Regeringens udspil skaber ulighed – de unge står for skud
Regeringen vil sænke de nyuddannedes dagpengesats med 4000 kroner om måneden og halvere deres dagpengeperiode. Begrundelsen er, at dimittender fylder for meget i ledighedsstatistikkerne, og at virksomhederne skriger efter arbejdskraft. AJKS frygter, det vil skabe A- og B-hold i samfundet.
I AJKS synes vi, at regeringens udspil er den forkerte vej at gå. For os er det ikke overraskende, at der er flere ledige nyuddannede. For der er også flere studerende. Det vigtige er, at vi kan se, at de løbende kommer i job. To gange årligt oplever vi en ketchupeffekt, når dimittender går fra studie til arbejdsmarked, en effekt der er blevet mere udtalt efter Corona.
AJKS hjælper nyuddannede med at oversætte deres kompetencer til forskellige brancher, og vi hjælper dem med at tænke og søge bredt. Hvilket de også gør. Men jobsøgning tager tid. Både for nyuddannede og folk med erfaring. Derfor er vi bekymrede, når regeringen vil halvere dagpengeperioden for dimittender. For det vil ikke få dem i varigt job, men give dem en dårligere start på arbejdslivet.
Mette Frederiksen udtalte på dagens pressemøde, at de nyuddannede har taget gode uddannelser, og nu skal ud at bidrage. I AJKS vil vi også gerne have dimittenderne ud på arbejdsmarkedet, men vi mener, det giver bedst mening at få dem ud og bruge deres nye kompetencer. Ikke nødvendigvis præcis i de job, de er uddannet til, men i job hvor deres kompetencer gør en forskel.
Det er ikke ensbetydende med, at vi synes, der er job, som dimittenderne er for fine til, eller at deres jobsøgningsstrategi kun bør være lystbetonet. Det handler om at udnytte de rigtige ressourcer de rigtige steder. Nemlig der hvor de skaber størst værdi.
Det bliver dyrt for os alle
Beskæftigelsesministeren talte om at være stolt af Den Danske Model med sin høje fleksibilitet og sit trygge sikkerhedsnet. Et sikkerhedsnet der nu bliver tryggere for nogen, når de kan få op til 5000 kroner ekstra i dagpenge de første 3 måneder, de går ledig. Det var dog uklart, hvem der kunne modtage ekstra dagpenge, og hvad kriterierne for at modtage dem ville være. En ting var sikkert – det var de nyuddannede, der skulle betale regningen.
I AJKS er vi glade for intentionen om at løfte dagpengesatsen, men vi er imod, at midlerne kommer fra dagpengesystemet.
For i modsætning til hvad ministeren mente, så synes vi ikke, det er en fremtidssikring af dagpengesystemet.
Dagpengesystemet er en forsikring imod at stå uden job og forsørgelsesgrundlag. Det gælder, når du mister dit job eller går fra at være studerende til at være jobsøgende. AJKS frygter, at flere unge vil fravælge a-kassen, når de får deres første job - måske allerede efter studiet - fordi de ikke kan se relevansen, når dagpengesatsen og perioden bliver sat så kraftigt ned.
Den Danske Model skaber et mere lige samfund. Vi frygter, at regeringens udspil vil nedbryde ligheden og skabe A- og B-hold. Lige nu er det de unge, der taber. I fremtiden er det os alle. For vores samfundsmodel dur kun så længe, der er bred tilslutning. I tider med almindelig- og højkonjunktur er a-kassen en overskudsforretning. Uden den bliver regningen dyr for hele samfundet.
Kommentarer