet.”

Det er også Helle, der står for at få ledige tilknyttet Jobcenter Aarhus’ opkvalificeringskursus Digital Koordinator inden for digital marketing og AI, hvor kandidaterne til slut parres med en række mindre virksomheder. Det er både unge og ældre, der deltager, da begge målgrupper er udfordrede i forhold til praktisk erfaring med de digitale værktøjer – enten fordi de ikke rigtig har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet endnu, eller fordi arbejdsmarkedet har ændret sig, siden de var ledige sidst.

 

Helles råd til sporskifte

Men hvad så, hvis man gerne vil skifte spor – eller føler sig nødsaget til det? Hvad er de gode råd?

”Det er vigtigt at være opsøgende, og selvom man har mange års erfaring, så kan en praktik og en løntilskudsstilling åbne for nogle nye muligheder. Det skal man ikke være så bange for. Altså, jeg var selv i to praktikker og en løntilskudsansættelse. Og så er opkvalificering og kurser også vigtige. Selv tog jeg ud til rigtig mange netværksarrangementer, hvor jeg så skyndte mig hjem og linke op og var nysgerrig og imødekommende,” forklarer Helle.

Ifølge Helle Veel er netværk, morgenmøder og andet i den dur en god mulighed for at træne sig selv.
”Jeg vil sige, at selvom jeg er journalist og vant til at snakke med rigtig mange mennesker, så er det bare noget andet at skulle tale om sig selv. Det er ikke helt så nemt, så det øvede jeg mig også i.”

Har du brug for netværk, kurser eller andet input, så tjek AJKS’ og DJ’s eventkalendere.

Skal du tættere på drømmejobbet, og kunne du godt bruge noget inspiration? Hent vores gratis guide til at skrive ansøgninger og målrette dit CV.

Gratis guide til ansøgning og CV

Skal du tættere på drømmejobbet, og kunne du godt bruge noget inspiration?
Hent vores gratis guide til at skrive ansøgninger og målrette dit CV.

Find kurser i dit forbund

Find kurser og events hos dit forbund

AJKS samarbejder med forbundene DJ - Medier og Kommunikation og Dansk Artistforbund. Her kan du finde masser af spændende events og kurser.
Læs mere hos:


DJ - Medier og Kommunikation 
Dansk Artistforbund

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge. 

Faglige og sociale arrangementer

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge.