LinkedIn: 5 fordomme, 4 typiske typer og din skræddersyede rute til succes
Hvordan ser de typiske LinkedIn brugere ud og hvordan kan du få mere ud af din profil på LinkedIn? Få et bud på det - plus data og diagrammer om danskernes vaner på sociale medier. Forstå hvad du kan bruge LinkedIn til nu.
Med 2,4 millioner danske profiler er LinkedIn formentlig et godt sted for dig at slå dine digitale folder, hvis du er interesseret i at
- udvide dit netværk
- opbygge din faglige autoritet
- opgradere dine kompetencer
Eller er det bare noget, man hører fra kommunikationskonsulenter?
Vi har gravet data frem om LinkedIn. Derfor kan vi nu kortlægge om der er hold i de typiske LinkedIn-fordomme samtidig med, at du får svar på alle dine hvem-hvad-hvor spørgsmål om LinkedIn. Det gælder fx
- hvordan passer LinkedIn ind i landskabet af sociale medier?
- hvad bruger vi LinkedIn til og hvor ofte logger vi på?
- hvordan ser de typiske brugere ud på LinkedIn?
- hvilken type er du og hvordan kan du blive (endnu) bedre til at bruge LinkedIn?
Den blide intro: Sociale medier i Danmark
Ser vi på landskabet for sociale medier i Danmark, trumfer Facebook dem alle. To ud af tre danskere har en Facebook profil – og platformen er udbredt på tværs af aldre.
Anderledes ser det ud med LinkedIn.
Selvom der er 2,4 mio. danske profiler, sniger LinkedIn sig kun lige ind på en delt 3. plads over vores foretrukne sociale medier.
LinkedIn bliver slået af Snapchat, der bruges af 25% af danskerne og deler 3. pladsen med Instagram, som også har krogen i 24% af de 16-89-årige danskere. (Kilde: It-anvendelse i befolkningen 2016, Danmarks Statistik)
Eller hvad?
Men hvad bruger vi egentlig LinkedIn til?
Ifølge AudienceProject, der har spurgt mere end 14.000 mennesker i seks lande om app- og medieforbrug, bruger vi primært LinkedIn til at:
- styrke vores professionelle netværk (89%)
- følge brands eller virksomheder (24%)
- få nyheder (13%)
Set i dét lys giver det mening at sammenholde vores brug af LinkedIn med vores alder – for selvom millennials og digitale natives, er langt fremme på tasterne, er det et fåtal af de 16-årige, der fokuserer på et stærkt professionelt netværk.
Heldigvis har både Danmarks Statistik og AudienceProject data for LinkedIn brug baseret på alder.
Og sorterer vi de unge fra: Vupti! LinkedIn springer op på en 2. plads over danskernes foretrukne sociale medie.
Således viser data fra Danmarks Statistik, at når vi zoomer ind på de 19-89-årige bruger 96% Facebook, og 37% bruger LinkedIn. Snapchat og Instagram må deles om 3. pladsen (32%).
Og faktisk stiger vores LinkedIn-glæde, jo ældre vi bliver:
Altså indtil vi bliver 56 år. Så falder andelen af brugere i aldersgruppen til 22%, ifølge The AudienceProject, 2017.
Er LinkedIn kun for mænd?
Jo ældre vi er (indtil vi rammer de magiske 56) jo gladere er vi for LinkedIn, men hvad så med kønsfordelingen?
Passer det virkelig, at LinkedIn kun er for mænd (og Instagram er for kvinder?)
Tja, men kun en smule.
Hvis du vil finde mange mænd samlet ét sted, er det nok ikke LinkedIn du skal besøge – selvom der er en lille overvægt af mandlige brugere i forhold til kvindelige.
Helt præcist anvender 37% af de danske mænd LinkedIn, mens tallet for kvinderne er 31%.
(Til gengæld har især Pinterest en overvægt af kvindelige brugere; mens du finder overtal af mænd på Twitter).
Hvor ofte bruger vi LinkedIn?
Mens Facebook er en af vores favorit-overspringshandlinger og 72% af danskerne mellem 16-89 år tjekker Facebook flere gange dagligt, ser det anderledes ud med vores brug af LinkedIn.
Kun 11% tjekker LinkedIn flere gang om dagen, 35% tjekker LinkedIn 1-6 gange om ugen og hovedparten af os (54%) logger på LinkedIn sjældnere end det, ifølge data fra Danmarks Statistik bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen fra 2017.
LinkedIn guides
AJKS har lavet en række guides til dig, der vil blive klogere på LinkedIn.
LinkedIn er kun for jobsøgere (er vi alle jobsøgere?)
