Overvind din frygt: Sådan søger du uopfordret med succes
Overvejer du at søge uopfordret - og bliver håndfladerne lidt klamme bare ved tanken? Skift dit mindset fra taknemmelig arbejdstager til værdifuld arbejdskraft, og overvind din frygt med succes.
Jeg husker det selv med gru - udsigten til at skulle ringe op til virksomheder med henblik på at lande et kaffemøde, en virksomhedspraktik, et løntilskud eller en freelanceopgave.
En skrækindjagende udfordring
Det var på noget så sjældent som et godt jobsøgningskursus hos anden aktør, hvor jobkonsulenterne stillede os deltagere den udfordring, at vi - inden ugen var omme - skulle have kontaktet 10 virksomheder telefonisk. For mig en skrækindjagende opgave.
Ugen forinden havde jeg sendt 15 målrettede uopfordrede ansøgninger af sted via mail, og jeg nåede at blive ansat i et job, inden tidsfristen for at ringe op til de 10 virksomheder udløb. Jeg slap med andre ord med skrækken.
Uopfordret henvendelse kan virke grænseoverskridende
Sidenhen har jeg imidlertid flere gange tænkt over, hvad det var der gjorde, at det fremstod som en så grænseoverskridende opgave at ringe og tilbyde mine kompetencer til relevante virksomheder.
Og denne refleksion har fundet yderligere næring i mit arbejde som karrierevejleder i AJKS, hvor jeg ofte møder medlemmer, for hvem tanken om at ringe op uopfordret til en virksomhed synes ligeså angstprovokerende, som jeg i sin tid oplevede det.
Mindset: Arbejdsgiver >< taknemmelig arbejdstager
Selvfølgelig handler det i et vist omfang om personlighed. Således møder jeg også medlemmer, der uden den mindste bæven foretager cold calls og flittigt ringer op og byder ind på opgaver eller får sat kaffemøder i kalenderen.
Uopfordrede ansøgninger handler også om mindset
Men det handler i høj grad også om mindset. Det vil sige, hvordan du tænker forholdet mellem dig og den arbejdsgiver, du skal ringe op til.
Og her er der ikke megen hjælp at hente i den terminologi, vi benytter, når vi taler om arbejdsgivere og arbejdstagere.
Som ledig kan du nemt føle det som om, at du skal ringe op og bede chefen for x virksomhed om allernådigst at give dig et job, eller om at få lov til at arbejde gratis i en måned i en virksomhedspraktik. Arbejdsgiveren giver jobmuligheden til den taknemmeligt modtagende arbejdstager.
Du har noget værdifuldt at tilbyde
Men dette billede, som fodres af terminologien, har på ingen måder hold i virkeligheden! Således bliver det svært at finde så meget som én arbejdsgiver, der frivilligt vil smide lønkroner efter en medarbejder alene på grund af en altruistisk trang til at give en ledig et job.
Arbejde er et lige bytteforhold
Der er med andre ord altid tale om minimum et lige bytteforhold – løn for arbejdskraft og ofte vil det forholde sig sådan, at den forskel en given medarbejder gør for virksomhedens drift, eksistens og bundlinje er så fordelagtig for chefen, ejerne og virksomheden, at de får mere igen, end de udbetaler i løn = sorte tal på bundlinjen.
Der er følgelig ikke tale om, at chefen gør dig en tjeneste, men derimod om, at du opfylder et behov ved at løse en eller flere opgave, der gør en positiv forskel for virksomheden mod et honorar eller løn.
I det lys kan du med fordel, når du arbejder med dit mindset, vende terminologien om og kalde det ”arbejdskrafttagere” og ”arbejdskraftgivere”.
Mindset: Behov, ROI og Value Propositions
Denne erkendelse bør anspore til, at du, når du søger uopfordret, tænker i at få vist arbejdskrafttageren, at modtager de din arbejdskraft mod en given løn, vil der selvfølgelig være et ”Return on Investment”, det vil sige at de lønkroner, som de investerer, tjenes hjem igen og mere til.
Med andre ord bliver det din opgave at identificere et behov og dernæst at vise, hvordan du kan opfylde dette og skabe værdi for den pågældende virksomhed:
- Hvad bringer du med ind i firmaet?
- Hvilke kompetencer kan du trække på i forhold til at få løst en udfordring eller opfylde et succeskriterie?
- Hvilke idéer kan du byde ind med?
- Hvad har du af relevant viden, netværk og hvordan kan du skabe resultater?
- Hvad driver dig?
Tænk i Value Proposition, når du søger uopfordret
Her kan du med fordel hente inspiration fra tilbudsskrivningens verden og tænke i Value propositions. Det vil sige, at du klart og tydeligt viser, hvilke fordele og værdiskabelse kunden (det vil sige virksomheden) får ved at engagere dig til at opfylde et givent behov, løse en given udfordring eller nå i mål med et succeskriterie.
Du skal vise, at denne ligning går i plus: Benefits minus Cost = Value.
Hvordan starter du en uopfordret ansøgning?
Når du går i krig med uopfordret ansøgning, så husk følgende:
- Du beder ikke virksomheden om at gøre dig en tjeneste
- Du har masser at tilbyde virksomheden
- Virksomheden hyrer dig kun, hvis de har et behov, du kan møde på en måde, der skaber værdi for dem
- Der er som minimum tale om et lige bytteforhold - dine bidrag, kompetencer, erfaringer, din viden og dit netværk for løn eller honorar
- Et afslag handler ikke om dig som person, men om manglende behov eller match
- Tænk i Value propositions - få vist hvordan og hvorfor du er værdifuld at få med på holdet
Søg gerne uopfordret flere gange
Med et mindset, der henter næring fra det faktum, at du har masser at tilbyde en given virksomhed, bliver et afslag nemt transformeret fra at blive oplevet som et svært nedslående: ”Øv, de kunne heller ikke give mig et job” til en faktuel konstatering: ”Nå, I har ikke et behov lige nu - skal vi aftale at tales ved om en måned?”
Det bør derfor ikke længere forekomme gruopvækkende at skulle kontakte en virksomhed uopfordret. Som ”Dyne-Larsen” sagde i sin tid, kommer du nemlig med et godt tilbud!
Få flere tips til uopfordret ansøgning
Læs også 10 gode råd til at få arbejde i en SMV, før du går i gang med din næste uopfordret ansøgning.
Kommentarer
Hvornår er det blevet så smart med "engelske" ord blandet rundt i en dansk tekst?
Forvirrer mere end informerer
Jeg synes det er udmærket information, især det allersidste afsnit, men foretrækker også klart danske termer, når de findes. Vores branche svømmer over med engelske jobtitler og fagjargon, som jeg meget gerne vil have et webinar om snart, så jeg forstår, hvad jeg søger :-)
Linket nederst på siden med 10 gode råd til arbejde i SMW'er er desværre dødt. Det ville ellers være spændende at vide mere om, da det er dér, jeg ser mig selv fremover.