AJKS bliver billigere for nogle nyuddannede
Fra 1. november 2024 fjerner AJKS bidraget til a-kassen for nyuddannede, der er kommet på nedsat dimittendsats. Det betyder, at deres kontingent bliver 100 kroner billigere. Fremover vil deres kontingent kun bestå af bidrag til staten.
AJKS' hovedbestyrelse valgt at fjerne bidraget til a-kassen, når de nyuddannede går ned i dagpengesats efter 3 måneders ledighed*.
”De unge er pressede nok i forvejen, og gør alt, hvad de kan, for at komme ind på arbejdsmarkedet. AJKS er ikke enige med politikernes i, at dårligere økonomi får nyuddannede hurtigere i job, så dette er vores mulighed for at gøre en forskel. Vi kan ikke røre ved bidraget til staten, men vi kan fjerne det til os selv. AJKS har allerede branchens laveste kontingent, så det bliver nok ikke noget, der løser den økonomiske situation for den enkelte. Det er mere et signal til de unge om, at vi støtter dem – og til politikerne om, at vi står ved vores kritik”, siger Linda Garlov, direktør i AJKS.
Den lavere dagpengesats er et resultat af de ”nye” dagpengeregler fra 2023, som forringede vilkårene for nyuddannede – også kaldet dimittender.
Medlemmer får direkte besked, hvis der sker ændringer i deres kontingent.
*Medlemmer af Artisternes afdeling af AJKS er ikke omfattet af dette.
Kommentarer