Gik du glip af Faglig Torsdag? Få 5 takeaways her
300 medlemmer af DJ, KS og AJKS deltog den 27. maj i 2,5 timers tour de force i kampagneplanlægning på sociale medier. CPC Social viste, hvordan man laver et pletskud af en SoMe-kampagne fra idé til evaluering. Missede du webinaret, så læs med her.
Her kommer 5 takeaways fra Christian Strandberg og Christian Rosenbech, der begge er partnere i CPC Social.
- Eyetrackingstudier viser, at vores målgrupper følger en fast rækkefølge, når de ser kampagner og reklamer på sociale medier – og content generelt. Først ser vi det visuelle billede. Det kan være et single image, en video eller en karrusel.
Derefter søger øjnene mod opslagets tekst, også kaldet copy’en. Hvem har skrevet det her, tænker vi og kigger allerøverst for at finde ud af, hvem afsenderen er.
Til sidst læser vi overskriften på linket og evt. kommentarer bagefter. Tænk det derfor ind i din kampagneplanlægning, når du skal afgøre, hvad der er vigtigst, at din målgruppe ser først. - Skift sproget på din business manager og få adgang til deres nye features først.
Måske har du det bedst med at navigere rundt i Facebooks ret omfattende business-univers på dansk. Men CPC-gutterne fortalte, at Facebook altid udruller nye ændringer på den engelske først.
Derfor kan det give mening at skifte til den engelske og blive fortrolig med den. Det gør det også lettere, hvis du på et tidspunkt støder på et problem og skal søge efter løsninger på Google eksempelvis. - Kun 5,2 % af dine følgere på din virksomheds eller organisations facebookside ser dit organiske content. Og ofte vil det være de samme personer.
Derfor giver det god mening at investere i betalt annoncering på Facebook for at opnå synlighed blandt dine ønskede målgrupper. Det giver også bonus, hvis du skal have det bedst mulige datagrundlag. I betalte annoncer vil du få meget mere data at arbejde med, end hvis du kun følger den organiske trafik. - Facebook ændrer deres algoritmer hver dag. Og du kan ikke outsmarte dem, som man måske kunne engang. Derfor var en af Christian Strandbergs store pointer, at man skal have tiltro til, at Facebook ved bedst, når det kommer til digital marketing på deres sociale medie. Især kan du drage nytte af at benytte Campaign Budget Optimization, som automatisk fordeler dit budget på de bedst konverterende annoncesæt.
- Tænk rundt om din målgruppes adfærd og målret derefter. Giver det fx mening for dig, at dine købere/medlemmer skal være i en helt bestemt aldersgruppe, eller er det måske nærmere deres interesse for et givent område, der kunne gøre dem interesseret i at købe fra dig eller støtte din organisation?
Christian brugte følgende eksempel: I stedet for at målrette din kampagne mod forældre med børn i 0-3 års-alderen, kunne det give mening at målrette mod folk, der liker Ramasjang, Pampers, Emmaljunga osv.. Derudover var en væsentlig pointe, at lige så vigtigt som det er at inkludere kundetyper i din målretning, lige så vigtig er det at ekskludere (eksempelvis eksisterende medlemmer og kunder, der næsten lige har købt samme produkt fra dig).
Der var rigtig stor interesse for dette webinar fra vores medlemmers side, og derfor vil vi gerne afholde noget lignende igen. Har du ideer til, hvad der kunne være spændende at lære mere om? Skriv gerne en kommentar med forslag.
Gense webinaret gennem selvbetjeningen
Vi har lagt et link ind til en optagelse af webinaret, som vil være tilgængeligt i 3 måneder – dvs. indtil omkring 27. august. Du finder det på forsiden af selvbetjeningen, når du logger ind. Er du medlem af KS eller DJ, kan du også finde det hos dem.
Log ind på selvbetjeningen og find linket her >
Kommentarer
Jeg kunne godt tænke mig et lignende webinar om Instagram.
Hej Anna,
Tak for dit forslag. Du må gerne uddybe, hvilke aspekter af Instagram, du er nysgerrig på. :)
Dbh. Maja / AJKS