Folketingsvalget set med AJKS-øjne
Alt tyder på et skift i dansk politik. Efter valget håber vi på et opgør med den kontinuerlige nedbrydning af ’den danske model’, og så skal vi arbejde for at synliggøre AJKS-medlemmernes udfordringer på det prekære arbejdsmarked.
Prekært arbejdsmarked? De kan vel tage et job i netto!
Når vi ser på arbejdsmarkeds- og dagpengeområdet, så kan jeg godt være i tvivl om, hvordan valgets udfald vil forbedre vilkårene for vores medlemmer – det gælder såvel de beskæftigede som de ledige.
På disse områder har Socialdemokratiet blik for de ufaglærte og de nedslidtes vilkår. Og der er da ingen tvivl om, at borgere med hårdt fysisk arbejde gennem et helt arbejdsliv har nogle særlige vilkår, som ingen kan være i tvivl om skal afhjælpes og forbedres.
Desværre er der ikke fokus på de specielle udfordringer, som vores medlemsgrupper møder. Mediearbejdere, kommunikationsmedarbejdere, journalister og akademikere står ikke højt på Socialdemokratiets liste. Jeg er lidt nervøs for, at der er et for stramt fokus på faglærtes og ufaglærtes ønsker og krav, mens AJKS-medlemmer, der i stigende grad oplever udfordringer ved det prekariserede arbejdsliv, efterlades på perronen.
Disse udfordringer opleves af toneangivende socialdemokrater som en akademisk fortrops momentvise ubehageligheder, og svaret herpå har været mindre medfølende med henvisning til, at de berørte jo ikke skal føle sig for fine til at tage arbejde i Netto, indtil den rigtige stilling i medie- og videns-Danmark viser sig.
Så jeg tror, det bliver op ad bakke, men jeg hæfter mig selvfølgelig også ved, at både SF, Enhedslisten og de Radikale har et andet fokus og anerkender prekariseringens udfordringer. Og måske er der hjælp på vej - i form af et stærkere sikkerhedsnet.
Forsigtigt håb om boost til et trængt dagpengeområde
Gennem en lang periode er dagpengenes dækningsgrad blevet alvorligt forringet. Satsen følger ikke med lønudviklingen, og gevinsten er derfor blevet mindre. Politikerne har svækket forsikringsdelen og udhulet den danske model. Nu begynder et lysegrønt håb at spire, da flere af partierne har fokus på at løfte dagpengeområdet.
Det er også på tide. For man skal huske på, at når vi i Danmark bryster os af et fleksibelt arbejdsmarked og henviser til ’den danske model’, så handler det om nogle grundlæggende egenskaber, der er særlige for os i forhold til stort set alle andre lande.
I Danmark nyder vi godt af et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemt at hyre og fyre medarbejdere, når konjunkturerne ændrer sig. Det har været godt for alle parter, så længe lønmodtagerne var dækket ind af en forsikring i a-kassen, der sikrede dem stabilitet, til de kom i job igen.
Men det indbyggede sikkerhedsnet i form af dagpenge, er bevidst blevet forringet. Hullerne i nettet er blevet større, og det hænger tættere på jorden – så når man falder ned i det, risikerer man meget hurtigt at falde igennem eller i hvert fald ramme bunden med et brag.
AJKS har en større andel af medlemmer, der ikke er normale lønmodtagere, men arbejder som projektansatte, freelancere og selvstændige. Denne gruppe er i særdeleshed udsat for tidernes skiften og ændrede konjunkturer. Vi skal simpelthen have et stærkere fællesskab og et løft til dagpengeområdet – også til gavn for de individuelt arbejdende.
Det er en proces, vi gerne vil hjælpe på vej. For ellers risikerer vi, at flere og flere fravælger a-kassen og i stedet køber private forsikringsordninger, som vil medvirke til at øge uligheden i samfundet.
Kommentarer
Hej Lars.
Jeg har spurgt i mit parti (R), hvordan vi vil forholde os. Jeg får nok ikke noget direkte svar, men nu er de i hvert fald gjort opmærksom på, at vi er nogle stykker, der holder øje med dem og gerne ser konkrete forbedringer.
Hilsen Lena
Kære Lena,
Det er jeg virkelig glad for at høre. I det omfang, du/I får behov for yderligere information og viden i jeres arbejde, så må du ikke tøve med at vende tilbage, for det vil AJKS naturligvis gerne bistå med.
MVH Lars