Netværksværdi i kontorfællesskaber
Frihed til at vælge opgaver, arbejdstid og niche ligger højt på listen, når AJKS’ freelancere og selvstændige forklarer deres karrierevalg. Men derfor kan du godt savne at have kollegaer - både socialt og fagligt. Og samtidig kan det være svært at adskille arbejdsliv og familieliv, når du arbejder hjemmefra.
Så sidder du som selvstændig eller freelancer, kan der være en del fornuft i at komme ud ad døren hver morgen. Både fordi du kommer ud af din privatsfære, når du arbejder, og fordi det kan være rart at se andre mennesker.
Men hvor tager du hen? Det er jo begrænset, hvor lang tid du kan side og føle dig professionel på bibliotekets stillesal.
Her kommer kontorhoteller og kontorfællesskaber ind i billedet. De giver dig et reelt sted at tage hen, når du går hjemmefra – et rigtigt arbejdssted. For selvom det for nogen er nok, at der er liv omkring dem, og de kommer væk fra hjemmet, så er der også fornuft i at ”komme rigtigt på arbejde”. Det kan gøre det lettere at fokusere og få produceret noget – også de dage, hvor opgaverne ikke ligger i kø.
Forskel på kontorhoteller og kontorfællesskaber
Mange bruger betegnelsen kontorhotel og kontorfællesskab i flæng, men egentlig er det to forskellige ting. Begge kommer i forskellige konstruktioner og i mere eller mindre forpligtende art.
Kontorhoteller har ofte en række services og faciliteter tilknyttet. De kan variere fra sted til sted – ligesom prisen også gør. Typisk vil der være internetforbindelse, reception, telefonpasning, printfaciliteter, kantine, mødelokaler og rengøring inkluderet i prisen. Nogle steder lejer du dig ind på timebasis og snupper et vilkårligt bord, eller også lejer du en plads eller et kontor på uge eller månedsbasis – andre gange længere tid.
Kontorfællesskaber er, som ordet indikerer et kontor, der deles af flere virksomheder. Der er ikke nødvendigvis services eller fælles faciliteter tilknyttet. De fleste steder er der heller ikke ansatte til at håndtere de praktiske opgaver. Grundtanken ved fællesskaberne er, at virksomhederne i et kontorfællesskab har fordel af at sidde sammen. De får adgang til netværk, sparring samt viden. Og de kan dele opgaver og indgå i forskellige former for samarbejder. Den store forskel er, at selvom du er individuel forretningsdrivende, så er du også del af et fællesskab i mere eller mindre forpligtende grad. For fællesskaberne er selvfølgelig også forskellige. Nogle steder er man ”bare” sammen om udgifterne – andre steder indgår man i deciderede arbejdsfællesskaber. Så der er lidt for enhver smag.
Hvis du er interesseret i at vide mere om kontorhoteller eller fællesskaber, kan du booke et møde med en karrierevejleder, der kan rådgive dig ift. dit behov og dine ønsker.
Forskel i behov og ønsker hos freelancere og selvstændige
For der er er stor forskel på, hvordan folk benytter sig af kontorer ude i byen - og hvilken værdi, de gerne vil have ud af dem. Kontorerne er en god mulighed for at netværke og spare med andre – også andre fagligheder. Det kan give helt nye øjne på dine opgaver og arbejdsmetoder. Det er især en bonus for nye iværksættere, fordi de kan lære lidt praktisk om feltet freelance og selvstændig af mere garvede typer. Miljøet kan også understøtte dig i dit arbejde med at opstøve opgaver.
Derudover har mange af stederne også mødelokaler, som du kan bruge til kundebesøg. Det virker mere professionelt end et kaffemøde på en café.
Ifølge AJKS’ karrierevejledere er netværk en af de største gaver, du får ved at benytte dig af et kontorhotel eller fællesskab – det er i hvert fald den feedback, de får fra medlemmerne. Så ligegyldig om du er friskopstartet eller har mange år på bagen, så skulle du måske komme ud hjemmefra og prøve noget nyt.
Kommentarer
Spændende læsning!
Vi sidder selv hos kontorfællesskabet https://nivou.dk/ i Aarhus - og vi er super glade for al den sparring, som vi får med andre erhvervsfolk, der befinder sig i andre industrier end os selv. Så, vi kan nikke genkendende til det hele!
Vi i Lokalebasen arbejder direkte med alle former for kontorfællesskaber. Nu med coronakrisen er de fleksible typer stigende, mens nogle mennesker foretrækker at arbejde hjemmefra, og andre har brug for reel kommunikation med kolleger. Mange af sådanne steder kan findes her:
https://www.lokalebasen.dk/leje/kontorfaellesskaber