Ledigheden ligger på et fint niveau
Ledigheden ligger på samme niveau som de seneste år, og AJKS’ ledige medlemmer kommer i job i samme omfang som normalt. Men selvom der er masser af jobs at søge, kan kampen om dem være hård.
”På trods af en lidt højere ledighed efter sommerferien og en del nedskæringer, så ligger vi på samme ledighedsniveau som sidste år”, siger Linda Garlov direktør i AJKS.
I skrivende stund har AJKS ca. 1700 ledige medlemmer - omregnet til fuldtidsledige er det ca. 5%. Hvis vi medregner freelancere og selvstændige på supplerende dagpenge, der er inde og ude af arbejdsmarkedet, så ligger vi på 7% ledighed.
”For os er det ikke højere end de seneste år. Vi ligger over den gennemsnitlige ledighed, men det er normalt for vores faggrupper, hvor en del er beskæftigede i brancher med opgave- og projektstillinger. Så tallene er ikke graverende, siger Linda Garlov.
Tallene er ikke et billede på branchernes tilstand
Men den relativt lave ledighed siger ikke noget om kampen om jobbene.
AJKS’ medlemmer arbejder i brancher, som er attraktive for mange. Det vil sige, at der er mange om buddet til hvert job.
Når vi taler med ledige medlemmer, er der helt klart en stor frustration ift. den store konkurrence.
Og konkurrencen er reel. Det er en hård kamp at finde et match - både ift. kompetencer, held og timing.
Hvis vi tager de positive briller på, så kan vi se, at vores ledighedsomsætning er stor. Det vil sige, at det ikke er de samme, der går rundt og er ledige. Medlemmerne har relativ kort ledighed – selvom hvert minut føles lang for den enkelte.
Husk din markedsværdi
Hvad kan du så selv gøre? Det går rigtig stærkt i disse år. Derfor er det vigtigt at huske at styrke din markedsværdi ved at opdatere og udvide din viden.
Desværre er det blevet sværere at få offentligt tilskud til efteruddannelse, når man er ledig, men som medlem af fx DJ, kan du søge om tilskud der.
Er du i job, så undersøg dine muligheder for efteruddannelse, så du bliver ved med at være attraktiv for arbejdspladsen – og nye udfordringer.
Held og timing kan du ikke altid selv have styr på – men på denne måde er kompetencerne i hus.
Husk også, at du altid kan finde råd og vejledning hos AJKS.
Kommentarer