Beskæftigelsestillægget – en styrkelse af medlemskabet
Fra 1. maj 2023 vil mange medlemmer, der melder sig ledige få en højere dagpengesats i de første tre måneder. Hvis de opfylder kriterierne, stiger satsen til 23.449 kroner for fuldtidsmedlemmer og til 15.632 kroner for deltidsmedlemmer.
Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal forstå de nye regler - for forenkling er der desværre ikke så meget af. Men selvom reglerne er kringlede, skal det ikke holde os fra at formidle de gode nyheder. Vi forsøger at gøre det så let forståeligt, som muligt.
Beskæftigelsestillæg i de første 3 ledighedsmåneder
Hvis du melder dig ledig efter 1. maj 2023, kan du få et beskæftigelsestillæg i de første 3 måneder, du er ledig – hvis du opfylder kriterierne.
Du kan få et beskæftigelsestillæg, hvis:
- forbruget af din dagpengeperiode starter 1. maj 2023 eller senere. (Hvis du har startet forbruget af din dagpengeperiode før 1. maj 2023, kan du ikke få beskæftigelsestillægget),
- og du har været uafbrudt medlem af en a-kasse de seneste 4 år,
- og hvis du i de seneste 3 år (36 måneder), inden du blev ledig, har haft indkomst i 24 af månederne med en indkomst, der svarer til indkomstloftet på 21.194 kroner for fuldtidsmedlemmer (2023 tal) eller 14.129 (2023 tal) kroner for deltidsmedlemmer,
- og du opfylder beskæftigelseskravet, som betyder, at du har arbejdet i 3.848 timer indenfor de seneste 3 år. (Du kan max medtage 160,33 timer pr. måned. Det betyder, at du som minimum skal bruge 24 måneder inden for 3 år på at opfylde kravet),
- og du har fået beregnet den maksimale dagpengesats, som er på 19.728 kroner for fuldtidsmedlemmer og 13.152 kroner for deltidsmedlemmer.
Er du studerende, så meld dig ind i god tid
Hvis du er studerende, kan det betale sig at melde dig ind i en a-kasse, så tidligt som muligt. For dit gratis studie-medlemskab tæller også med. Så hvis du melder dig ind 2 år før, din uddannelse slutter, så er du et skridt tættere på at få beskæftigelsestillægget, hvis du senere bliver ledig.
Kringlede regler – søg individuel rådgivning
Beskæftigelsestillægget er en styrkelse af medlemskabet for mange medlemmer. Er du i tvivl om, du er en af dem, der kan få glæde af det, så kontakt vores a-kassevejledere, som står klar til at rådgive dig.
Kommentarer