LinkedIn startede som et sted, hvor du kunne dele dit CV, søge jobs og netværke med dem, du kendte i forvejen.
Men er LinkedIn stadig primært for aktive jobsøgere?
Ud af de mere end 500 millioner globale LinkedIn-brugere, har lidt over 3,4 mio. af dem slået den funktion til, der fortæller rekrutteringsfolk, at de er åbne for nye muligheder, ifølge DMR, Business Statistics fra januar 2018.
Men betyder det, at du er jobsøgende? Eller at alle jobsøgende har opdaget funktionen og slået den til?
LinkedIn, og andre inden for rekrutteringsbranchen, opererer med en anden definition på jobsøgere: Aktive og passive jobsøgere.
Og i dét perspektiv er vi alle jobsøgere – nogle er bare mere aktive end andre.
Kun 32% af de nordiske brugere søger aktivt efter nyt job
LinkedIn undersøgte i 2016, hvordan kandidater i Norden gerne ville rekrutteres. Undersøgelsen er baseret på LinkedIn-data og svar fra 1908 LinkedIn brugere.
Undersøgelsen viste, at 91% af de medvirkende er interesserede i at høre om nye jobmuligheder. Men "kun" 32% af dem leder aktivt efter et nyt job.
Set i det lys, er det rimeligt at antage, at LinkedIn er et forum for jobsøgere (det er 'bare' et spørgsmål om, hvor du ligger på aktiv/passiv-skalaen).
Før vi vender næste blad i denne LinkedIn saga – og dykker ned i 4 typiske LinkedIn typer – tager vi lige et
[ LinkedIn fakta intermezzo ]
- Du bruger primært LinkedIn til at styrke dit professionelle netværk
- LinkedIn er danskernes foretrukne sociale medie efter Facebook (med mindre du er teenager eller derunder)
- Der er en lille overvægt af mænd >< kvinder på LinkedIn
- Du tjekker LinkedIn mindre end 1 gang om ugen
- LinkedIn er et forum for jobsøgere - både de aktive og passive
4 typiske typer på LinkedIn
Men hvordan ser så de typiske LinkedIn brugere ud? Kan man klassificere nogle arketyper?
Det er netop hvad vi har forsøgt at gøre i AJKS karriereteam. Det er blevet til nedenstående:
- Strategen
- Observatøren
- Sælgeren
- On/off-typen
De fleste af os vil have træk fra alle fire - se om du kan finde dig selv (eller en du kender) i de fire typiske LinkedIn typer i vores infografik:
Du kan også hente vores 4 typiske LinkedIn typer-infografik i pdf nu.
Din skræddersyede rute til succes
Hvordan øger du dit udbytte af LinkedIn? Det kommer an på, hvilken type du er - men det afhænger også af
- hvor du vil hen (dit mål)
- hvem din målgruppe er
- hvad din niche er
Derfor findes der ingen "one size fits all"-strategi på LinkedIn eller andre sociale medier. Og den allerbedste vej til succes er at være dig selv. Derfor: Læs om mulighederne for optimering. Tag det du kan bruge. Og glem så resten.
Optimeringspotentiale for strategen
Som den strategiske bruger af LinkedIn, udnytter du platformen udmærket. Du har et veludbygget netværk, tjek på hvordan din profil får synlighed og de muligheder der er for at udgive dit eget indhold.
Når du udgiver dit eget indhold, er du en del af en meget eksklusiv skare. Undersøgelser viser, at ud af LinkedIns 540+ millioner brugere på globalt plan, er det kun 3 millioner (fordelt over hele kloden), der ugentligt deler indhold (Kilde: LinkedIn og DMR, Business Statistics).
Selv blandt de mest succesfulde brugere, er det stadig kun 44%, der finder værdi i at like, kommentere eller dele andre brugeres statusopdateringer (Kilde: Portrait of a LinkedIn user 2016, Powerformula.net).
Konkrete råd til optimering
- som strateg er det vigtigt med social proof, der viser andre i dit netværk at du er førende/værd at kende inden for dit felt. Det kan du få ved at arbejde med at få flere anbefalinger fra kontakter. Så udbyg antallet af anbefalinger
- kommunikér i flere formater og udnyt at du kan uploade video på LinkedIn, det kan du fx gøre ved at tilføje video under hver stilling eller som selvstændige projekter. Tænk også i video-indhold du selv kan producere.
