2020 tegner til at blive et godt år for AJKS-medlemmers jobmarkeder!
Der er tegn i sol, måne og stjerner - og ikke mindst AJKS’ nye rekrutteringsanalyse – der viser, at 2020 bliver et godt år for AJKS-medlemmer. En analyse der stiller skarpt på vores medlemmers kompetencer, jobmarkeder og arbejdsgivere.
Vi kommer med lidt indblik her. Hele analysen udkommer 15. januar 2020.
Ny viden om vores medlemmers jobmarkeder
I 2019 besluttede vi os for at kvalificere den viden, der var tilgængelig omkring vores medlemmers jobmarkeder. For nok har vi kunne trække tal fra jobindsats.dk, der gav et billede af, at vores ledige medlemmer gik hurtigt i job (ca. 63% på et halvt år på landsplan i 2019), og selvom vores løbende dialog med medlemmer og virksomheder gav os vigtig viden om de brancher, vores medlemmer arbejder indenfor, havde vi behov for at blive endnu klogere på vores medlemmers fag.
Derfor gik vi i gang med at udarbejde en ambitiøs rekrutteringsanalyse i samarbejde med DJ og KS - en analyse, der modsat de eksisterende, stiller skarpt på vores medlemmers kompetencer, jobmarkeder og arbejdsgivere.
Således har vi spurgt arbejdsgivere, hvor AJKS’ medlemmer enten er eller har været ansat, om deres rekrutteringsvaner, præferencer og behov inden for kommunikation, marketing, journalistik, HR, grafisk arbejde, sprog (herunder korrektur og oversættelse), samt radio og tv. Og deres besvarelser viser gode tendenser.
Gode tegn i 2020
Næsten 2/3 af respondenterne svarer, at de forventer at skulle rekruttere i løbet af de næste et til to år, og af dem svarer næsten 40%, at de forventer at skulle rekruttere mere end 5 medarbejdere.
Der er også tegn på, at der er gang i opgavemarkedet for freelancere og selvstændige. Således svarer mere end 2/3 af respondenterne, at de får løst opgaver af freelancere og selvstændige.
Læs mere når vores rekrutteringsanalyse udkommer i januar 2020!
Vores rekrutteringsanalyse tegner altså et billede af, at vores medlemmers kompetencer er efterspurgte.
Men den bekræfter, udfordrer og nuancerer også eksisterende viden om præferencer i forhold til ansøgning og CV, kompetenceefterspørgsel m.m. Det kan du læse meget mere om dette den 15. januar 2020, når rekrutteringsanalysen udkommer.
Kommentarer