Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Hvad med uddannelse til de uddannede?

Bureaukrati, kontrol og meningsløs aktivering har længe været dominerende for beskæftigelsespolitikken. Det har selvfølgelig ikke været måden at skaffe ledige i beskæftigelse. Det har regeringen nu heldigvis indset og har valgt at følge de spor, som vi i a-kasserne og i de faglige organisationer gennem flere år har efterspurgt: Mere tillid til den enkelte ledige, væk med tvivlsomme kurser og øget udnyttelse af a-kassernes branchekendskab og netværk.

I regeringens beskæftigelsesudspil ”Vejen til varig beskæftigelse – den enkelte i centrum” er der mange roser, men også et par torne som vi i AJKS gerne ser fjernet i den endelig lovgivning.

AJKS - Journalisternes og kommunikatørernes a-kasse er mere end parat og kompetent til at påtage os nogle af de opgaver, som hidtil har ligget i jobcentrene sammen med de helt nye opgaver, der måtte komme.

Oprettelsen af en fælles joblog som både den ledige, jobcenteret og a-kassen har adgang til kan vi således kun støtte op om. Det vil uden tvivl gøre, at de ledige kan fokusere på at komme i beskæftigelse fremfor at skulle opfylde rigide kontrolkrav hos den ene og anden myndighed.

Når regeringen siger ’væk med aktivering og ind med uddannelse’, så håber jeg, at det gælder for alle ledige og ikke kun dem uden uddannelse.

Ingen tvivl om at ufaglærte skal have et kompetenceløft og muligheden for uddannelse. Men det skal vel ikke ske på bekostning af alle andre? Vi ved at arbejdsmarkedet efterspørger at uddannede ledige i deres ledighedsperioder opkvalificerer og videreuddanner sig. Den mulighed ser jeg meget nødigt bliver fjernet i den kommende beskæftigelsesreform. Vi hører ofte fra vores medlemmer at seksugers selvvalgt uddannelse har været medvirkende til at de kom tilbage på arbejdsmarkedet.

Regeringen lægger op til at det skal være a-kasserne, der skal stå for kontakten med de resursestærke, der ”bare mangler et job” som statsministeren sagde det på pressemødet for det nye udspil. Det tyder på, at regeringen har læst de mange undersøgelser, der peger på, at en tæt og indsigtsfuld vejledning fra a-kassen samt målrettet uddannelse giver den største sandsynlighed for, at den arbejdsløse kommer i job. Muligheden for at være den forskel, vi rent faktisk er for medlemmerne, bliver langt større, og det er vi glade for.

Hvis vi langt om længe får en lovgivning, der tager hensyn til de mange, der gerne vil have et arbejde frem for at gøre den til et kontrolsystem for få, der måtte bruge kræfter på at omgå systemerne, er vi nået langt. Udspillet har mange gode elementer, men det er afgørende, at alle får mulighed for at få mere uddannelse. Uanset uddannelsesniveau har alle brug for livslang læring. Det giver næring til både udvikling og jobsøgning. Og det er med til at skaffe ledige i arbejde.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.