Bliver du gammel?
Du kommer nok til at leve længere end tidligere generationer, men det betyder ikke, at du er gammel i længere tid. Så vær proaktiv overfor din fremtid.
Alder er ikke længere det samme som på dine bedsteforældres tid.
Ifølge Pernille de Fine Lützhøft, der til dagligt rådgiver om aldersdiversitet, så burde vi ikke længere tale om aldersgrupper men livsfaser.
For verden har ændret sig. Før i tiden var det mere fastlagt, hvad vi gjorde i hvilke aldre, og når vi nærmede os pensionen, var vi godt brugte.
Sådan er det ikke længere i dag. Selvfølgelig med det forbehold at individers livsvilkår og helbred er forskellige – men generelt ser det anderledes ud i dag, end på vores bedsteforældres tid.
Pernille forklarer, at der de seneste år er sket en markant udvikling både indenfor samfund, teknologi, lægevidenskab og levestandarder. Det betyder, at vi lever længere og flere af de sygdomme, vi tidligere fik midt i livet og døde af, kan man i dag helbrede eller leve med i mange år. Sygdom og svækkelse er flyttet til senere i livet.
”Bedsteforældre bliver jo først rigtig syge i slutningen af firserne og halvfemserne, og børn der bliver født i dag bliver 102 i snit. Altså, det er jo virkelig meget ældre, men samtidig forbliver vi yngre i længere tid.”
Så det, at vi bliver ældre, betyder ikke nødvendigvis, at vi er gamle i længere tid. Ikke hvis vi udvikler os løbende.
”Innovationen og hastigheden, hvormed vi udvikler samfundet, går så hurtigt, så den uddannelse vi fik i ungdomsårene, kan ikke holde hele vejen til pensionen. Alle må udvikle sig selv og sine færdigheder undervejs. Nogen endda tage en helt ny uddannelse,” siger Pernille.
Så fortællingen om livet inddelt i tre - uddannelse, arbejde og pension - er af flere grunde ikke muligt længere.
”Tidligere kunne man uddanne sig de første 20 år, fra man var 6 år til 26 år på fuldtid. Derefter fulgte ca. 40 med fuldtidsarbejde og til sidst nogle år på pension indtil man gik bort først i 70’erne. Disse sidste år gik man fuldtid på fritid - så at sige. Men det er ikke længere muligt.
Bl.a. den teknologisk udvikling fordrer, at vi udvikler både vores personlige og faglige kompetencer undervejs. Det vi lærte i ungdomsårene, holder ikke hele vejen til enden.
Desuden ser vi allerede nu tegn på, at både unge og ældre vil have pauser undervejs i arbejdslivet - pauser til at uddanne sig, til at passe deres familier og sig selv. Desuden bliver vi rigtig mange, der bliver meget ældre og dermed skal på pension i langt flere år. Det koster for samfundet og vi må betale en del af det selv.
Således kommer vi til at skulle sørge for egen indkomst i længere tid. Det betyder måske ikke fuldt tidsarbejde, men et arbejde som vi kan nyde, lære af og får honorar for til langt op i alderen.
Så alderdommen er aflyst, vi kommer til at arbejde til vi dør, hvis vi kan og vil,” siger Pernille.
Kan være svært at finde nyt job efter de 55
Politikerne er allerede blevet enige om, at vores højere alder betyder, at vi skal arbejde længere. Pensionsalderen er hævet og fremtidens behov for arbejdskraft skal i højere grad findes i det, man tidligere ville benævne de ”ældre” generationer.
Hvorfor er det så så svært at finde nyt job, når man er over 55 år?
Linda Garlov, direktør i AJKS, taler med mange frustrerede medlemmer på 55+´år. De oplever at være et sted i livet, hvor de har overskud og frihed. De gør alt det rigtige. De dyrker deres netværk og de søger bredt. Men der sker ingenting. De oplever at blive sorteret fra.
De har gennem de senere år fået besked på, at de skal blive længere på arbejdsmarkedet, fordi samfundet har brug for det. De har fravalgt efterlønsordningen, fordi politikerne har fortalt dem, at de skal blive ved med at arbejde. Og så står de pludselig udenfor arbejdsmarkedet og har svært ved at komme tilbage.
”Når vi kigger på tallene, kan vi se, at der er en lavere risiko for at stå uden job blandt a-kassens modne medlemmer. Men vi kan se, at hvis man bliver ledig i den modne alder, kan det tage lidt længere tid at komme i arbejde igen,” forklarer Linda Garlov.
Det tyder på den ene side på, at arbejdsmarkedet ikke helt har forstået, at vi står overfor en ny samfundsorden og på den anden side, at vi som individer skal blive bedre til at gøre os klar til både det nuværende men også det fremtidige arbejdsmarked.
”I AJKS samarbejder vi med forbundene om at påvirke arbejdsgiverne til at tænke bredere, når de ansætter - og til at udvikle deres medarbejdere til arbejdsmarkeds fremtidige behov. Samtidig skal politikerne på banen, for det er jo ikke nok at sætte pensionsalderen op og tro, at så bliver alle længere på arbejdsmarkedet, hvis virksomhedskulturen hænger fast i gamle vaner,” siger Linda.