Cisco forudser, at allerede i 2019 vil 80% af al internettrafik være video og vi konsumerer video som aldrig før. 46% af de mest succesfulde LinkedIn brugere har inkluderet video, lyd, præsentationer og andre medier på deres profil, ifølge PowerFormula.net
- hold dit netværk ved lige løbende. Send fx en in-mail med artikler eller invitationer til relevante begivenheder så du kan udbygge og genskabe kontakt til tidligere kolleger, samarbejdspartnere og online fagfæller
- udbyg dit netværk strategisk. Globalt set har vi i snit 400 forbindelser på LinkedIn, men 27% af de mest succesfulde LinkedIn brugere har mellem 500-900 forbindelser , ifølge PowerFormula.net, så de fleste strateger har plads til forbedring
- når du udbygger dit netværk, så
- start med interessante virksomheder og identificér herigennem hvilke ressourcepersoner, du skal forbinde dig med
- se hvem dine 1. leds forbindelser har i deres netværk som det er relevant at få ind i dit netværk
- brug LinkedIns grupper til at udse dig nye forbindelser, der har relevans for dit felt og din faglighed. Få inspiration til hvad du kan skrive, når du gerne vil connecte nu.
- for at få fuldt udbytte af din indsats som strateg, kan det være en fordel med tydeligt call to action på din profil og tydelige kontaktoplysninger samt link til eventuelle andre kanaler (især hvis du har som mål at sælge enten dig selv eller dine ydelser)
- brug LinkedIn og dit netværk til at udvikle dit eget originale indhold - spørg ud i dit netværk hvilke artikler du skal skrive næste gang, hvad de gerne vil have med i en FAQ om et givet emne og lignende som det passer inden for dit fagområde
Optimeringspotentiale for observatøren
Der er flere typer af observatører. I hver sin ende af skalaen finder vi:
- Dig der oprettede en profil for et år tilbage og ikke har rørt den siden. Det vil sige, den hverken er fuldt udfyldt eller opdateret.
- Dig der har en fuldt udbygget profil og jævnligt logger på LinkedIn, men af den ene eller anden årsag (endnu) ikke har været synlig ved at kommentere, dele eller like i større stil.
Konkrete råd til optimering for dig, der er observatør kategori 1
- Log på LinkedIn, vælg 'Vis profil' og gå i gang med at udfylde din profil
- Billede: Vælg et professionelt billede. Profiler med et professionelt portrætfoto får 14 gange flere visninger (kilde: DMR, Business Statistics)
- Banner: For øget blikfang og branding, så vælg et skræddersyet baggrundsbanner
- Overskrift: Vælg 2-7 sigende nøgleord - fx dit fagområde, din titel eller kernekompetencer. Har du flere, så adskil dem med en pipe (|)
- Nuværende stilling: Tilføj din nuværende stilling. Er du ledig, så brug feltet til at beskrive din faglighed eller ønskede titel; og tænk igen i nøgleord
- Uddannelse: Tilføj dine seneste uddannelser (som i et CV, behøver du ikke gå tilbage til folkeskolen)
- Beliggenhed: Vælg hvor du er bosat (eller det område du gerne vil arbejde i, hvis du overvejer at flytte)
- Medier: Hvis du har præsentationer, video eller andre medier, så upload dem til din profil eller link til eksterne kilder
- Branche: Via dropdown menuen vælger du din branche eller den branche, du gerne vil findes på
- Resumé: Skriv en tekst fra 5-? linjer. Dette er din faglige profiltekst. Kom gerne op i helikopteren her.
Skriv hvad du overordnet brænder for - måske er det kommunikation, at arbejde med mennesker eller at lave nye processer, der sparer virksomheder tid og penge...
Tænk i nøgleord (keywords); altså ord du gerne vil findes på. Og som der rent faktisk er nogen, der søger efter. Undgå at falde for dybt i tønden med klicheer. LinkedIn udgiver hvert år en oversigt over "buzzwords" - så hvis du gerne vil skille dig ud fra de andre, skal du ikke vælge ord som "specialized", "experienced", "leadership" eller "skilled".
- Når du har udfyldt felterne i din hovedprofil, så udfyld felterne for tidligere stillinger (erhvervserfaring). Tænk igen i at beskrive din stilling grundigt og med udgangspunkt i nøgleord. Beskriv fx dine ansvarsområder, resultater og specialer.
- Vælg herefter dine kernekompetencer (minimum 5, hvis du følger rådet fra LinkedIn)
- I øverste højre hjørne kan du herefter skrive relevante kurser, certificeringer, projekter og lign.
Når du har udfyldt ovenstående felter i din LinkedIn profil (ud fra en strategisk brug af nøgleord), har du et godt fundament for at sikre synlighed omkring din profil. Det er dit første skridt.
Konkrete råd til optimering for dig, der er observatør kategori 2
Forudsat at din profil er udfyldt jf. ovenstående trin, er første skridt til optimering for dig der er observatør i kategori 2, at gøre dig klart, hvorfor du ikke har været synlig på LinkedIn.
