Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Stor fejl at skære i uddannelser

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen har bebudet at regeringen på en række kommunikationsuddannelser vil beskære antallet af studiepladser med op mod 30 procent. Begrundelsen er høj dimittendledighed for disse studier. Men det passer ganske enkelt ikke med den virkelighed som AJKS oplever. Tværtimod.

Det er meningsløst og helt uden hold i virkeligheden, når uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) lancerer omfattende beskæringer af uddannelsespladser. Medlem af AJKS’ bestyrelse Lars Werge siger:

”Det er i hvert fald uden hold i virkeligheden, at der ifølge udspillet skal skæres 28 % af pladserne på de mellemlange medie- og kommunikationsstudier, og 30 % på de lange akademiske uddannelser inden for samme område.

Dimittendledigheden hos AJKS er nemlig på 15 procent og det er væsentlig lavere end gennemsnittet. Det er med andre ord umuligt for os at genkende ministerens pointe i den førte argumentation, fordi vores medlemmer i høj grad går fra studier via bestået eksamen til beskæftigelse.”

Fremfor, at uddannelsessystemet inden for medie- og kommunikationsbranchen skal anvendes som et styringsredskab i forhold til beskæftigelsespolitikken, så mener AJKS, at fokus skal rettes mod regeringens egne uddannelsesambitioner i regeringsgrundlaget fra 2011:

”Viden og uddannelse er grundlaget for fremtidens velstand. Derfor skal flere unge have uddannelse og færre falde fra” og ”Indfrielse af regeringens målsætninger kræver, at der oprettes flere uddannelsespladser, og at kvaliteten af uddannelserne bliver bedre” (Et Danmark, der står sammen, 2011).

Dette er en ambition AJKS tilslutter sig. Uddannelse skal ikke blive et samlebånd i industri- og vidensamfundet, men skal være med til at højne den samlede standard for viden og velfærd.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.