Vær proaktiv
Men en ting er, at virksomhederne og arbejdsgiverne skal på banen. Det skal vi som nævnt også selv. For vi er ikke længere gamle, når vi når 55+. Men det kræver et positivt mindset og en vilje til udvikling.
Ifølge Pernille de Fine Lützhøft burde vi alle tage vores liv og fremtid op til overvejelse hvert 5. år.
Hvor er vi i vores liv, hvad er vigtigt for os, hvor vil vi hen i livet/arbejdslivet og hvilken livsfase er vi i eller går vi ind i? Er der børn på vej, store eller små børn der fylder, sygdom, eventyr eller andet på beddingen?
Vi skal i store træk planlægge de næste 5 år, og hvordan vi når de mål, vi sætter. Skal vi have en specifik uddannelse eller viden? Kan arbejdsgiveren betale eller skal vi spare op osv.
Ved at tage temperaturen på livet hvert 5. år, bliver vi omstillingsparate til den virkelighed, som vi står i. Og bedre klædt på til den fremtid, der kommer. Hvis vi planlægger for langt frem, ser verden eller livsfasen måske anderledes ud, end vi havde forestillet os.
Alt i alt skal vi til at være mere proaktive overfor vores egen fremtid – både ift. ønsker og udvikling.
Kommentarer
Der var et tidspunkt, hvor man snakkede om "Den tredje alder". Jeg kalder min nuværende situation for "DET TREDJE ARBEJDSLIV". Først prøve en masse forskelligt i de unge år, så spændende og relativt vellønnede jobs en årrække. Og nu efter de 60 over i en helt anden branche, deltid og tilbage til lavtlønsjob. Der var ikke plads til mig på arbejdsmarkedet efter de 60 år. Men har med glæde genopfundet et nyt arbejdsliv med gode kollegaer. Vel at mærke muliggjort af EFTERLØNNEN som supplement.
Super vigtigt emne. Man bliver allerede sorteret fra, når man er fyldt 50. Fordi virksomhederne foretrækker de unge, og så evt. til en lavere løn. De tænker, at de unge er mere fleksible, nemmere at forme og sætte ind i kasser. Man kan også vælge at arbejde som freelancer og selvstændig, men det er så forbundet med mere usikkerhed omkring opgaver og svingende indkomst. Det er nemt nok at sige, at man bare skal være proaktiv, men det kræver også en del energi at skaffe kunder og sælge sig selv hele tiden, når man er freelancer/selvstændig. Det ville være ønskeligt, at der ikke var begrænsning på antal uger af supplerende dagpenge. Det burde man kunne få, så længe man er berettiget til dagpenge.
Jeg blev ledig igen som 52 årig og er blevet meget overrasket over hvor negative arbejdsgivere kan være til jobsamtalerne. Det har jeg slet ikke været forberedt på. Men jeg kan jo ikke sælge migselv som kraftfuld omstillingsparat energibombe aka alt mulig kvinde, når jeg er en erfaren medarbejder med megen specialiseret viden. Det virker ikke som om det er viden og handlekraft der efterspørges, men den ukritiske unge medarbejder, der kan køres rundt i manegen efter godt befindende...
Vi skal generelt have meget mere diuversitet ind på arbejdsmarkedet.
I allerhøjeste grad på alder, men også etnicitet, innovation, køn og dybdeviden skal have mere plads. Som det er lige nu bliver der spildt ALT for meget talent, fordi for mange arbejdsgivere er for dårlige til at rekruttere. Der findes heldigvis også dem, der er gode til det - men de kan jo ikke ansætte hele talentmassen.
I øvrigt er der skræmmende mange arbejdsgivere, der opfører sig decideret uprofessionelt i en rekrutteringsproces. I bedste tilfælde ved de ikke, hvad de faktisk søger eller modtager en ansøgning med larmende tavshed (det sidste har jeg oven i købet oplevet et sted, hvor jeg blev personligt opfordret til at søge!). I værste tilfælde er det frygt eller deciderede magtkampe mellem cheferne, der afgør typen af kandidat, som bliver ansat.
Jeg er relativt hærdet - erfaren, om I vil - så jeg kan godt finde ud af at styre uden om de værste tilfælde. Men det er mit håb, at AJKS og andre relevante partnere tager en alvorlig snak med arbejdsgiverne om, hvordan de rekrutterer, for lige nu er de ved at skyde sig selv heftigt i foden alt for mange steder. Den yngre generation hopper simpelthen af, når de oplever alt for stivnede strukturer, og så er der "mangel på arbejdskraft". Jeg har sagt det offentligt længe, men som jobsøgende bliver det ofte tolket meget personligt; at jeg vil have medlidenhed eller bare skal justere lidt i min profil og så "op på hesten igen". Det er ikke tilfældet, for problematikken stikker meget dybere end en enkelt jobsøger, hvilket kommentarerrne herunder også viser. Jeg skal nok klare mig :o)
Undskyld - diversitet - IKKE diuversitet :) Selvom det nok kunne være et nyt spændende begreb, så var det altså kun en slåfejl!