Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Gode råd: Det kan du bruge tiden til under Coronakrisen

Det kan du bruge tiden til under coronakrisen

 

Det gælder vel for os alle, at vi først og fremmest skal bruge tiden under Coronakrisen til at passe på os selv og hinanden. Dette indebærer imidlertid masser af tid hjemme. De af os der har børn i skolealderen, bruger blandt andet denne tvungne hjemmetid til at danne os et overblik over en strøm af info om lektier og afleveringer - og på at agere autodidakt skolelærer. Og havde vi det ikke i forvejen, så fører denne oplevelse nok til øget respekt for lærergerningen. Og mange, som jeg selv, skal oven i dette også arbejde hjemmefra.

Som ledig har man imidlertid også et arbejde at passe. For selvom AJKS’ og andres brøl om en hjælpepakke til ledige har ført til, at en sådan er blevet en realitet, og dagpengetælleren derfor er sat i pause i - i første omgang i tre måneder - er der stadig en målsætning, der skal opfyldes.

 

Jobmarkedet er påvirket af Corona - så hvad kan du arbejde med som ledig?

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering var der mandag og tirsdag i uge 12 tre gange så mange, der meldte sig ledig - set i forhold til tilsvarende dage indenfor de sidste 5 år.

Samtidig er der på to dage registreret et fald i antallet af opslåede jobs på 65% (kilde STAR.dk).

Der er med andre ord flere ledige til at søge færre jobs. Som konsekvens har regeringen også midlertidigt suspenderet rådighedskravet- dvs. kravet om at søge to jobs om ugen.

De jobs og opgaver, der trods alt stadig er i spil, skal du naturligvis søge, hvis de matcher dine kompetencer og ønsker. Men alt andet end lige må og vil det blive jobsøgning i en anden kadence end vanligt.

Så hvad kan du så bruge tiden på, mens du venter på en normalisering af situationen?

Ja, førnævnte målsætning kunne være et sted at starte.

 

Har du reflekteret over, hvad du vil og er særlig god til?

Ufrivillige pusterum tilbyder næste altid et rum for refleksion. Og for nogle er dette tiltrængt. Ofte betyder krav om jobsøgning - et ihærdigt system, der gerne vil pace den enkelte ledige hurtigere i job - at der ikke er megen tid til eller mulighed for refleksion over, hvad du rigtig gerne vil og er særlig god til. Hvad der hidtil i dit arbejdsliv har givet dig særlig glæde, og hvad du helst vil undgå.

Har du ikke haft tid til at gøre dig disse refleksioner, kan du med fordel bruge noget af tiden på det nu.

Hermed en kort guide til at afklare det, der er værdifuldt for dig i arbejdslivssammenhæng - og til at arbejde med din målsætning. 

Outputtet er at blive skarpere på, hvad der er vigtigt for dig i dit arbejdsliv (dine værdier), hvad du gerne vil (din målsætning), hvad du har, der understøtter at målsætningen er realistisk (kompetencer, erfaringer og ressourcer) - og hvad der kan være af barrierer, du skal handle på.

Husk, at du altid kan kontakte AJKS’ karriereteam og få hjælp til øvelser eller anden sparring.

 

Hermed en kort guide til at afklare det, der er værdifuldt for dig i arbejdslivssammenhæng og til at arbejde med din målsætning:

 

1) Værdier

Der er god mening i at starte med at afklare dine værdier i arbejdsmæssig sammenhæng - altså det der er vigtigt for dig i arbejdslivet. Dels er det en hjælp i forhold til at afgrænse og specificere din primære jobmæssige målsætning, dels vil det hjælpe dig til at finde motivationen frem, når det er op ad bakke.

 

Spørg dig selv om følgende:

  • Hvad er vigtigt eller værdifuldt for mig i mit arbejdsliv?

Det kan være logistik, udviklingsmuligheder, alsidige opgaver, økonomi, ledelsesansvar, kreativitet og meget mere.

Rate de værdier du kommer frem til i et hierarki fx fra 1 til 10.

  • Hvilke er vigtigst?

Reflekter dernæst over, hvad det er, der gør, at top tre værdierne er vigtige for dig.

Når du er blevet skarp på det, der er vigtigt for dig i dit næste job, er det tid til at holde det op imod din målsætning.

