Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Coronalæring – hvem er bureaukratiet til for?

Der er ikke noget godt at sige om Covid-19. Men derfor skal vi alligevel tage ved lære af de unikke muligheder, som krisen har givet. For hvornår ville vi ellers kunne sætte hele beskæftigelsesindsatsen i stå og langsomt sætte de forskellige aspekter i gang igen? Det var der ikke nogen politikere, der selv havde gjort frivilligt. Heller ikke for at give systemet et grundigt eftersyn.


Så hvad har vi lært – nu hvor muligheden har været til stede?

En af de ting, som vi længe har tænkt i AJKS, er, at der ikke nødvendigvis er behov for et stort bureaukratisk system til at få ledige i job. For de vil faktisk gerne arbejde. Vi behøver heller ikke lave så mange kontroller for at se, om de søger job og opfylder de bureaukratiske krav. I stedet vil vi hellere hjælpe dem med at komme tættere målet om beskæftigelse.
 

Kvalitet frem for kvantitet i jobsøgningen

I starten af krisen, hvor der næsten ikke var stillinger at søge – og rådighedskravet var sat ud af spil – kom der stadig medlemmer i job. Selvfølgelig steg a-kassens ledighedstal gevaldigt, fordi mange mistede deres arbejde på samme tid. Men der var bevægelse, så der på trods af krisen stadig var medlemmer, der kom i job. Det vil sige, at selvom de ikke skulle - og det virkede som om der ikke var noget at søge - så søgte de stadig.

Så hvorfor skal vi bruge så mange ressourcer på at kontrollere medlemmernes ageren, og hvorfor skal der sættes rigide regler op om at søge et bestemt antal job om ugen? Hvorfor kvalificerer vi ikke kriterierne, så vi i stedet for kvantitet kigger på kvalitet?

Bare fordi der bliver søgt to jobs ugentligt, så er vi ikke nødvendigvis tættere på en ansættelse. Selvfølgelig er vi tættere på, end hvis de ikke var søgt, men volumen er ikke nødvendigvis et kriterie for at komme tættere på et job. Det tyder det ikke på ifølge coronalæringen. Her var det ikke volumen i ansøgningerne, der gjorde udslaget, men målretningen af egne kompetencer og det at tænke dem ind i nye scenarier med blik for den værdi, de kan skabe ude i virksomhederne, der gjorde sig gældende.

Fleksibiliteten var større, da beskæftigelsesindsatsen var sat på pause til glæde og gavn for de ledige. For motivationen til at komme i job skal komme fra de ledige og ikke fra os som system.

 

Hvorfor er digitale løsninger ikke en gyldig mulighed?

Sådan som beskæftigelsessystemet er sat op i dag, er det præget af kontrol og mistillid. A-kassen skal kontrollere de ledige, og de ledige skal samtidig møde op på jobcentret til en masse møder. Ideen bag er, at vi skal hjælpe dem nærmere job. Selvfølgelig er systemet ikke lavet for at udskamme ledige. Men det kan godt føles sådan, når de er afhængig af et ufleksibelt system.

Hvorfor er det ikke standard, at man kan vælge, om man vil møde fysisk op? Her har coronaen sat godt skub i den digitale udvikling, så det har været muligt at holde samtaler digitalt. Hvis vi kigger på effektivitet, så er det da mere effektivt at kunne tage samtalen hjemmefra og slippe for spildtid ift. transport - tid der er bedre brugt på jobsøgning i alle mulige udformninger.

Som det er nu – hvor Covid-19 stadig raser derud af, kan jobcenteret vælge at holde samtalen digitalt. Den ledige har ikke selv et valg.

Og det er ikke fordi, vi skal sige noget negativt om samtaler i jobcenter-regi. Tværtimod. Sparring samt hjælp til løntilskudsstillinger og virksomhedspraktik kan være givende og vejen til jobbet, når det bliver brugt fornuftigt. Det er formen og den manglende fleksibilitet, der burde kigges efter i sømmene.

Det ville være dejligt, hvis ressourcerne blev lagt i at hjælpe medlemmer i job i stedet for alle mulige kontrolfunktioner. Covid-19 krisen har givet os et unikt indblik i, hvad der sker, hvis vi slipper de bureaukratiske tøjlerne lidt. Vi kører stadig i den rigtige retning.

 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Line Frederiksen

tir, 10/06/2020 - 08:59

"Volumen er ikke nødvendigvis et kriterie for at komme tættere på et job ...". Det har jeg sagt i årevis. Det eneste der er kommet ud af skiftende krav om X antal ansøgninger/telefonopkald om ugen er, at rigtigt mange arbejdsgivere ikke længere læser ansøgninger/tager imod opkald fra ansøgere. Det har de ikke tid til, når der kommer (alt for) mange reaktioner på et opslag. Omvendt falder motivationen hos jobsøgerne, fordi de i perioder med lavvande på relevante job må søge job, de egentlig ikke ønsker sig. Og ja, man kan godt fortælle dem, at de må søge de job, der er. Problemet med den løsnng er bare, at arbejdsgiverne ikke ansætter de jobsøgere, der er. Det har de aldrig gjort. De ansætter selvfølgelig de bedst kvalificerede, motiverede osv. Så ansøgning for ansøgningens skyld er og bliver tidsspilde for alle parter. Forhåbentlig lytter politikerne. Et konstruktivt løsningsforslag kunne sagtens være:
1. Krav om at søge X antal stillinger om ugen via et lovbaseret spørgesskema med 10 spørgsmål, der tager ½-1 time at svare på for jobsøgeren.
2. Ud fra besvarelserne er det muligt for arbejdsgiveren at udvælge digitalt, hvilke 15-20 kandidater, de ønsker at få en motiveret ansøgning fra.
3. Resultatet vil være at de motiverede ansøgninger, der er lagt tid og kræfter i faktisk bliver læst, når det kun drejer sig om max 20 stk. Indkaldelse til samtale foregår på et oplyst grundlag, og jobsøgeren bruger ikke unødvendigt lang tid på en ansøgning, der bliver kasseret efter 20 sekunders skimlæsning. En WIN-WIN :o) ;o)
Hilsen en der både har erfaring som jobsøger og ansættende part.

Lisbet

tir, 10/06/2020 - 13:14

Enig. Derudover føler jeg der direkte pinligt at skulle sende 2 ansøgninger om ugen, når jeg er i virksomhedspraktik med stort håb om at kunne fortsætte i nyoprettet stilling. Tænk at sidde til jobsamtalen og føle sig nødsaget til - af hensyn til god samvittighed over for sin nye arbejdsgiver og sig selv - at sige, at jeg stadig søger job, selvom jeg glæder mig til at starte i dette nyoprettede job. Jeg føler, at jeg ikke virker helt seriøs over for min nye arbejdsgiver og spilder andres tid, ved at søge jobs, som jeg håber ikke at få, da jeg håber på den mulighed, jeg står midt i.