Når arbejdet ikke bærer lønnen i sig selv…
Det sker noget på arbejdsmarkedet for tiden! Der er samlet set rigtig godt gang i hjulene. Ikke alene melder flere brancher om mangel på arbejdskraft, men i kølvandet på coronakrisen sker der også andre ændringer på arbejdsmarkedet. I USA taler man om ”the great resignation” ovenpå et 2021 - hvor næsten 48 millioner sagde deres job op - og et 2022, der ser ud til at kunne følge nogenlunde trop med en overvægt af opsigelser på 23% set i forhold til før pandemien.
Og uden at vi i AJKS vil påstå, at Danmark kommer til at være vidne til en lignende udvikling, så kan vi faktuelt se en stigning i antallet af medlemmer, der siger deres job op som følge af dårlig ledelse, dårligt arbejdsmiljø, eller dårlige ansættelsesvilkår.
Covid clarity og arbejdstagers marked
Når arbejdsmarkedet buldrer derudad, og der er færre ansøgere per opslået job, kan det i sagens natur have den effekt, at risikovilligheden stiger - eller rettere at ”risikoen” ved at opsige sin stilling falder - i og med at sandsynligheden for at lande et nyt og potentielt bedre job stiger. Og dette er da også en af de forklaringer, der benyttes i forsøget på at forstå udviklingen i USA.
Her tales der om ”covid clarity”, hvilket bedst kan beskrives som en bølge af erkendelse blandt arbejdstagere i forhold til, hvad der egentligt er vigtigt i deres arbejdsliv. En erkendelsesproces, der fik ben at gå på under og efter coronakrisen, hvor hjemmearbejde, digitale arbejdsformer, og fleksibilitet blev en del af hverdagen. Post corona er mange tilsyneladende nået til den erkendelse, at fleksibilitet samt hjemmearbejde giver mulighed for et bedre fit mellem arbejde og livets andre prioriteter - og at det er vigtigt.
Samtidig kan et opgaveefterslæb fra coronakrisen, pressede forhold som følge af højt sygefravær - og en tilbagevenden til en arbejdsmæssig hverdag, som man under krisen er nået til en erkendelse af, at man ikke trivedes i, være forklaring på de mange opsigelser.
Hvis du overvejer at sige din stilling op, vil vi gerne give et par gode råd med på vejen, der kan være med til at sikre, at du træffer den rette beslutning og kommer videre på bedst mulig vis.
Afklar om din situation står til at redde - eller om du skal videre
Det kan være et stort skridt at sige sit job op, og en beslutning der langt fra er nem. Godt kollegaskab, spændende opgaver eller gode vilkår kan have opvejet en kamp med en dårlig ledelse eller vice versa.
Så inden du tager springet, kan du med fordel reflektere over, hvor det er, skoen trykker. Er det opgavernes karakter eller deres mængde, der udgør problemet, så kan det måske løses. I så fald kan du med fordel reflektere over:
- hvilke opgaver der dræner dig
- hvilke opgaver der giver dig energi
- hvad du mangler for at trives. Er det nye opgaver eller ansvarsområder, en anden afdeling - eller trænger du til opkvalificering?
Er der tale om en giftig kultur, dårlig ledelse eller begyndende stress, kan refleksionerne omhandle, om du skal væk nu - eller kan udholde at blive i jobbet, mens du søger nyt arbejde.
Uanset hvad, så er det vigtigt, at du træffer din beslutning på et så oplyst grundlag som muligt, og derfor søger råd og vejledning i din fagforening og a-kasse, inden du eventuelt tager springet og opsiger din stilling.
Få hjælp, sparring og rådgivning, inden du tager springet
Tag altid fat i din a-kasse og fagforening samt egen læge, hvis der er tale om begyndende eller allerede opstået stress.
Konsulent i Kommunikation og Sprog Ask Lehrmann udtaler:
”Hvis du overvejer at sige op, synes jeg, der er to skridt, du bør tage. For det første, så forsøg altid at få alt den hjælp du kan, inden du springer ud i det. Husk, at du har en AMR og en tillidsrepræsentant, og at du altid kan tale med både en jurist og en karriererådgiver hos Kommunikation og Sprog for at sikre, at du tager en reflekteret beslutning og har det juridiske og praktiske på plads. For det andet, når du står på den anden side, så husk at få sparring på dine ønsker og behov fremadrettet – så du er sikker på, at du får et næste job med ordentlige forhold. Vi sidder altid klar ved telefonerne, lige meget hvad din beslutning bliver.”
Arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen fra Dansk Journalistforbund opstiller følgende gode råd:
”Gå ikke med det alene – tag fat i din TR, hvis der er en, eller inddrag dine kollegaer, da du måske ikke er alene med problemet. Det giver en større styrke at handle kollektivt frem for individuelt.
Sørg for en god forventningsafstemning med din leder. Det kan handle om din tilgængelighed, opgaver, deadlines eller andet. En god forventningsafstemning kan være med til at forebygge konflikter med lederen. Tag kontakt til DJ – Karriere og Trivsel, vi kan tale med dig om det, der er svært, og vi kan hjælpe dig med at afsøge dine handlemuligheder i den situation, du står i.”
Når du har fået sparring fra din fagforening, er det vigtigt, at du kontakter din a-kasse, inden du siger op. Der er nemlig forskellige muligheder for at undgå den karantæne på tre uger uden dagpenge, der normalt følger med efter en opsigelse. Dertil kan AJKS’ karriereteam hjælpe dig godt i gang på din vej til næste job med karriererådgivning, coaching, kompetenceafklaring, sparring på strategi, materiale og meget andet.
Kommentarer