Hvordan sikrer vi bedst, at aktivering fører til lønnet arbejde?

Virksomhedspraktik er et tveægget sværd

Vi har medlemmer i virksomhedspraktik, som fortæller, hvordan der åbenlyst bliver talt om, hvor skønt det er at få løst en masse opgaver gratis.  Og vi har freelancere og selvstændige, der fortæller om et skrumpende opgavemarked - eller ligefrem kunder der udtrykker, at ”kommunikation- det kan vi få lavet gratis”.

Der er (sande) fortællinger om virksomheder, der konstant har 1-3 ledige i virksomhedspraktik, og løntilskudslønninger i det private der af jobcenteret aftales 6-10.000 kroner lavere, end det der er den almindelige løn inden for område - og således i strid med gældende regler.

Tilsvarende problemstillinger indenfor andre brancher er også blevet rejst af bl.a. HK og Journalista.dk 

Samtidig har vi også medlemmer, der bruger virksomhedspraktikken, når de skifter spor eller af andre grunde skal bruge noget praktisk erfaring – og medlemmer der bruger praktikken til at introducere deres kompetencer på nye markeder. De får nytte af den.

Vi oplever altså stadig ambivalensen. Nogle medlemmer har glæde af virksomhedspraktikken og samtidig er virksomhedsrettet aktivering med til at presse vores medlemmers jobmarkeder.

Politisk fokus

Problemstillingen synes endelig at være nået op på politisk niveau. Således er der i den nye Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB), der træder i kræft den 1. januar 2020, indarbejdet et nyt positivt - om end lidt spagt formuleret fokus på, at virksomhedspraktik så vidt muligt skal føre til løntimer. Således fremgår det i § 59 at ”… Virksomhedspraktikken skal tilrettelægges, så den så vidt muligt kombineres med eller efterfølges af timer, hvor personen ansættes ordinært som lønmodtager. Ordinære løntimer skal finde sted inden for en anden arbejdsfunktion, hvis de foregår sideløbende med praktikken.”  

I den sammenhæng skal Københavns kommunes beskæftigelses- og integrationsforvaltning roses for allerede at have udarbejder et koncept for den fremadrettede brug af virksomhedspraktik, der rummer samme fokus på opnåelse af løntimer.

Det lyder alt sammen udmærket.

Virksomhedspraktik er ikke en mirakelkur - og virksomhederne skal holdes i snor

Men hvordan vil man reelt sikre sig, at virksomhedspraktikkerne fører til løntimer, samtidig med at stadig flere ledige kommer i virksomhedspraktik?

For at svare på det spørgsmål er vi også nødt til at stille spørgsmålet:

Hvordan sikrer vi, at den enkelte ledige får det tilbud om aktivering, der hjælper ham eller hende bedst i job?

Der er to afgørende aspekter, der skal til for, at det kan lade sig gøre:

1. For det første er man nødt til at kigge på processen for godkendelser af virksomhedspraktikker. Som det er i dag, kan en virksomhed få et uendelig antal virksomhedspraktikker godkendt i forlængelse af hinanden, så længe de bare lever op til forholdstals-kravet (hvor mange der kan være i praktik på en gang set i forhold til antal ordinært ansatte). Dermed opstår det yderligere paradoks, at virksomhedspraktik ikke bare kommer til at presse det ordinære jobmarked, men også begrænser markedet for privatløntilskud- det mest effektive aktiveringsværktøj. Så, så længe der ikke indføres en karens for, hvor mange virksomhedspraktikker en virksomhed kan benytte sig af årligt, og jobcentrene stadig indgår aftaler om at fodre virksomhederne med virksomhedspraktikanter, vil problemet bestå.
2. For det andet er vi nødt til at gøre op med paradigmet om, at virksomhedspraktik er en mirakelkur. (Se graf) 
   Hvorvidt den enkelte ledige skal i virksomhedspraktik, må ikke styres af måltal, refusionsøkonomi eller forkerte paradigmer om en ikke eksisterende høj jobeffekt, men derimod vurderes ud fra et individuelt skøn. Vi skal væk fra en automatreaktion hvor vi - hver gang vi tænker jobindsats tænker virksomhedsrettet aktivering - førend vi tænker opkvalificering, ordinært arbejde og løntimer. For vi kommer ikke uden om at uagtet, der kan være en effekt af virksomhedsrettet aktivering (navnlig privatløntilskud), så ligger der latent en fastholdelse af ledige på dagpenge. F.eks. italesættes virksomhedspraktik og løntilskud ofte af jobcentre som en slags prøveperiode, hvor arbejdsgiveren og den ledige kan se hinanden an. Men siden hvornår er det blevet en samfundsopgave at betale for den prøveperiode, der følger med en ansættelse? 

Den bedste indsats er individuel

I den nye LAB-lov er der lagt op til en mere individuel indsats. Og det er positivt, for det er logik for burhøns, at en individuelt tilrettelagt indsats virker bedre, end når alle ledige skæres over en kam.

Men det er ikke nok at ændre loven! Såvel praksis, klageinstanser som paradigmer skal ændres,  førend vi får en reel individuelt tilrettelagt - og dermed effektiv - beskæftigelses indsats.

Som det er i dag, er jobsøgningskurser eller virksomhedspraktik de eneste reelle aktiveringsmuligheder, der er for en stor del af vores medlemmer, med mindre de når op på seks måneders ledighed og dermed opnår retten til løntilskud. Dette til trods for at LAB-loven rummer muligheden for opkvalificering - også for ledige med en videregående uddannelse.

