Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ny medlemsundersøgelse: Meget tilfredse medlemmer – men der er altid plads til forbedringer

Medlemsundersøgelsen for 2020 viser, at AJKS igen har en høj grad af tilfredse medlemmer. Det er vi selvfølgelig stolte over. Det er dejligt at kunne se sort på hvidt, at det daglige arbejde og vores udviklingsarbejde giver pote. Men det giver os også indblik i, hvor vi kan blive bedre. Og det er det, som vi skal arbejde videre med nu.

 

Øget tilfredshed på næsten alle parametre

Først lidt ananas i egen juice – størstedelen af de adspurgte medlemmer, vil anbefale AJKS til andre. Det er en af verdens mest anvendte KPIer, som vi ligger rigtig flot i. Og som noget af det vigtigste for os, så er AJKS mere end ”bare en a-kasse” for størstedelen af medlemmerne. Det taler lige ind i vores værdier og vores mission. Vi er en personlig a-kasse, der hjælper medlemmerne, og som har fokus på deres faglighed. Det kan vi heldigvis også se i medlemsundersøgelsen.

 

Mulighed for forbedring

Et af de steder, som vi gerne ville score højere på, er ”mødet med a-kassen”. Vi kan se, at omtrent alle medlemmer er glade og yderst tilfredse, så snart de får individuel rådgivning – både hos karrierevejledere og a-kassevejledere. Der hvor mødet med a-kassen bliver lidt mudret, er i større forsamlinger. ”Vi holderen del fællesmøder, og den del skal måske gentænkes eller videreudvikles”, fortæller Linda Garlov, der er direktør i AJKS. En del medlemmer har nemlig svært ved at se sig selv og deres egen faglighed, når det er en bred medlemsskare, der er med til møderne.

Derfor tænker vi nu i flere individuelle tilbud og nye måder at segmentere møderne på. Som noget nyt tilbyder vi fx velkomstmøder målrettet dimittender. Her gennemgår vi selvfølgelig de generelle regler, men vi har også fokus på vejen fra studie til karriere, som kan være lidt anderledes end fra job til job.

 

Forskel på medlemstilfredshed i Øst og Vest

Der er også forskel på, hvor tilfredse medlemmerne er – alt efter om de bor på Sjælland eller i Jylland og på øerne. AJKS har kontor i Århus og i København, så for nogle medlemmer kan der være stor rejseaktivitet involveret, når de skal til møde eller vil deltage i tilbud hos AJKS.

Tidligere var der flere events i København end i Århus, da tilslutningen i Århus ikke var så stor. Med erfaringen fra Coronakrisen, kan vi se, at vores webinarer har stor tilslutning fra hele landet. Derfor bliver de en fast del af vores tilbudspakke. Det kommer ikke til at ske som en erstatning for de fysiske workshops og møder - men som et udvidet tilbud, der kan gøre dem mere eftertragtede for medlemmer, der ellers har lang vej til AJKS.

 

Tak til medlemmerne

Medlemsundersøgelsen er blevet sendt til et udsnit af ledige medlemmer i AJKS.

Hvis du ikke er blevet spurgt – enten fordi du ikke er ledig, eller du ikke er blevet udtrukket, så vil vi stadig gerne høre fra dig, hvis du er glad for vores arbejde eller tilbud – eller at du omvendt ikke er. Konstruktiv kritik giver os mulighed for at blive endnu bedre.

Vi er glade for, at så mange medlemmer har brugt tid på at deltage i undersøgelsen – og endda komme med uddybende kommentarer. Det hjælper os med at gøre mere af det, vi gør godt – og hjælper os med at vende fokus mod områder, der kan forbedres. Mange tak for hjælpen!

 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.