Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

3 tip til din LinkedIn firmaprofil

AJKS – a-kassen for professionelle i medie- og kommunikationsbranchen – har fået en virksomhedsprofil på LinkedIn. Og du kan følge med i vores rejse, når vi sigter efter at gå fra 0 til 1000 følgere.

LinkedIn firmaprofil

Jakob Carlsen

LinkedIn baby step no. 1: AJKS opretter en virksomhedsprofil!

Første skridt er naturligvis at oprette selve profilen.

Kort om LinkedIns virksomhedsprofil

Det er relativt enkelt at oprette en virksomhedsside på LinkedIn. I topmenuen på LinkedIn, finder du punktet ’Work’ og under dette er funktionen 'Create a Company Page'.

Når du klikker her, guides du igennem processen og får hurtigt styr på selve formen.

Derfor skal du ikke kopiere teksten fra din ’Om os side’

Men én ting er form, noget helt andet indhold. Og som det meste andet i livet, handler din virksomhedsprofil på LinkedIn i bund og grund om, hvad du propper ind i den form.

Du har 250-2000 tegn at gøre godt med i din LinkedIn virksomhedsbeskrivelse. Umiddelbart en slam dunk at kopiere teksten fra din ’Om os’-side fra din hjemmeside eller sidste stillingsopslag, og smide ind på LinkedIn.

Men hvis din ’Om os’-side ligner de fleste andre, er det ikke optimalt til et medie som LinkedIn.

Teksten skal være skimbar

58 procent besøger LinkedIn via mobilen, så teksten skal være så skimbar som muligt. Ikke en lang opremsning af produkter og resultater.

Det er desværre ikke muligt at lave hverken underoverskrifter, bullits, fed eller kursiv i LinkedIns virksomhedsprofiler, men tænk over, hvordan du kan bryde teksten op i korte afsnit.

Målet er at gøre den overskuelig, så din læser faktisk ikke behøver at læse hvert ord for at blive klogere.

Drop produktsnakken og fokusér på din modtager

Som hovedregel kan du gå ud fra, at der er én ting, jeg som modtager har fokus på: Mig selv.

Så den klassiske profiltekst om, hvornår din virksomhed blev grundlagt, hvilke produkter I sælger eller hvilke priser I har modtaget, er dybest set uinteressante for de fleste.

Det kan give mening at flette ind for at skabe tillid og troværdighed, vise styrke og størrelse – men hvis det er det eneste, du skriver i din profiltekst, risikerer du at gå glip af LinkedIns sande potentiale: At opbygge et fællesskab og skabe relationer.

LinkedIns potentiale er at skabe relationer og fællesskab

Det er ret grundlæggende egentlig. Vi kan ikke skabe relationer, hvis vi kun har fokus på os selv (heller ikke på LinkedIn).

Så vend kommunikationen om, ret spotlyset mod dine modtagere, og fortæl dem hvordan de kan bruge din virksomhed.

Ifølge LinkedIns egen undersøgelse fra 2011 vil 80 procent af deres brugere gerne connecte med virksomheder. Så potentialet er stort.

LinkedIn virksomhedsprofiler er SEO-venlige

Google viser et pre-view af din virksomhedsbeskrivelse på op til 156 tegn i deres søgeresultat.

Det betyder

  1. skriv det vigtigste først
  2. brug de rette keywords i forhold til at ramme din målgruppe

Når vi søger efter en virksomhed på LinkedIn sker det også ved hjælp af keywords, så det gælder om at bruge de rette ord og sætninger, der beskriver din forretning, erfaring og branchefokus.

Da skriveblokaden ramte

Således beriget med ny viden om LinkedIns form og indhold – skulle næste (aka første) skridt være ligetil: Forfatning af virksomhedsprofilen.

Og så alligevel. For undertegnede var det lige hér skriveblokaden ramte.

Måske var det presset for at skabe den ultimative profiltekst, der gav de små fingre dødstivhed, måske er det bare svært at koge en lang virksomhedshistorie, kultur, services og ydelser ned til 2000 (og helst færre) tegn.

Men efter en rum tid med surf på LinkedIn efter gode præsentationer, og masser af googling efter ”gode eksempler på LinkedIn virksomhedsprofiler” var der alligevel samlet stikord nok til et første forsøg på en profiltekst, der både rammer modtager, benytter de rigtige keywords og er hurtig at fordøje.

Den er hverken genial eller ultimativ. Men et første skridt. Og det er måske også en lære i sig selv.

Hvad synes du om AJKS’ virksomhedsprofil?

Nysgerrig på, hvad der kom ud af vores anstrengelser?

Hop ind på vores LinkedIn profil og læs virksomhedsprofilen. Du er også velkommen til at følge vores side. Vi lover at dele en masse, der klæder dig bedre på til dit arbejdsliv.

Har du et godt eksempel på en LinkedIn virksomhedsprofil?

AJKS har valgt at dele vores rejse mod de 1000 følgere på LinkedIn, så vi alle sammen kan blive (lidt) klogere. Har du et eller flere eksempler på gode virksomhedsprofiler på LinkedIn, så del dem meget gerne via kommentarfeltet nedenfor.

Følg vores LinkedIn rejse nu

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Line

fre, 03/24/2017 - 11:05

Hej AJKS,
I skriver om nogle stikord til en god profiltekst, kan I måske uddybe de stikord lidt mere?
Spændende rejse at følge! Håber der kommer yderligere opdateringer herom.

Hej Line, Tak for din kommentar. De stikord vi samlede ind, var specifik inspiration til vores profiltekst. Så det kan desværre ikke være de samme stikord for alle tekster - eftersom alle organisationer er forskellige. Jeg vil anbefale dig at kigge en masse profiler igennem og løbende notere, hvad du synes fungerer og som kunne være godt i din egen tekst. Det kan være hele vendinger, bestemte ord eller måske en bestemt måde at strukturere en tekst på. Når du har samlet inspiration, er det ofte nemmere at få skruet det sammen i en tekst, der fungerer til dig eller din virksomhed. Håber du fortsat får værdi af at følge vores rejse - og tak fordi du er med på turen :-) Bedste hilsner, Sofie