Du er nødt til at asfaltere, mens du kører
Hvad kræver det at blive selvstændig? Hvordan kan du bruge din a-kasse – og hvornår er du klar? Hør hvilke tanker to AJKS-medlemmer gjorde sig, før de sprang ud som selvstændige.
Hvordan opstod ideen til Videokonsulenterne?
"Vi mødtes til et netværksmøde i AJKS, hvor vi skulle præsentere os selv og pitche ideer. Det førte til flere kaffemøder. Vi var gode til at supplere hinanden, så løse idéer blev hurtigt konkrete og kvalificerede," forklarer Susan Stølsvig Skovmand.
"Jeg havde egentlig været i gang i et par år som delvist selvstændig og freelancer og var rigtig godt gammeldags træt af at være alene. Derfor var det virkelig noget af en appelsin, der dalede ned i min turban, da jeg mødte Susan til netværksmødet i AJKS," supplerer Katja Hemming Hansen.
De to mødtes til et netværksmøde i AJKS, og faldt i snak på fortovet efter mødet. Snakken ledte til en kop kaffe.
Dengang vidste de ikke, at det ville resultere i en egentlig virksomhed, for de startede begge med at arbejde med Videokonsulenterne som en selvstændig bibeskæftigelse.
Videokurser med fokus på storytelling, SoMe og enkelthed
Susan har en baggrund inden for teatervidenskab, og hun har primært arbejdet med udvikling af dramatiske tekster til teater, radio, film og tv, som producer, dramaturg og forfatter. Katja har en bachelor i kommunikation og har siden hun var 18 år lavet tv, blandt andet i 7 år på DR, men har også specialiseret sig inden for online kommunikation.
"Vi har en masse erfaring med storytelling, SoMe, markedsføring og kommunikation. Derfor kan vi rådgive folk ud over det tekniske i videoproduktionen. Vi går op i, at det skal være skarpt og enkelt. Både fordi det enkle har størst gennemslagskraft, men også fordi det skal være relativt let at udføre, i en kvalitet du kan være stolt af," forklarer Susan.
Selvom Videokonsulenterne er kommet godt fra start, har der også været udfordringer.
”Som selvstændig er der mange timer, du ikke kan fakturere. Men millionerne ruller ikke ind fra start, så du er nødt til at tjene nogle penge. Jeg har været rigtig glad for at kunne få supplerende dagpenge – ellers tror jeg ikke, jeg havde turdet,” forklarer Katja.
At finde tid, ro og økonomi til at udvikle og afprøve et fælles forretningskoncept har været en af de største udfordringer. Hér har rådgivning fra AJKS været en hjælp og det har været en fordel, at de kunne supplere med dagpenge, før de besluttede at blive selvstændige på fuld tid.
Det tager tid at arbejde selvstændigt
Netop tiden har været en udfordring, fordi der også skal laves markedsføring, processer og holdes styr på teknik.
”For mig har det også været en overraskelse at opdage, hvor meget tid vi bruger på at markedsføre vores kurser. Det er en tidssluger!” Siger Susan.
”Ja, plus det helt grundlæggende arbejde med at definere arbejdsgange, processer og arbejdsfordeling. Det er vigtigt, men også noget af en tidsrøver,” supplerer Katja.
Teknisk bøvl og lange tasker
"Og så er der også utrolig meget teknisk bøvl, som man selv skal finde rundt i. Man kan jo ikke ringe efter en tekniker, der kommer rendende og løser ens problemer. Det har givet mig virkelig lange tasker. Og et nærmest rødglødende Google i perioder. Jeg har sendt mange kærlige hilsener til de mange mænd og damer, der sidder og laver godt content om alt mulig mystisk, som har reddet min røv i flere omgange," siger Katja.
AJKS har bakket os rigtig godt op!
Undervejs har både Susan og Katja kunnet trække på AJKS i flere sammenhænge.
"Udover at vi mødtes til netværksmødet hos AJKS, har jeg også fået rådgivning i regler for selvstændige og selvstændig bibeskæftigelse. Og så var AJKS en af vores første kunder: De bookede os til at holde to gå-hjem møder for deres medlemmer. Jeg føler, at AJKS har bakket os rigtig godt op!” fortæller Susan.
Du er nødt til at asfaltere, mens du kører
Hvis du overvejer at arbejde freelance eller selvstændigt, får du her et par råd fra Katja og Susan.
"Det lyder som en kliché, men du må springe ud i det. Du er nødt til at asfaltere, mens du kører. Og så er det bare om at justere ind efter den feedback, du får undervejs," siger Susan.
”Ja, det har vi grinet meget af. For hvornår er du klar? Jeg havde faktisk udviklet og afholdt et mobilvideo-kursus, før jeg mødte Susan, men jeg blev ved med at nørde og fedte med det. Det var det kursus, vi udviklede videre på sammen, og der har Susan været god til at sige: Nu gør vi det sgu! Og så holdt jeg mig for næsen, kneb øjnene i og tog springet sammen med hende,” slutter Katja.
Selvom Videokonsulenterne ikke har været i gang længe, er der gang i forretningen.
"Vi får rigtig god feedback fra folk, der har taget vores kurser. Det er jeg stolt af," siger Susan, og Katja slutter:
"Der tikker også en masse kursussalg ind via vores hjemmeside, og derudover har vi givet tilbud på en masse spændende projekter. Vi har allerede flere dialoger kørende med virksomheder og organisationer, så der er sat en masse skibe i søen, som vi håber når i havn."
Kommentarer