 

2) Målsætning

Du kan godt arbejde med flere målsætninger. Din primære målsætning, som omhandler dit ønskejob, eller opstart af freelance gesjæft eller selvstændig virksomhed - og så andre der mere handler om ”brød på bordet jobs”.

Fokuser på din primære målsætning nu.

 

Spørg dig selv:

  • Hvad er mit mål (konkret beskrivelse af fx stillingsbetegnelse, geografi, opgaver, virksomhed, branche)?

 Og forhold så dette til dine afklarede værdier. Eller sagt på en anden måde:

  • Hvor vil det være muligt inden for din målsætning at få opfyldt værdierne?

Når du således har fået kvalificeret din målsætning i forhold til det, der er vigtigt for dig, så er det tid til at kigge på realiserbarheden af målsætningen.

 

3) Realiserbarhed

Hvis vi skal arbejde effektivt med vores målsætning, er det vigtigt, at vi er skarpe på realiserbarheden. Måske ligger det lige til højrebenet, kun bremset af coronakrisen, eller måske er der noget fagligt, du mangler for at målsætningen er realistisk. Måske er der behov for at få overblik over de kompetencer, du besidder og de ressourcer, du har i fx dit netværk.  

 

Spørg dig selv om følgende:

  • Hvad har du af værdiskabende kompetencer, der underbygger at målsætningen er realistisk?
  • Hvad har du at tilbyde kunderne/virksomhederne?
  • Hvilke ressourcer har du der kan hjælpe dig med din målsætning (netværk, rådgivning, sparringspartnere, samarbejdspartnere)?

Realiserbarhed handler også om at få afklaret eventuelle barriere så der kan handles på disse.

  • Er der noget du mangler for at nå dit mål (fx kompetencer eller netværk)? Og hvad kan du gøre for at ændre dette?
  • Hvad kunne bremse dig i at nå dit mål?
  • Hvad kan du gøre for at undgå at du bliver bremset i dine bestræbelser?

 

Husk, at du altid kan kontakte AJKS’ karriereteam og få hjælp til ovenstående øvelser eller til anden sparring.

 

Bliv fagligt opdateret

Apropos eventuelle barrierer - er der kompetencer, der trænger til at blive styrket eller erhvervet?

Hvis du har tid og overskud, kan du bruge denne ufrivillige stilstand til at afsøge mulighederne for at blive fagligt opdateret.

I AJKS har vi samlet et overblik over gratis kursusmuligheder samt lavet en oversigt over gratis tutorials, som du finder her:

 

Materiale og strategi

Det kan også være, at dit materiale trænger til en kærlig hånd. Afspejler dit CV på fyldestgørende måde din faglighed og person? Er det visuelt overskueligt og målrettet din målgruppe?

Få gode råd til dit materiale via vores guides ”Brænd igennem med ansøgning og CV”.
 

Uopfordret jobsøgning og netværk

Og hvad med det uopfordrede jobmarked? Ifølge AJKS’ Rekrutteringsanalyse 2020, har virksomhederne benyttet uopfordrede ansøgninger som en rekrutteringskanal i lidt mere end en fjerdedel af deres rekrutteringer. Så hvis du ikke allerede har været i gang, kan du overveje, om du skal støbe kuglerne nu, så du er klar til at søge uopfordret, når vi kommer ud på den anden side.

Det kan også være, at din faglighed taler ind i brancher, hvor der - til trods for Coronakrisen - stadig er gang i hjulene. Bliv skarp på, hvad du kan bringe, der skaber værdi - målret din ansøgning.

Udarbejd en liste over virksomheder, hvor du kan få din værdi og målsætning opfyldt, og få gode råd til at blive klar til at søge uopfordret her.

 

Og har du skabt dig et overblik over ressourcerne i netværket?

Brug eventuelt LinkedIn til at få et overblik over, hvem i dit netværk der udgør indgange til spændende virksomheder, eller hvem der kan hjælpe med fagligt sparring.

Og måske er tiden også inde til at få arbejdet med din LinkedIn profil?

Få gode råd til LinkedIn i vores to LinkedIn Guides.

Har du behov for sparring eller hjælp til noget af ovenstående er du altid velkommen til at kontakte AJKS karriereteam på karriereteam@ajks.dk eller telefonisk på 33428001.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.