Vi ved næsten ikke, hvor vi skal starte. Hvilke patos-, logos- eller etosgreb skal vi bruge? Vi har brugt dem alle før - og der er nok viden og cases at tage fat på - men indtil videre er intet trængt igennem den politiske mur.

Og vi forstår det virkelig ikke.

For imens fleksibiliteten i flexicurity-modellen stiger, så udvandes sikkerheden. 12 måneders dagpenge i år 2000-tal svarer i dag kun til 10 måneders dagpenge, hvis vi kigger på løn- og prisudvikling.

Det er en udhuling, der er til at tage og føle på. Og den er trist. For os alle. For det betyder, at incitamentet til at sikre sig selv ryger.

Hvorfor dog lade det komme til det?

Det danske a-kasse-system er nemlig solidarisk. Vi hjælper hinanden.  

2,2 millioner danskere er medlem af en a-kasse. De har taget et personligt ansvar for at sikre sig selv mod konjunkturændringer på det danske arbejdsmarked - og samtidig er de med til at holde hånden under andre medlemmer i a-kassen. Det er en af grundstenene i Den Danske Model. Sådan skal det gerne blive ved med at være. Derfor skal dagpengesatsen op.

Under Coronakrisen var der politisk enighed om, at 23.000 kroner var det rimelige minimum at give almindelige mennesker, der havde mistet deres livsgrundlag. Der er 4000 kroner ned til den højeste dagpengesats.

Når der var enighed om, at 23.000 kroner var et minimum til folk, der mistede deres indtægt under coronakrisen, så bør der også være enighed om, at folk der har taget ansvar og har forsikret sig mod ledighed skal have det samme, hvis de bliver ramt af ledighed.

Det er lige svært at få de økonomiske ender til at mødes, hvad enten man har mistet jobbet under corona-eller finanskrisen eller på grund af effektiviseringer, konjunkturændringer eller andet. Regningerne er de samme ligegyldig grunden til ledighed.  

Så nu prøver vi endnu engang at råbe jer politikere op: Få nu hævet dagpengesatsen.

Det er til gavn for os alle!