Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Dagpenge og jobsøgning i udlandet

En betingelse for at få dagpenge er, at du opholder dig i Danmark. Men under visse betingelser kan du modtage dine dagpenge, mens du opholder dig i udlandet.

Der er tre muligheder for at modtage dagpenge, mens du er i udlandet:

  1. Jobsamtale med ud- og hjemrejse samme dag
  2. Jobsamtale, hvor du er væk i op til fem dage
  3. Jobsøgning i et EØS-land i tre måneder.

Læs mere om:

Jobsamtaler i udlandet

Du kan frit deltage i jobsamtaler i udlandet, så længe du rejser ud og hjem inden for samme døgn.

Fem dages jobsøgning i udlandet

Rejser du til udlandet for at søge arbejde, kan du få dagpenge i op til fem dage. Dog kun hvis du opfylder disse betingelser:

  • Før afrejsen skal vi godkende dit udlandsophold. Du skal kunne dokumentere, at du skal til en jobsamtale.
  • Før din afrejse skal du informere AJKS og jobcentret om, hvor længe du er væk.
  • Du må højst opholde dig uden for Danmark i fem dage - fra afrejsedagen, til du igen er tilbage i Danmark. Bliver du væk i mere end fem dage, mister du desværre retten til dagpenge i hele perioden, du er væk.

Jobsøgning i udlandet

Jobsøgning indenfor EØS med danske dagpenge
Som medlem af en dansk a-kasse kan du rejse til et EØS-land for at søge arbejde. Du kan opholde dig i et land i tre måneder og få udbetalt dagpenge imens. Reglerne er komplicerede, og der er meget, du skal være opmærksom på.

Du skal opfylde følgende betingelser:

  • Være statsborger i et EØS-land
  • Være medlem af AJKS i hele perioden
  • Være fuldt ledig og dagpengeberettiget på afrejsetidspunktet
  • Være tilmeldt jobcentret i mindst fire uger umiddelbart før din afrejse og være til rådighed for arbejdsmarkedet i alle fire uger.

Fire-ugers-reglen
Før afrejsen skal du have været tilmeldt jobcenteret i fire uger. Du skal også have modtaget dagpenge som ledig på fuld tid i de fire uger. De fire uger skal være sammenhængende og uden afbrud af fx arbejde eller ferie.

Er du dimittend, dagpengeberettiget og ledig på fuld tid, kan karensperioden på én måned tælle med i de fire uger. Du har altså mulighed for at søge arbejde i udlandet kort tid efter, du har færdiggjort din uddannelse og er blevet medlem af AJKS.

Har du været syg i mere end tre dage, haft arbejde eller holdt ferie, må du altså vente med at rejse, indtil du igen har haft fire sammenhængende uger på dagpenge.

Ansøgning

Du skal udfylde en ansøgningsblanket PD U2, som du finder i selvbetjeningen. Vi anbefaler, at du søger i god tid, så din tilladelse er givet, inden du tager afsted. Modtager vi ansøgningen efter afrejsedatoen, må vi ikke give dig tilladelsen.

Jobsøgning og rådighed

Du skal følge de kontrolforanstaltninger og krav om rådighed, der gælder i det land, du er rejst til. Du skal være forberedt på, at de kan være helt anderledes end de regler, som du kender i Danmark.

Du skal derfor altid møde op, når den lokale arbejdsformidling eller andre myndigheder indkalder dig til samtale. I modsat fald risikerer du at miste din ret til dagpenge.

Udbetaling af dagpengene
Det er AJKS, der udbetaler dine dagpenge. Pengene bliver sat ind på din NemKonto. I den periode, hvor du opholder dig i udlandet, skal du udfylde et særligt EØS-dagpengekort i selvbetjeningen.

Hvis du ikke får arbejde

Hvis du ikke finder arbejde, skal du være tilbage i Danmark, så du kan tilmelde dig jobcentret som ledig inden udløbet af tre-måneders-perioden. Det betyder, at du skal tilmelde dig jobcentret i Danmark ved personligt fremmøde senest den sidste dag i din attestperiode. Overholder du ikke dette, kan du ikke få dagpenge i Danmark, før du har haft arbejde i mindst 296 timer inden for en periode på 12 uger (deltidsforsikrede 148 timer).

Hvis du får arbejde

Har du planer om at arbejde i udlandet, bør du kontakte AJKS. Lovgivningen på dette område er nemlig meget kompliceret, og der er mange fælder. Der er forskel på, om du skal arbejde inden for EØS-området, eller om du skal arbejde i det øvrige udland.

Hvad er EØS-landene?
EØS er en forkortelse for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. EØS omfatter følgende lande og områder:

Azorerne (Portugal), Balearerne (Mallorca, Ibiza (Spanien)), Belgien, Bulgarien, Ceuta (Spanien), Cypern (græske del), Danmark, De Kanariske Øer (Spanien), Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Guadeloupe (Frankrig), Guyana (Frankrig), Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira (Portugal), Malta, Martinique (Frankrig), Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Reunion (Frankrig), Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig, Ålandsøerne (Finland).

Schweiz er ikke et EØS-land, men bliver behandlet efter EØS-reglerne.
Færøerne er ikke et EØS-land, men det er muligt at modtage dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne efter lignende regler, som gælder i henhold til EØS-aftalen. Storbritannien er ikke længere et EØS-land, se reglerne for Storbritannien her.