Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Vi vil gerne hjælpe alle

Det nye normale er, at intet er normalt og måske ikke bliver det i den nære fremtid. Derfor bør politikerne nu løfte blikket og være med på at finde langtidsholdbare løsninger for både nye og gamle problematikker, mener Tine Johansen, formand for AJKS.

Benita Marcussen Tine Johansen, formand for AJKS.

 

Coronakrise. Det har været en voldsom tid fuld af omvæltninger. Et helt stormvejr.  Desværre har vi set en stor stigning af ledige medlemmer, men det har været positivt, at vi på trods af det ekstra pres på medarbejderne har haft tid til det enkelte medlem.

De bureaukratiske kontrolforanstaltninger er sat på pause, og derfor går tiden med det, vi er bedst til. Nemlig at hjælpe, vejlede og støtte medlemmerne - og sørge for bedre vilkår til dem.

 

Politisk påvirkning

Vi har brugt mange kræfter på at sørge for et sikkerhedsnet til medlemmerne – det er vores eksistensgrundlag.

Men den uventede krise har skabt situationer, som de færreste kunne forudse. Politikernes respons var hurtig, men den var også gammeldags i sit syn på arbejdsmarkedet. Vi i AJKS ved om nogen, at der findes andet end funktionærer og timelønnede. Og selv da selvstændige og freelancere blev grebet – efter pres fra blandt andre AJKS, var der en del der faldt mellem to stole – blandt andet kunstnere og kombinatører.

Men med politisk velvilje og input fra de faglige organisationer og a-kasser, er de fleste heldigvis dækket ind nu. Det undrer os dog, at man har fravalgt at bruge dagpengesystemets muligheder, som er en længerevarende sikkerhed, der dækker ud over den aktuelle krise.

 

Lup på det danske arbejdsmarked

Udfordringerne med at få tilpasset hjælpepakkerne har været en øjenåbner for mange: Nu står det klart for alle, at det danske arbejdsmarked er uhyre fleksibelt og meget differentieret. Det består udover funktionærer og timelønnede også af korttidsansatte, freelancere, kombinatører, selvstændige med og uden CVR-nummer og flere andre. Forhåbentligt får det også indflydelse på kommende politiske aftaler, og vil give en bedre sikkerhed for dem, der ofte bliver omtalt som atypisk beskæftigede. De er ikke så atypiske endda.

Men de er som sagt fleksible, og de mistede alle opgaver og al indtjening uden varsel, da der blev lukket ned.

Den danske model skal bestå af lige dele fleksibilitet og sikkerhed. Og hvis vi vil have den store fleksibilitet, som freelancerne og de små selvstændige kan give, så må vi også give dem noget mere af den sikkerhed, som resten af arbejdsmarkedet har.

Vi har allerede et dagpengesystem, der med et par tilpasninger kan give netop det.

 

A-kassen er det sikre valg – også efter 30. juni

Som medlem af a-kassen er du dækket i en længere forsikringsperiode end hjælpepakkens rækkevidde til den 30. juni. Derfor ville vi ønske, at a-kassen var tænkt ind som hjælpemiddel i den kommende økonomiske krise, der efter alle analyser kommer til at række langt ud over den 30. juni 2020.

Tilbage i 2018 blev der lavet nogle gode justeringer af dagpengereglerne. Justeringer der betød, at kombinatører og andre med blandede indtjeningsforhold kunne optjene dagpengeret ved at medregne både lønmodtagerarbejde og indtjening i virksomheden.

For at få dagpengene skal de dog oftest lukke virksomheden helt ned.

Det sidste er et problem, for en masse værdier går tabt med en lukning. Og desuden er det et problem, at en del af de selvstændige af den grund ikke er medlem af en a-kasse. Begge dele kan politikerne relativt enkelt gøre noget ved allerede nu:

  1. Dagpengeret til selvstændige uden at skulle lukke sin virksomhed.
    Dermed kan de allerede eksisterende dagpengeregler for at beregne støtte på baggrund af både lønarbejde/honorar og CVR anvendes.

 

  1. Tillad et vindue for selvstændige til at melde sig ind i en a-kasse.
    Det åbne vindue kan gælde alle, der kan opfylde beskæftigelseskravet efter gældende regler. 

 

Denne løsning har nogle åbenbare fordele: Dagpengeloftet på 19.876 kr./mdr. er lavere end med hjælpepakkerne. Men kompensations­graden for dagpengene er til gengæld højere, nemlig 90 procent i stedet for 75 procent.

 

Alt i alt er jeg glad – men der er lang vej endnu

Det er rart at fokusere på det, vi er bedst til under Coronakrisen- nemlig at hjælpe medlemmerne. Vores kerneopgave er som nævnt tidligere at sikre et økonomisk grundlag og hjælpe medlemmerne tilbage på jobmarkedet samt sikre gode vilkår. Det har været inspirerende at se, hvor meget der har kunne ladet sig gøre i en hverdag, der er vendt på hovedet og med medarbejdere, der sidder hjemme på deres egne adresser.

Den bureaukratiske kontrol havde været et bespænd i denne situation. Det er rart at være sluppet af med den – også selvom det kun er midlertidigt. Men måske er det også på tide med mere tillid i systemet. Endnu en ting, som vi vil gøre politikerne opmærksomme på, når stormen har lagt sig lidt.

Denne blok er defekt eller manglende. Du kan mangle indhold eller også kræves der, at du aktiverer det oprindelige modul.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Karin Bech

fre, 04/24/2020 - 12:53

Tak fordi I kæmper så bravt for dem, der sidder løst på pinden. Kig også meget gerne på de mystiske og forældede regler (Skats liste fra 2004), der fastslår, at nogle typer arbejde er A-indkomst/lønarbejde, mens andre er momspligtige. Samt at nogle statslige arbejdsgivere tvinger folk til at have cvr-nummer/, selv om de udfører ikke-momspligtigt arbejde som fx undervisning.

Jeg har også tænkt på en anden ting. Det er fint nok, at folk kan melde sig ledige under sådan en krise og super, at tællerne er stoppet. Men hvis man melder sig ledig på grund af krisen, begynder man så at bruge af den 3-årige referenceperiode? Det gør man vel i hvert fald, hvis man melder sig ledig i længere tid end de ekstra tildelte måneder. Og det kan komme til at gøre ondt senere, hvis man får svært ved at få fast arbejde eller ret meget arbejde som freelancer de kommende år.

Hilsen
Karin

Kære Karin

Mange tak for de fine ord. Ift. dit spørgsmål: Hvis man melder sig lige på grund af kristen begynder man først at bruge af sin dagpengeret fra den 1. juli 2020. Referenceperioden bliver tilsvarende forlængende med de ekstra tildelte måneder således at det ikke kommer til at gøre ondt senere.

Mvh Hanne-Mari / AJKS