Udnyt agurketiden til at få (dit næste) job
Mens agurkerne bliver høstet, medierne koger suppe på de samme historier som sidste sommer, og der KUN er sport i tv, kan du så de frø, der kan skaffe dig dit næste job. Her får du tre fif, der kan bruges både af ledige og dem, der har et job, men søger nye græsgange.
Det er en myte, at der er færre stillinger at søge fra juni til august. Sommerferien er ikke lig med et jobmarked på 8-12 ugers bevidstløs siesta, så der er absolut ikke grund til at sætte sig med hænderne i skødet.
De fleste jobopslag har deadline efter sommeren - så det er bare med at få lavet en god research og skrible derud af. Du kan også med fordel bruge sommerferien til at søge uopfordret. Feriestemningen på arbejdspladserne giver en naturlig disruption, som en uopfordret ansøgning vil passe perfekt ind i.
Vi har samlet tre fif til sommerens jobsøgning.
1. Inviter dig selv på kaffe (masser af kaffe)
Den døde sommerperiode strækker sig op til 3 måneder. Men da det er de færreste, der holder mere end 3- 4 ugers ferie, så vil der i samme periode også være stille perioder på kontorerne - både hos ngo’er, offentlige myndigheder og i det private erhvervsliv. Det gælder også for de mennesker, der ellers altid har så travlt, at de ikke kan nå at drikke kaffe med nogen som helst – fx dig. Den døde periode bør du udnytte til at kontakte potentielle arbejdsgivere, kommende kollegaer eller mennesker, du bare gerne vil have i dit faglige netværk.
For mange vil det være grænseoverskridende at spørge en person, de ikke kender, om de kunne tænke sig at drikke kaffe med en. Der er snart ikke en undersøgelse der ikke peger på at netværk i højere og højere grad bruges til at besætte job. Det i sig selv burde være argument til at komme i gang. Du skal ikke forvente, at der 2 timer efter en kaffesamtale tikker en mail med en ansættelseskontrakt ind i din mailboks. Men kaffen kan meget vel være dit første skridt på vej mod dit næste job. Måske ikke hos den, du drak kaffe med, men han eller hun (Lad os kalde ham/hende X fremover for lethedens skyld) har også et netværk, og måske er der en i det netværk, der om 2-3 måneder efterlyser en profil som X ser er lige dig?
Få AJKS's guide til det gode kaffemøde
2. Pimp din LinkedIn profil (endnu mere) med 10 gode og nemme råd
Er du også en af de mange, der langt nede på to-do listen har stående at du skal opdatere din LinkedInprofil? Hvorfor ikke planlægge at bruge et par regnvejstimer på at pimpe din profil til All Star niveau?
De dage, hvor LinkedIn kun var noget rekrutteringsfolk og store internationale selskaber benyttede sig af er for længst ovre. LinkedIn bruges i dag af mere end 2 millioner danskere. Derfor vil langt de fleste arbejdsgivere forvente, at du har styr på LinkedIn – sær når man arbejder med kommunikation og formidling.
At have styr på sin LinkedIn-profil betyder, at du som minimum har et opdateret CV, et vellignede og professionelt profilbillede og har skrevet en super overskrift. Men du kan gøre meget mere, og det er faktisk ikke svært hvis du bruger AJKS' guide til LinkedIn.
Lynhurtigt får du styr på, hvordan du laver en personlig URL på din profil, hvordan du opbygger et overskueligt karriere- og kompetenceoverblik, og hvordan du skaber værdi for dit netværk i dine opdateringer.
Læs mere: Guide til professionel brug af LinkedIn
3. Hold ferie (ordentligt) – det giver ny energi og kreativitet
For dem, der har et arbejde, giver det sig selv: 2-3 ugers ferie er noget, du har set frem til og ofte også talt ned til. Men som ledig jobsøgende er det faktisk også vigtigt at holde ferie. For at have overskud til at søge job med energi og kreativitet, er det nødvendigt at holde fri fra søgningen. Selvom det lyder paradoksalt, så får mange ledige stress af være ledige - fordi de hele tiden tænker på det.
Praktisk om at holde fri, når du er ledig
Et af de råd, AJKS’ karriererådgiverne hyppigst giver mod stress, er, at ledige skal lære at planlægge deres tid. Du skal holde fri fra jobsøgningen. At tro at du bare kan holde fri, når du først får et job er en illusion. Du skal holde fri, så du kan lade op og dermed give din jobjagt fuld skrue efter din ferie. Så sørg for at fortælle dine omgivelser, at du holder ferie og derfor ikke gider snakke om jobsøgning. Det er vel også de færreste, der spørger beskæftigede om de har nogle spændende arbejdsopgaver midt i deres ferie?
Vi anbefaler at holde ferie – selv en uges ferie vil gøre en forskel. Når du så melder, at du holder ferie, skal du også holde ferie. Du skal ikke bruge tid på at kigge jobopslag, pimpe din LinkedInprofil eller sondere terrænet for faglige netværkskaffedates. Hvis du ikke kan holde 100% ferie, så planlæg hvornår du tjekker mails og ikke nødvendigvis tjekker nye jobopslag dagligt.
Husk at holde ferie, selvom du er jobsøgende >
Hvis du er i job, og du i løbet af din ferie kan mærke, at du vil gøre en indsats for at få et nyt job i løbet af et par måneder, så sørg for, at det ikke bliver et projekt, der fylder for meget i din ferie. Resultatet af dette vil nemlig være det samme; du vil ikke føle, at du har fået slappet af, og derfor kommer du ikke tilbage på pinden (og din jobsøgning) med fornyet energi.