Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Stop heksejagten på ledige, Morten Østergaard

Useriøst og populistisk. Jeg har svært ved at finde andre betegnelser end disse to for, at de radikales formand Morten Østergaard vil stramme rådighedsreglerne for dagpengemodtagere.

Det useriøse skyldes vicestatsministerens begrundelse, som er en tre kvarter lang tv-udsendelse (”Den dag de fremmede forsvandt” på DR).

Det populistiske består i, at reglerne allerede er ganske stramme – og ministeren kan i Jyllands-Posten ikke fortælle, hvordan rådighedsbekendtgørelsen konkret skal strammes.

Det kan jo skyldes, at Østergaard slet ikke kender reglerne? Det kan være, at Morten Østergaard ikke er bekendt med, at:

  • Ledige med dags varsel skal påtage sig arbejde eller møde til samtale
  • Ledige skal påtage sig arbejde med en samlet transporttid til og fra på op til 3 timer

Hvis den ledige siger nej til dette, så får det betydning for retten til dagpenge.

Med andre ord: Det, Østergaard ønsker sig, findes allerede. Siger man nej, mister man retten til dagpenge.

Men jeg vil faktisk gerne invitere Morten Østergaard med til en rådighedssamtale med de ledige medlemmer i A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog.

Her vil han få indblik i realiteterne, der møder de ledige her i Danmark. Det er en bunke af regler, rammer og krav, som det ledige a-kasse-medlem skal honorere for at bevare retten til dagpenge.

Jeg har ikke mødt én ledig, der ikke havde det som sit mest brændende ønske at komme i arbejde. Og det handler ikke om lønnen, men om værdigheden og anseelsen – at være i job giver mere livskvalitet end ikke at være i job.

Det er faktisk den følelse, Østergaard underbygger med sit populistiske angreb på de ledige. Stop den hetz, hr. minister.

Læs Morten Østergaards holdninger: R-leder genåbner debat om dagpenge

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.