Hvem skaber dimittendledigheden?

Hyggekultur?

Når der er flere dimittender blandt – det i øvrigt faldende samlede antal – dagpengemodtagere, skyldes det fremdriftsreformen, der som bekendt har til formål at få de studerende hurtigere og mere målrettet igennem uddannelse.

Der er derfor ikke tale om, at nutidens dimittender har tillagt sig en ”kultur om, at når man er færdig med sin uddannelse, kan man gå og hygge sig lidt på dagpenge,” som Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtaler i avisen.dk.

Og lad os da lige tage fat i det med hyggen.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan ministeren definerer hygge, men jeg tvivler på, at 8 ugers fuldtidsarbejde 37 timer om ugen i en virksomhedspraktik, hvor man lønnes med dimittendsatsen på 13.323 kr. (i øvrigt uden nævneværdig chance for at blive belønnet med en ansættelse bagefter), er dét, de fleste af os definerer som hygge.

Det samme gælder at skulle deltage i utallige møder, mere eller mindre ufrugtbare jobsøgningskurser med mere.

Halvdelen af dimittenderne går direkte i job

Cirka 50% af dimittenderne går direkte fra uddannelse til job – de resterende kæmper, ligesom dimittender altid har gjort, med at lande det første job.

Ikke fordi de synes, det er hyggeligt at gå på dagpenge, men fordi arbejdsgiverne foretrækker kandidater med erfaring og dokumenterede resultater. Sådan har det altid været.

Fremdriftsreformen betyder, at flere skal presses hurtigere gennem uddannelsessystemet

Paradokset bliver her, at fremdriftsreformen potentielt betyder, at flere dimittender står uden relevant erfaring fra studiepraktiker, studiejob eller frivilligt arbejde – og således med en endnu sværere vej til første job.

4 ud af 5 dimittender i job i løbet af det første år

4 ud af 5 dimittender kommer i job i løbet af et år, og gennemsnits ledighedslængden for dimittender er også faldende.

For medlemmer af AJKS er den gennemsnitlige ledighedslængde for dimittender faldet fra 36 uger i 2014 til 24 uger i 2016. 

Præferencer

”En anden årsag er måske, at når nu man har fået en ny og fin uddannelse, så vil man partout have beskæftigelse inden for det fag fra begyndelsen," udtaler Simon og fortsætter: ”Jeg tror ikke, at det ville skade nogen – hverken i forhold til jobkvalifikation eller andet – at man brugte den mellemliggende periode på at have et job et andet sted”.

Men masser af dimittender søger allerede uden for deres felt.

Faktum er bare

1. at det ikke er nemmere for en dimittend at lande et ufaglært job, idet de fleste arbejdsgivere kan regne ud, at her er der tale om en medarbejder, der kun bliver i jobbet indtil et mere attraktivt job, er landet
2. skulle det lykkes for en dimittend at lande et ufaglært job, så ændrer det ikke på bruttoledigheden – for den ufaglærte, der nu ikke kan lande dette job, kan jo ikke bare søge et akademisk job.

Derudover ved vi fra undersøgelser, at dit første job efter endt uddannelse har stor indflydelse på resten af dit arbejdsliv, herunder din indkomst.

Vi ved også, at de penge vi som samfund bruger på at skabe en veluddannet arbejdsstyrke, kommer tifoldigt igen – vel og mærke hvis den veluddannede arbejdsstyrke ansættes i jobs, der svarer til deres uddannelsesniveau.

Af ovenstående kan vi konkludere, at selvom det tager lidt længere tid for dimittender og akademikere generelt at komme i job (alene rekrutteringsprocessen er mere langvarig end, når der søges en servicemedarbejder), så er den tålmodighed godt givet ud set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Forfejlede strukturer

"Nogle gange kan strukturerne være indrettet på en måde, så det bliver for nemt at træffe et andet valg end det ansvarlige. Det her indikerer, at det er for let at lade være med at tage ansvar for sin egen situation. Personligt aviser jeg ingenting. I første omgang er det vigtigt at få fakta frem. Vi er nødsaget til at få nedbragt det tal. Lige meget, hvilken retning man ønsker, at samfundet skal gå i, kan ingen tillade sig den luksus, at folk med høj uddannelse og nem adgang til job kan gå uden for arbejdsmarkedet."

I Danmark bruger vi langt flere penge end andre OECD-land på den aktive beskæftigelsesindsats.

Det er den indsats, der – modsat den passive udbetaling af ydelser – gør, at man som ledig bliver mødt med et utal af pligter, regler og rettigheder.

Det er den indsats, der gør, at dimittender under 30 år allerede efter 13 uger på dagpenge bliver sendt i aktivering (f.eks. før omtalte 8 ugers virksomhedspraktik).

Det er den indsats, der gør, at såvel jobcentre som a-kasser nøje monitorer de lediges søgeadfærd og sanktionerer dersom der ikke er søgt nok jobs, fagligt bredt nok, geografisk bredt nok.

Det er den indsats, der betyder, at man som ledig dagpengemodtager deltager i 9 møder i alt hos henholdsvis jobcenter og a-kasse i løbet af det første halve år på dagpenge.

13 milliarder om året alene på den aktive beskæftigelsesindsats! Det er fakta. Så ingen dagpengemodtager kan gå og hygge sig på dagpenge.

3 bud på, hvordan vi nedbringer ledigheden for nyuddannede

Hvis man ønsker at nedbringe antallet af ledige dimittender – hurtigere end det bliver af sig selv – når efterdønningerne af fremdriftsreformen har lagt sig, så kan man som politiker starte med at:

• appellere til arbejdsgiverne om at tage flere dimittender i job
• genfinansiere Videnpilotordningen og akademikerkampagnen
• sætte loft over hvor mange gange en virksomheds kan få ledige i praktik og løntilskud (så vi undgår at se dimittender, der har brugt en hel dagpengeperiode på at arbejde gratis eller billigt - uden nogensinde at blive ansat, som det blandt andet var tilfældet for AJKS-medlem Simone Meron.)

Det giver ingen gevinst at mistænkeliggøre en hel gruppe af ledige, der efter endt uddannelse higer efter at komme ud og bruge og udvikle deres kompetencer og blive en del af arbejdsmarkedet.

Læs artiklen med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i Berlingske (4. maj)

Læs artiklen med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i avisen.dk (5. maj)