Er dit jobmarked gået på ferie?
Hvad gør man med jobsøgningen i sommermånederne? Der er jo færre jobopslag og virksomhederne er gået i feriemode. Eller forholder det sig nu også sådan?
Man møder mange myter som ledig - fx den om, at der ikke er gang i jobmarkedet i sommerperioden. Men er det nu også sandt?
Som en anden Mythbuster har vi i AJKS’s karriereteam igen i år set lidt på fakta, dvs. statistikken over ledige jobs hen over årets kvartaler, for på den måde at kunne se, om det er rigtigt, at sommermånederne reelt er kendetegnet ved færre opslåede jobs.
Hvad siger tallene?
Dykker vi ned i tallene fra Danmarks Statistik tegner der sig et noget andet billede end det, der opretholdes af myten.
Ser vi på udviklingen i antal ledige stillinger i alt på tværs af alle brancher, var der i andet og tredje kvartal 2023 henholdsvis 57.582 og 52.329 ledige stillinger. I fjerde kvartal 2023 faldt udbuddet af ledige stillinger til ca. 46.600.
Ser vi isoleret på stillinger indenfor Danmarks Statistiks kategori Information og Kommunikation i 2023 var udbuddet af ledige stillinger ca. 4000 i andet og tredje kvartal medens udbuddet I fjerde kvartal faldt til ca. 3700 ledige stillinger.
Set over flere år er der en tendens til, at udbuddet af ledige stillinger er lavest i 4 kvartal – og altså ikke i sommermånederne. Måske skulle man hellere tale om, at jobmarkedet bliver ramt af efterårsblues.
Men hvordan forholder det sig så i 2024?
Her er der kun data at hente fra Danmarks Statistik for første kvartal, hvor der kan spores en stigning i antallet af ledige stillinger indenfor kategorien Information og Kommunikation fra 3700 ca. i fjerde kvartal 2023 til 4350 ca. i første kvartal 2024. På tværs af alle brancher ses en lidt svagere stigning mellem fjerde kvartal 2023 og første kvartal 2024 fra 46.700 ca. til 50.600 ca.
Der synes med andre ord at være begrænset - hvis overhoved noget - belæg for myten om det døde sommerjobmarked, selvom der selvfølgelig kan være brancheforskelle. Så når du selv har holdt din ferie, er der god grund til fortsat at kigge efter relevante opslåede stillinger.
Husk Dansk Journalistforbund samler relevante jobopslag til deres medlemmer på www.mediajob.dk.
Og du kan også finde vej til aktuelle og relevante i AJKS’ guide til jobportaler indenfor medier, kommunikation og kreative fag.
Kommentarer
stavefejl i 4 afsnit. Der står 2024 i stedet for 2023
Tak Dorthe - der er rettet:)
Mvh Hanne-Mari/AJKS