Dette skyldes, at lokalpolitikere såvel som ledelsesniveauet på jobcentre i bedste intention sætter rammerne for, hvordan de enkelte jobcentre skal tilrettelægge deres indsats. Et gennemgående eksempel på tilgange er, at man lokalt har besluttet, at man som udgangspunkt ikke giver kurser til ledige akademikere. Det har den uundgåelige konsekvens, at de reelle rettigheder som LAB-loven giver ledige dagpengemodtagere overrules af lokalt besluttede tilgange, hvorved de reelle rettigheder bliver formelle.

Problemet er så stort, at mange jobcentre simpelthen ikke lever op til deres forvaltningsretlige pligt til at oplyse korrekt om borgernes rettigheder og pligter. Således oplever vi medlemmer, der i halve eller hele år har troet, at de ikke kunne få opkvalificering i form af et relevant kursus som et tilbud om aktivering fra deres jobcenter- simpelthen fordi de har fået af vide af deres jobkonsulent, at de var for højtuddannede til at kunne få kurser. Eller at bevilling af et kursus fordrer en arbejdsgivererklæring med en garanti på ansættelse efter endt kursus. Samtidig forsvinder det individuelle skøn af, hvad den enkelte ledige borger har behov for, fordi det fra andet hold er besluttet, at alle ledige skal i virksomhedsrettet aktivering.

Og det er unægtelig et problem. For hvis aktiveringsmulighederne reduceres til de, for nogle, mindre effektive værktøjer som jobsøgningskurser og virksomhedspraktik, så fastholder systemet potentielt ledige medlemmer i ledighed og begrænser den enkelte jobkonsulents mulighed for at tilrettelægge en individuel indsats.

Og desværre er der ikke megen hjælp at hente ved at klage til Ankestyrelsen, når et medlem har fået afslag på bevilling af et opkvalificerende kursus som et tilbud om aktivering. Heller ikke når afslaget fra jobcenteret slet ikke tager afsæt i LAB-lovens § 22 stk. 3., der rummer parametrene for at bevillige tilbud. 

AJKS har hjulpet mange med at søge opkvalificering – og til at klage over absurde afslag

I AJKS har vi hjulpet adskillige medlemmer med at søge jobcenteret om at bevillige opkvalificerende kurser som aktivering, og i de tilfælde hvor vi har fået afslag fra jobcentret, har vi hjulpet med at klage til Ankestyrelsen.  Og her ser vi desværre eksempler på absurde afgørelser.

• Et medlem der havde jobgaranti og alligevel fik afslag på at få kurset bevilliget - et afslag ankestyrelsen fastholdt. Det til trods for at samme jobcentre og Ankestyrelse ofte giver afslag med en begrundelse om en manglende jobgaranti! 
• Ankestyrelsens fastholdelse af copy paste afslag fra jobcenteret (identiske afslag på to forskellige medlemmers ansøgning om kursus), hvor begrundelsen for afslagene lyder, ”At du ikke har udtømt dine muligheder for beskæftigelse med dine nuværende kompetencer i forhold til brugen af virksomhedspraktik og job med løntilskud. Du har kun haft en praktik i denne ledighedsperiode.”

Problemet er, at parametrene for at få bevilliget et tilbud om aktivering ikke er et spørgsmål om, hvorvidt ens beskæftigelsesmuligheder er udtømte (vi søger ikke om førtidspension), men derimod om tilbuddet er rettet mod områder med behov for arbejdskraft og kan udgøre kortest mulige vej til job (LAB § 22 stk. 3.).

Det skal sikre effektiv aktivering

Så hvis vi på en og samme tid skal undgå, at virksomhedsrettet aktivering presser vores medlemmers jobmarked og sikre en individuel tilrettelagt indsats, så er der behov for at gøre op med paradigmet om, at virksomhedspraktik er et vidunderredskab. Vi skal kun bruge det som et tilbud, der hvor det giver mening, og sikre at alle tilbudsmuligheder om aktivering er tilgængelige som reelle rettigheder, uanset om du er akademiker eller faglært, bor i København eller Sorø. Samtidig skal vi overveje, om vi skal genindføre Beskæftigelsesankenævnet eller i hvert fald revidere Ankestyrelsens tilgang til behandling af klagesager på dette område. Og endelig skal vi kigge på, hvordan vi kan sikre, at virksomhedsrettet aktivering fører til løntimer.

Sidstnævnte fordrer en begrænsning på, hvor mange gange en virksomhed kan få en ledig i praktik og en mere kritisk brug af ordningen, hvor det er det individuelle skøn og det enkelte medlems behov, der er styrende. Og så bør man i langt højere grad koble opkvalificerende kurser og virksomhedsrettet aktivering.

På den måde vil flere få noget godt ud af virksomhedspraktikordningen, flere vil få opkvalificeret deres kompetencer og dermed øge muligheden for at komme hurtigt i job. Formelle rettigheder bliver til reelle, og den enkelte ledige vil opleve en indsats, der tager afsæt i deres situation og deres og arbejdsmarkedets behov.

Endelig kunne man ønske sig, apropos den meget debat om dimittendledighed, at dimittender fik mulighed for at komme i løntilskud allerede efter 3 måneders ledighed frem for som i dag efter 6 måneder.