Vil du gerne, men er du usikker på, hvordan omgangstonen er, hvordan du "teknisk" griber det an i forhold til fx at like eller dele, så brug et par timer på at lege. Klik rundt på andres profiler, se hvad de poster og tonen eller sproget er. Du kan være anonym (bare lige mens du leger):
Sådan er du anonym på LinkedIn
- Gå ind på din LinkedIn-profil, vælg 'dig' og herefter 'indstillinger og privatliv'
- Vælg 'privatliv'. Her kan du vælge, hvordan du vil vises for medlemmer, der ikke er logget ind, hvem der kan se dine forbindelser og meget mere.
- Vælg 'profilvisninger' og vælg herefter, hvad andre kan se, når du har kigget på deres profil.
- For at være anonym: Vælg 'anonymt LinkedIn-medlem' så har du helt anonyme oplysninger
Det kan dog ikke anbefales at være anonym hele tiden da det straffer dig i forhold til at blive vist i søgninger så hyppigt som ellers.
Hvis du fortsat ikke ønsker at engagere dig aktivt på LinkedIn, kan du stadig optimere din brug af LinkedIn ved fx at
- følge relevante / interessante virksomheder
- følge bestemte emner, der ligger inden for dit arbejdsfelt
- finde relevante grupper, hvor du ofte kan holde dig opdateret med trends og tendenser inden for dit felt
- vedligeholde og genskabe kontakten med dit netværk via in-mail. Tag løbende direkte kontakt, invitér kontakter med i fælles projekter og drik en kop kaffe.
50% af de mest succesfulde LinkedIn brugere anvender in-mail til at kommunikere med eksisterende forbindelser, 62% bruger det til at tjekke profiler ud før eller efter et fysisk møde. Samtidig siger 68% af LinkedIn-brugere i USA, at LinkedIn har hjulpet dem med at genskabe kontakten med tidligere kolleger og samarbejdspartnere, ifølge powerformula.net
Optimeringspotentiale for sælgeren
Uanset om du er sælger af budskaber eller af ydelser, fx i din egen virksomhed, har du et stærkt optimeringspotentiale alene ved at være mindre fokuseret på dig selv og dine budskaber - og mere fokuseret på din modtager og dennes behov.
Kort sagt: Slap lidt af med budskaberne.
Styrken ved denne type er at du ikke er bange for at blande dig i LinkedIn-debatten eller lave opslag. Så byg videre på det, men sørg for at have lidt større blik for din modtager.
Konkrete råd til optimering
- Start med at definere din niche og faglige autoritet. Det kan du zoome ind på ved at svare på hvilke arbejdsopgaver eller områder, der er vigtige for dig (og ikke den virksomhed som du repræsenterer). Sæt ord på, hvad det er du kan bidrage med inden for dit arbejdsfelt
- Brug et par dage på at lytte. Hvilke emner går din målgruppe op i? Hvordan udveksler andre erfaringer? Hvad falder du over af gode opslag eller artikler som andre deler?
- Når du har et godt begreb om din egen niche og hvordan din målgruppe agerer og "taler", så definér hvilke behov de har som samtidig overlapper med de ydelser (eller budskaber) du sælger. Sæt ord på 3-5 områder hvor du og målgruppen har fælles interesser og sæt ord på de behov målgruppen har.
- Start en ny omgang af kommunikation - denne gang med fokus på din modtager. Del meget gerne også andres indhold; både posts fra LinkedIn men også artikler eller undersøgelser fra andre kanaler.
- Hvis du skal "sælge" budskaber eller ydelser, så gør det efter 80/20 princippet: 80% ikke-salg, 20% salg
Optimeringspotentiale for on/off-typen
For on/off-typen handler det i virkeligheden om at komme op på hesten - og blive der.
Du har en fornuftig tilgang til LinkedIn og - når du er aktiv - formår du at vokse dit netværk, engagere dig og minder meget om strategen.
- Undgå kun at bruge LinkedIn, når du har en aktuel udfordring
- Sørg for at vedligeholde eller udbygge dit netværk i det daglige.
- Bliv ellers ved med det gode arbejde – bare gør det lidt oftere…
Hvilken type er du - eller mangler du en?
Mangler du en type eller har du konkrete spørgsmål til, hvordan du kan få mere ud af LinkedIn, så kommentér neden for.
Vil du bruge LinkedIn lidt mere?
Vil du vide, hvordan du får endnu mere ud af LinkedIn, så kan du
- downloade vores gratis guide om LinkedIn
- tilmelde dig vores gratis gå-hjem møde om LinkedIn den. 25. april i København eller den 23. maj i Aarhus.
Kommentarer